Frigivelse af deponeret købesum sket for sent. Spørgsmål om erstatningsansvar.
| Sagsnummer: | 44 /2000 |
| Dato: | 05-09-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - frigivelse
|
| Ledetekst: | Frigivelse af deponeret købesum sket for sent. Spørgsmål om erstatningsansvar. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om indklagede som følge af manglende frigivelse af en deponeret købesum i en ejendomshandel har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren, der som køber i handlen blev mødt med et krav fra sælger.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med køb af en fast ejendom deponerede klageren den 2. februar 1998 460.000 kr. hos indklagede, der er sælgers pengeinstitut.
Klageren, der selv berigtigede handlen, henvendte sig til indklagede ved skrivelse af 1. juni 1999, på hvilket tidspunkt der fortsat indestod 88.462 kr. på deponeringskontoen. Skrivelsen var vedlagt en telefax af 17. maj 1999 fra klageren til dennes daværende advokat. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Idet min fax af 17. maj 1999 til advokat [navn] vedlægges, går jeg ud fra, at der frigives i henhold til det i faxen anførte."
Den vedlagte telefax indeholdt en opgørelse vedrørende deponeringen. I øvrigt var anført:
"Herefter kan de resterende beløb frigives, hvis jeg i øvrigt har forstået vores samtale pr. telefon i dag korrekt, når jeg har fået udbetalt check på 10.064,58 kr.
Dette forlig tiltrædes hermed, såfremt du som advokat for mig kan anbefale dette. Jeg går ud fra, at du giver modpart besked."
Sælger udtog stævning mod klageren ved retten i Hørsholm om betaling af restdeponeringen med tillæg af procesrenter fra den 15. maj 1999.
Klageren henvendte sig til indklagede herom, idet hun var uforstående over for, at indklagede ikke på baggrund af skrivelsen af 1. juni 1999 allerede havde frigivet deponeringen.
Klageren overdrog sagen til en ny advokat, som ved skrivelse af 30. september 1999 meddelte indklagede, at det på deponeringskontoen indestående beløb kunne frigives til sælger.
Ved skrivelse af 5. oktober 1999 til retten i Hørsholm meddelte sælgers advokat, at sagen blev tilbagekaldt som forligt.
Retten besluttede, at klageren i sagsomkostninger til sælger skulle betale 4.000 kr.
Sælgers samlede krav udgjorde herefter 6.551,90 kr. Heraf betalte klageren 2.551,90 kr., mens 4.000 kr. blev dækket af klagerens forsikringsselskab.
Parternes påstande.
Den 25. januar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hende og forsikringsselskabet godtgørelse for udgiften på 6.551,90 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ved skrivelsen af 1. juni 1999 anmodede indklagede om at frigive deponeringen bortset fra et beløb på 10.064,58 kr. Frigivelsen var efter sin ordlyd ikke betinget af godkendelse fra hverken hendes eller modpartens advokat.
Som følge af, at indklagede undlod at efterkomme anmodningen, blev hun påført unødige udgifter til renter og omkostninger til sælger, som udtog stævning på grund af den manglende frigivelse af deponeringen.
Indklagede burde i hvert fald have meddelt hende, at anmodningen om frigivelse ikke blev imødekommet. Indtil hun modtog stævningen, troede hun fuldt og fast på, at deponeringen var frigivet.
Indklagede har anført, at man forstod klagerens henvendelse af 1. juni 1999 som en betinget frigivelse, og at man på baggrund af skrivelsen afventede advokatens godkendelse af klagerens opstilling. En ubetinget frigivelse blev først modtaget ved skrivelsen af 30. september 1999 fra klagerens nye advokat.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår ikke klart af klagerens henvendelse til indklagede af 1. juni 1999, at klageren ønskede deponeringen frigivet til sælger. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at frigivelse ikke fandt sted på grundlag af denne henvendelse.
Ankenævnet finder det rigtigst, såfremt indklagede havde reageret på henvendelsen med oplysning om, at frigivelsen afventede advokatens stillingtagen, hvorved den opståede misforståelse kunne være undgået. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at denne undladelse i sig selv kan medføre et erstatningsansvar for indklagede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.