Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod gebyrer ved overførsel af danske og udenlandske værdipapirer til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 256/2025
Dato: 22-09-2025
Ankenævn: Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Depot - gebyr ved overførsel
Gebyr - overførsel
Ledetekst: Indsigelse mod gebyrer ved overførsel af danske og udenlandske værdipapirer til andet pengeinstitut.
Indklagede: Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod gebyrer ved overførsel af danske og udenlandske værdipapirer til andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark (tidligere Dronninglund Sparekasse).

Den 14. november 2019 oprettede sparekassen et aktiedepot -168 til klageren.

Af depotaftale af 14. november 2019 fremgår blandt andet:

Jeg har derudover gjort mig bekendt med Dronninglund Sparekasses almindelige forretningsbetingelser - Privatkunder samt Regler for handel med værdipapirer, som også gælder for kundeforholdet. De gældende Almindelige forretningsbetingelser kan til enhver tid findes på Dronninglund Sparekasses hjemmeside www.dronspar.dk.”

Den 23. januar 2020 oprettede sparekassen et aktiedepot -174 til klageren og person A.

Af depotaftale af 23. januar 2020 fremgår blandt andet:

”Vi har derudover gjort os bekendt med Dronninglund Sparekasses almindelige forretningsbetingelser - Privatkunder samt Regler for handel med værdipapirer, som også gælder for kundeforholdet. De gældende Almindelige forretningsbetingelser kan til enhver tid findes på Dronninglund Sparekasses hjemmeside www.dronspar.dk.”

Den 27. juli 2022 oprettede sparekassen et aktiesparekontodepot -014 til klageren.

Af aftale om handel med værdipapirer af 27. juli 2022 fremgår blandt andet:

Omkostninger

Omkostninger forbundet med handel med værdipapirer og andre investeringsydelser fremgår af Sparekassen Danmarks prisliste og kan findes på Sparekassen Danmarks hjemmeside www.spard.dk.

Øvrige vilkår og politikker

Sammen med denne aftale gælder følgende generelle vilkår og politikker:

  • Almindelige forretningsbetingelser
  • Regler for handel med værdipapirer
  • Regler for opbevaring af værdipapirer i depot
  • Ordreudførelsespolitik
  • Politik for interessekonflikter

De til enhver tid gældende regler og politikker er tilgængelige på Sparekassen Danmarks hjemmeside.”

Sparekassen har fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser af 30. oktober 2023, hvoraf fremgår blandt andet:

2. Gebyrer på serviceydelser

2.1 Oplysning om gebyrer på serviceydelser

Sparekassen Danmark kan tage betaling for sine serviceydelser til dig og for at besvare henvendelser om dig, når Sparekassen Danmark har pligt til at svare.

Sparekassen Danmarks almindelige gebyrer for serviceydelser fremgår af Sparekassen Danmarks hjemmeside og oplyses på forespørgsel.”

Sparekassen har fremlagt sin prisinformation for privatkunder af 15. august 2024, hvoraf fremgår blandt andet:

Almindelige serviceydelser

Konto

Overførsel af konto til andet pengeinstitut

Aktiesparekonto

850 kr.

...

Øvrige priser

Timebetaling

Timebetaling

Timebetaling for ekstraordinære ydelser, pr. time (der opkræves altid for mindst en time)

1.500 kr.

Depot

Generelt

..

Gebyr flyt til andet PI, pr. fondskode (DK-papirer) (maks. 4.500 kr. pr. CPR)

275 kr.

Gebyr flyt til andet PI, pr. fondskode (Ufonds-papirer)

450 kr.

+ udenlandske omkostninger 375 kr.

Klageren har oplyst, at han i september 2024 ønskede at skifte pengeinstitut til pengeinstitut P. Sparekassen har oplyst, at klageren på overførselstidspunktet på aktiedepot -168 havde tre fondskoder af danske værdipapirer og 13 fondskoder af udenlandske værdipapirer. Klageren havde på aktiedepot -174 én fondskode af danske værdipapirer og to fondskoder af udenlandske værdipapirer. Klageren havde på aktiesparekontodepotet én fondskode af danske værdipapirer og tre fondskoder af udenlandske værdipapirer.

Ved gebyrnota af 11. september 2024 blev klageren opkrævet 12.050,53 kr. for overførsel af fondskoder på aktiedepot -168.

Ved gebyrnota af 16. september 2024 blev klageren og person A opkrævet 2.087,53 kr. for overførsel af fondskoder på aktiedepot -174.

Ved gebyrnota af 26. september 2024 blev klageren opkrævet 3.600 kr. for overførsel af fondskoder på aktiesparekontodepotet og for overførsel af aktiesparekontoen.

Klageren har fremlagt en depotfortegnelse for depot -168 af 31. juli 2024. Klageren har anført, at nogle af positionerne har så lav en værdi, at overførslen af positionerne kostede mere end selve kursværdien på positionerne. 

Klageren gjorde indsigelse mod opkrævningen af gebyrer. Den 24. september 2024 afviste sparekassen klagerens indsigelse.

Parternes påstande

Den 6. juni 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal godtgøre ham gebyrer for overførsel af værdipapirer og en aktiesparekonto til et andet pengeinstitut.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen pålagde ham urimeligt høje og uacceptable gebyrer for overførslen af hans aktiedepoter og aktiesparekonto til pengeinstitut P.

Et gebyr bør afspejle den arbejdsindsats og omkostning, som den pågældende service kræver. Sparekassen pålagde ham gebyrer på i alt 17.738 kr. for at flytte tre depoter. Gebyrerne stod ikke i rimeligt forhold til den faktiske arbejdsopgave. Overførslen af hans værdipapirer udgør en rutinemæssig elektronisk overførsel via en værdipapircentral og samarbejde mellem pengeinstitutter, hvilket sker digitalt og er standardiseret. Hvis man lægger sparekassens egne priser til grund, hvor sparekassen opkræver et timegebyr på 1.500 kr. for ekstraordinære ydelser, svarer de 17.000 kr. i gebyrer til mere end 11 timers arbejde i forbindelse med overførslen af hans værdipapirer. Det er helt usandsynligt og ude af proportioner for en simpel depotflytning. Sparekassens gennemgang af den overvejende automatiserede proces ved overførsel af værdipapirer er spinkel og kan ikke retfærdiggøre de høje gebyrsatser.

Nogle af de flyttede positioner havde så lav en værdi, at gebyret for at flytte dem oversteg selve værdien af værdipapirerne. Dette er hverken rimeligt eller proportionalt.

Gebyrerne har karakter af strafafgifter for at forlade sparekassen snarere end betaling for en faktisk service. Gebyrerne står ikke mål med ydelsen og bør tilsidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. § 36.

Sparekassen oplyste ham ikke på eget initiativ om de betydelige omkostninger inden eller i forbindelse med, at han anmodede om at flytte sine depoter. Han havde et kundeforhold i sparekassen, og den havde hans samtykke til at kontakte ham, alligevel modtog han ingen proaktiv rådgivning om, at en depotflytning ville udløse gebyrer på ca. 17.000 kr. Først da flytningen var sat i gang, blev han bekendt med gebyret.

Det forhold, at gebyrerne fremgik af en prisliste på sparekassens hjemmeside, fritager ikke sparekassen for det kundefokus og den gennemsigtighed, den selv siger, den praktiserer. Finanstilsynets regler om god skik bestemmer, at finansielle virksomheder skal informere klart og loyalt over for kunden. At undlade at gøre ham opmærksom på en omkostning af den pågældende størrelsesorden, er ikke i tråd med god skik og almindelig ordentlig kundebehandling.

Sparekassen profilerer sig som en lokal, kundevendt sparekasse, der møder kunderne “i øjenhøjde” med personlig og nærværende rådgivning. Den fremhæver værdier som tillid, nærvær og gennemsigtighed i dens kommunikation. Disse principper om tillid, hjælpsomhed og åben dialog står i skærende kontrast til den måde, hans sag er blevet håndteret på. Der var intet nærvær, da sparekassen forsømte at informere ham om et femcifret gebyr. Der var ingen gennemsigtighed, når han som mangeårig kunde pludselig blev præsenteret for gebyrer, der langt oversteg, hvad man med rimelighed måtte forvente. Han har ingen tillid til en sparekasse, der opkræver maksimale gebyrer uden varsel.

Sparekassen Danmark har anført, at klageren ved oprettelsen af depoterne tiltrådte sparekassens almindelige forretningsbetingelser, hvoraf fremgår, at sparekassen kan tage betaling for sine serviceydelser, og at almindelige gebyrer for serviceydelser fremgår af sparekassens hjemmeside. Af sparekassens hjemmeside fremgår en prisliste. Af prislisten fremgår gebyrerne for flytning af depoter og aktiesparekonti.

Størrelsen af de samlede gebyrer skyldes hovedsageligt antallet af værdipapirer, herunder udenlandske værdipapirer, der skal overføres. Ved overførsel af udenlandske værdipapirer består arbejdet i at gennemgå kundens beholdning af udenlandske aktier og uploade en fil på pengeinstitut P2’s platform. Sparekassen har en whitelabel løsning med pengeinstitut P2, hvorfor denne platform anvendes ved overførslen. Herefter sendes en e-mail til det modtagende pengeinstitut, hvori det gøres bekendt med den kommende overførsel af værdipapirer. Herefter aftales handels- og valørdag for overførslerne med det modtagende pengeinstitut. Derefter informeres pengeinstitut P2 om detaljerne i aftalerne med det modtagende pengeinstitut. Pengeinstitut P2 instruerer herefter overførslerne af de enkelte fondskoder. Sparekassen kontrollerer, at overførslen gennemføres. Arbejdet udføres pr. fondskode og er det samme uanset størrelsen af beholdningen. Overførsel af udenlandske værdipapirer involverer en del korrespondance mellem det afsendende og modtagende pengeinstitut.

Ved overførsel af danske værdipapirer består arbejdet i at bestille overførsel af depot i pengeinstitut P2 samt bestille et nyt depotnummer i pengeinstitut P2.

Flytning af aktiesparekonti er pålagt et særskilt gebyr, da flytning af denne kontotype er forbundet med en væsentlig større mængde arbejde og ansvar blandt andet for at sikre, at aktiesparekontoen indberettes korrekt til SKAT.

Sparekassen overtager løbende kunder fra landets øvrige pengeinstitutter. Ved modtagelsen af en kunde ser sparekassen oftest, at kundens tidligere pengeinstitut opkræver gebyrer for flytning af depot. Der er flere pengeinstitutter, der opkræver højere gebyrer end sparekassen.

Gebyrerne for flytning af klagerens depoter modsvarer det arbejde og ansvar, som overførselsanmodningerne har påført sparekassen, hvorfor de opkrævede gebyrer er rimelige. Gebyrerne anses for markedskonforme. Sparekassen er berettiget til at opkræve de pågældende gebyrer.

Klageren valgte at skifte pengeinstitut ved henvendelse i pengeinstitut P. Dermed havde sparekassen ikke en naturlig rådgivningsmulighed i forbindelse med skiftet af pengeinstitut. Sparekassen informerer kunder om gebyrer i forbindelse med flytning af et engagement.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Sparekassen Danmark (tidligere Dronninglund Sparekasse).

Den 14. november 2019 og 23. januar 2020 oprettede sparekassen aktiedepot -168 til klageren og aktiedepot -174 til klageren og person A. Den 27. juli 2022 oprettede sparekassen et aktiesparekontodepot -014 til klageren.

Af sparekassens prisinformation for privatkunder af 15. august 2024 fremgår blandt andet, at gebyret for en overførsel af en aktiesparekonto udgjorde 850 kr., at gebyret for en overførsel af en fondskode af et dansk værdipapir til et andet pengeinstitut udgjorde 275 kr., og at gebyret for en overførsel af en fondskode af et udenlandsk værdipapir udgjorde i alt 850 kr.

Klageren har oplyst, at han i september 2024 ønskede at skifte pengeinstitut til pengeinstitut P. Sparekassen har oplyst, at klageren på overførselstidspunktet på aktiedepot -168 havde tre fondskoder af danske værdipapirer og 13 fondskoder af udenlandske værdipapirer. Klageren havde på aktiedepot -174 én fondskode af danske værdipapirer og to fondskoder af udenlandske værdipapirer. Klageren havde på aktiesparekontodepotet én fondskode af danske værdipapirer og tre fondskoder af udenlandske værdipapirer.

Ved gebyrnotaer af 11., 16. og 26. september 2024 blev klageren opkrævet i alt ca. 16.694,29 kr. for overførslen af alle fondskoder og aktiesparekontoen.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte gebyrernes størrelse som urimelig, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. § 36.

Ankenævnet finder, at sparekassen ikke som følge af mangelfuld rådgivning eller på anden måde i øvrigt har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.