Hæftelse for lån. Udbetaling fra lønkonto i henhold til fuldmagt. Indsigelse om falsk.
| Sagsnummer: | 12 /1997 |
| Dato: | 23-06-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Konto - dispositionsforhold |
| Ledetekst: | Hæftelse for lån. Udbetaling fra lønkonto i henhold til fuldmagt. Indsigelse om falsk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Med henblik på finansiering af et bilkøb henvendte klagerens daværende ven, A, sig i efteråret 1995 til indklagedes Ordrupvej afdeling, hvor klageren var kunde.
Ifølge indklagede oplyste A, at han var udlandsdansker med bopæl i Schweiz, hvor han beskæftigede sig med ejendomshandel og havde større beløb placeret. Han og klageren påtænkte at gifte sig og skulle flytte til en større lejlighed. Da klageren var på arbejde, tillod han sig på hendes vegne at anmode om et lån til klagerens køb af en bil.
Klageren underskrev den 11. september 1995 et gældsbrev til indklagede vedrørende et billån på 138.500 kr. med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i bilen udstedt af klageren blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for lånet. Låneprovenuet på 132.600 kr. blev fremsendt til bilforhandleren samme dag. Afdelingen sendte skriftlig meddelelse til klageren herom.
Klageren, hvis månedlige nettoindtægt var på ca. 10.000 kr., havde i forvejen et lån hos indklagede, der blev afviklet med en månedlig ydelse på 675 kr.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med underskrivelsen af lånedokumentet oplyste, at lånearrangementet var en proformasag, idet der forelå en aftale mellem indklagede og A om indbetaling af den månedlige ydelse på hendes konto indtil den 1. januar 1996. På dette tidspunkt ville A blive tilmeldt det danske folkeregister, således at lånet kunne etableres med A som låntager. Indklagede gjorde opmærksom på, at hendes økonomi ikke var tilstrækkelig til en bevilling af lånet til hende alene.
Indklagede har anført, at det blev understreget, at klagerens økonomi ikke alene kunne bære en investering i en bil. Klageren underskrev alligevel lånedokumentet, da hun var sikker på, at A ville betale de månedlige ydelser og indfri lånet inden for kort tid.
På baggrund af en påtegning på en kontoudskrift vedrørende klagerens selvpensioneringskonto, der fremstod som underskrevet af klageren, anmodede A indklagede om udbetaling af indeståendet på kontoen, hvilket indklagede afviste.
Den 11. oktober 1995 underskrev klageren en lejekontrakt om leje af en lejlighed pr. 1. november 1995. Den månedlige lejebetaling var på ca. 18.000 kr.
Den 16. oktober 1995 bevilgede indklagede et overtræk på 10.000 kr. på klagerens lønkonto. Beløbet blev udbetalt på check til en ejendomsmægler til delvis dækning af depositum for lejemålet. Om baggrunden for betalingen har indklagede anført, at A på klagerens vegne anmodede afdelingen om at udstede en bankcheck på 10.000 kr. finansieret i form af et overtræk på klagerens lønkonto, indtil han fik overført penge fra Schweiz. A medbragte en generalfuldmagt fra klageren.
Under sagen er der fremlagt kopi af en fuldmagtserklæring dateret 12. oktober 1995. Af fuldmagten, der fremstår som underskrevet af klageren, fremgår:
"Fuldmagt
[indklagede]
Jeg giver hermed min mand, [A], fuldmagt til at disponere på mine vegne vedr. div. bankforretninger boksleje d.d."
Klageren har anført, at hun ikke har underskrevet fuldmagten og at hun først fik kendskab til denne i februar 1996. Indklagede var bekendt med, at hun ikke var gift med A, og at hun på intet tidspunkt har lejet en boks hos indklagede.
A inddækkede ikke overtrækket på klagerens lønkonto og indbetalte ikke ydelserne på billånet. I februar 1996 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende engagementet. Bilen blev solgt samme måned og indbragte et provenu på 120.000 kr., hvorefter restgælden på billånet var ca. 14.000 kr.
A, der løbende havde benyttet tre forskellige navne, blev den 6. august 1996 dømt for bl.a. bedrageri.
Ved skrivelse af 15. august 1996 til klageren meddelte Københavns Politi, at det var besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri begået den 12. oktober 1995, fordi videre forfølgning ikke kunne forventes at føre til, at A blev fundet skyldig til straf. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt, at [A] har forklaret, at han efter aftale med Dem skrev en fuldmagt, som De efterfølgende underskrev. En skriftprøve udarbejdet af Dem tyder på at denne underskrift er ægte, på hvilken baggrund anklagemyndigheden ikke kan føre det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for fortsæt til bedrageri.
[A] blev den 6. august 1996, altså efter lovovertrædelsen, dømt for strafbart forhold, og ville efter mit skøn, ikke være blevet idømt i væsentlig strengere straf, hvis den nuværende overtrædelse havde været medtaget i dommen.
Eventuelt erstatningskrav må herefter rejses ved civilt søgsmål."
Ved klageskema af 12. januar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hendes indbetalinger på billånet, at afskrive lånets restgæld og at kreditere hendes lønkonto 10.000 kr. med valør den 16. oktober 1995.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at både hun og indklagede var bekendt med, at hun ikke havde mulighed for at afvikle billånet. Hun underskrev lånedokumenterne i tillid til indklagedes oplysning om, at der var truffet aftale med A om betaling af de månedlige ydelser, hvorfor underskrivelsen af lånedokumenterne kun var en formssag. Indklagede burde før lånets etablering have søgt kreditoplysninger om A. Det ville så være kommet frem, at A var registreret i Ribers Kreditinformation, og at han havde to tidligere fængselsdomme for bedrageri og dokumentfalsk. Hun og A var aldrig i afdelingen på samme tid, og hun har ikke på noget tidspunkt udtalt sig om sine fremtidsplaner, eller om at A var velhavende. A's anmodning om udbetaling af selvpensioneringskontoen og de fejlagtige angivelser i fuldmagten burde have skærpet indklagedes opmærksomhed. Hun bør ikke hæfte for udbetalingen på 10.000 kr. fra lønkontoen, der skete på grundlag af en falsk fuldmagt.
Indklagede har anført, at man ikke kendte og ikke havde behov for at kende A's CPR-nr. Derfor var afdelingen ikke bekendt med, at A i en anden afdeling af indklagede havde et nødlidende engagement under et andet navn. Først i februar 1996, hvor klageren gjorde opmærksom på, at A ikke var den, han gav sig ud for, blev det konstateret, at A benyttede forskellige navne. Indklagede havde ikke anledning til at tage en oplysning på A eller på anden måde kreditvurdere ham, da han på intet tidspunkt anmodede om lån eller kredit. Klageren underskrev af egen fri vilje lånedokumenterne vedrørende billånet. Hun var sikker på, at A ville betale de månedlige ydelser og indfri lånet inden for kort tid. Klageren blev registreret som ejer af bilen både i CMR-registret og i forsikringsmæssig henseende. A's forespørgsel om ophævelse af selvpensioneringskontoen var en almindelig henvendelse, som indklagede ofte får fra kunder. Underskriften på fuldmagten af 12. oktober 1995 blev sammenlignet med klagerens underskrift på afdelingens underskriftskort. Underskriften var objektivt set identisk med klagerens, jf. politiets undersøgelser, der tilsyneladende viser, at underskriften er ægte. Fuldmagten blev kun anvendt til udbetalingen af de 10.000 kr. Beløbet blev betalt til en ejendomsmægler til delvis dækning af indskud på den lejlighed, som klageren havde lejet og rent faktisk beboede i en periode. Selv om det måtte vise sig, at fuldmagten var falsk, har klageren ikke lidt noget tab, da beløbet er kommet klageren til gode.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at det har betydning for klagerens forpligtelser i henhold til gældsbrevet af 11. september 1995, at indklagede ikke i efteråret 1995 foretog nærmere undersøgelser med hensyn til A's kreditværdighed.
Med underskrivelsen af lånedokumenterne vedrørende billånet måtte klageren endvidere indse, at hun hæftede for lånet over for indklagede, uanset om hendes forventninger til A's afvikling af lånet holdt stik. Klagen kan herefter ikke tages til følge på dette punkt.
Fuldmagten af 12. oktober 1995 fremstår som underskrevet af klageren. Ifølge Københavns Politi tyder en skriftprøve udarbejdet af klageren på, at underskriften på fuldmagten er ægte. En endelig afgørelse af om fuldmagten var falsk, forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår udbetalingen på 10.000 kr. fra klagerens konto på grundlag af fuldmagtserklæringen dateret 12. oktober 1995. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.