Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om beløb indbetalt på håndværksmesters konto rettelig tilhørte klageren

Sagsnummer: 348 /2013
Dato: 09-05-2014
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive, Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne: Modregning - gensidighed
Ledetekst: Spørgsmål om beløb indbetalt på håndværksmesters konto rettelig tilhørte klageren
Indklagede: Møns Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Møns Bank er forpligtet til at betale et beløb til klageren i anledning af, at en forsikringsudbetaling til dækning af vikarudgifter blev udbetalt til en håndværksmester med konto i banken, når klageren har et løntilgodehavende fra vikararbejde hos den pågældende.

Sagens omstændigheder

Den 1. marts 2009 blev klageren ansat som vikar hos en mindre håndværksvirksomhed, der var ejet og drevet af M, som var kunde i Fanefjords Sparekasse (nu: Møns Bank). M havde brug for en vikar til at drive virksomheden i en periode, idet han var blevet uarbejdsdygtig efter en trafikulykke.

Sparekassen tilbød sine erhvervskunder lønservice, og i den forbindelse modtog sparekassen i august 2009 fra M en opgørelse over skyldig løn til klageren. Der var ikke dækning for lønudbetalingen på M’s konto, og klageren modtog derfor ikke betaling. Ved brev af 14. august 2009 til klageren, sendte sparekassen lønopgørelsen, der viste, at klagerens løntilgodehavende udgjorde 138.900 kr.

Den 5. januar 2010 sendte M’s forsikringsselskab en check på 139.337,10 kr. til M’s advokat. I fremsendelsesbrevet var det anført, at beløbet var til dækning af vikarudgifter. Den 11. januar 2010 overførte advokaten 138.087,10 kr. til M’s konto i sparekassen, der efter indbetalingen havde en saldo på 150.208,51 kr. (negativ).

Ved brev af 6. december 2012 bad klagerens advokat sparekassen kommentere forløbet. Samme dag svarede sparekassen, at beløbet var indgået som en almindelig konto til konto overførsel, og blev anvendt til at nedbringe et accepteret overtræk på kontoen.

Parternes påstande

Den 7. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Møns Bank skal betale 139.337,10 kr.

Møns Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at beløbet M’s advokat modtog fra forsikringsselskabet blev udbetalt til dækning af vikarudgifter og var øremærket hertil. Beløbet burde ubeskåret være overført direkte til ham, der var den eneste vikar i M’s virksomhed. M ville aldrig have modtaget beløbet, hvis klageren ikke havde været ansat som vikar.

Han blev først klar over, at sparekassen havde taget det omtvistede beløb kort inden hovedforhandlingen i en retssag mod M.

Beløbet tilhørte rettelig ham. Sparekassen var derfor ikke berettiget til at tage beløbet fra M’s konto.

Sparekassen kunne ikke gå ud fra, at beløbet kom fra en forsikringsudbetaling vedrørende et indbrud i M’s virksomhed, da beløbet blev overført fra M’s advokat.

Sparekassen var ikke i god tro, da den var klar over, at klageren ikke havde modtaget løn fra M, og at den skyldige løn nogenlunde svarede til det beløb, som blev indsat på M’s konto den 11. januar 2010.

Hvis det var almindelig kutyme, at pengeinstitutter kunne tage beløb fra kunders konti, der rettelig tilhører andre, ville udbetalinger fra forsikringsselskaber blandt andet til dækning af vikarudgifter miste deres betydning.

Møns Bank har anført, at M havde fået bevilget et overtræk på sin kassekredit, da han kunne se frem til en forsikringsudbetaling efter indbrud på hans ejendom, hvorefter overtrækket ville blive inddækket. Indbetalingen den 11. januar 2010 var således den forventede indbetaling som følge af erstatningsudbetaling efter indbrud. Sparekassen havde ingen forudsætninger for at afgøre, om forsikringsudbetalingen ville komme fra M’s advokat eller direkte fra hans forsikringsselskab.

Sparekassen var ikke bekendt med, at M havde modtaget en forsikringsudbetaling vedrørende aflønning af vikar. Sparekassens medarbejdere har på intet tidspunkt kædet indbetalingen sammen med den lønspecifikation, som han modtog fra M fire måneder tidligere.

Spørgsmålet om manglende betaling af løn, er et mellemværende mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Ankenævnets bemærkninger

I 2009 arbejdede klageren som vikar i M’s virksomhed, idet M var uarbejdsdygtig på grund af en ulykke. Klageren modtog ikke den aftalte løn for sit arbejde.

Forsikringsbeløbet på 139.337,10 kr. tilkommer M som forsikringstager. Dette gælder, uanset at beløbet er udbetalt til dækning af vikarudgifter. M var derfor berettiget til at råde over beløbet. M’s advokat overførte 138.087,10 kr. til M’s konto i Møns Bank. Advokaten anmodede ikke i den forbindelse Møns Bank om at udbetale beløbet til klageren, og banken kunne derfor ikke med frigørende virkning gøre dette.

Ankenævnet finder derfor ikke, at Møns Bank har handlet ansvarspådragende overfor klageren.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.