Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om pengeinstituts ansvar for fejlagtig angivelse af stelnummer i løsøreejerpantebrev.

Sagsnummer: 73/2001
Dato: 27-08-2001
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Pant - øvrige spørgsmål
Stempel - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om pengeinstituts ansvar for fejlagtig angivelse af stelnummer i løsøreejerpantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om indklagedes ansvar som følge af, at stelnummeret på klagerens bil blev angivet forkert i et løsøreejerpantebrev.

Sagens omstændigheder.

I sommeren 1998 ydede indklagede klageren et lån til køb af en bil. Til sikkerhed for lånet skulle indklagede have pant i et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. i bilen.

Den 24. juli 1998 underskrev klageren løsøreejerpantebrevet, som var udarbejdet af indklagede. I ejerpantebrevet var stelnummeret angivet forkert, idet det ene af to N'er, som indgik i stelnummeret, fejlagtigt var angivet som et W.

Under sagen er der fremlagt kopi af en håndskreven, foreløbig registreringsattest.

Indklagede har anført, at udarbejdelsen af ejerpantebrevet skete på grundlag af den håndskrevne foreløbige registreringsattest. Klageren har anført, at han efter opfordringen fra indklagede indleverede den originale registreringsattest til indklagede i starten af august 1998.

Den 3. august 1998 blev ejerpantebrevet lyst i bil- og personbogen med følgende anmærkning:

"Advarsel: Køretøj ses ikke i Motorregisteret. Kontroller stelnr. Køretøjet kan være pantsat som tilbehør efter de før 1. juni 1993 gældende regler."

I slutningen af 2000 overførte klageren sit engagement til et andet pengeinstitut, P, til hvem indklagede fremsendte ejerpantebrevet.

P udarbejdede en allonge til ejerpantebrevet om ændring af meddelelsespåtegningen. Meddelelsespåtegningen blev lyst den 16. januar 2001 med samme anmærkning som ved lysningen den 3. august 1998. Ved lysningen blev der betalt tinglysningsafgift på 1.400 kr.

P udarbejdede en ny allonge til ejerpantebrevet vedrørende berigtigelsen af stelnummeret. Ved lysningen heraf blev der på ny betalt tinglysningsafgift på 1.400 kr.

Parternes påstande.

Den 29. marts 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.400 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det er indklagede, der har angivet et forkert stelnummer på ejerpantebrevet, og at indklagede derfor bør betale meromkostningen på 1.400 kr.

Indklagede fik ved aftaleindgåelsen kopi af registreringsattesten.

Der er stor lighed mellem de to N'er i stelnummeret på den håndskrevne registreringsdokument.

Indklagede undlod at oplyse ham om, at pantet var lyst med forkert stelnummer.

Ved oprettelsen af løsøreejerpantebrevet oplyste indklagede, at der ved eventuelt køb af en ny bil ikke skulle betales tinglysningsafgift, idet pantet var udstedt i hans person og ikke i bilen. Dette var baggrunden for hans valg af produktet.

Indklagede har anført, at klageren indleverede den håndskrevne foreløbige registreringsattest, og at ejerpantebrevet blev udarbejdet på grundlag af denne. Stelnummeret på attesten var ikke skrevet helt tydeligt. Det var mest nærliggende at læse stelnummerets ene N som et W. Stelnummerets andet N er tydeligt og giver ikke anledning til tvivl.

Klageren har selv haft lejlighed til at kontrollere oplysningerne ved sin underskrift på ejerpantebrevet.

Anmærkningen indebar risiko for konkurrerende rettigheder. En fastholdelse af den aftalte prioritetsstilling ville derfor kunne kræve en nærmere bevisførelse. Da klageren var en god kunde, var man indstillet på at løbe denne risiko, indtil der i anden anledning alligevel skulle ske en afgiftspligtig ændring af ejerpantebrevet. På denne måde blev klageren sparet for en opkrævning af tinglysningsafgift for en korrektion af stelnummeret.

Korrektionen kunne have været medtaget under den afgiftspligtige meddelelsespåtegning, som P iværksatte ved engagementets overførsel, således at begge påtegninger kunne have været ekspederet for 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Det kan ikke bebrejdes indklagede, at P overså anmærkningen og derfor gentog det forkerte stelnummer.

Det har formodningen imod sig, at man skulle have oplyst klager om, at pantet fremover ville være afgiftsfrit som følge af, at pantet var udstedt i klagerens person.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indklagede udfærdigede ejerpantebrevet på grundlag af den håndskrevne foreløbige registreringsattest, og Ankenævnet finder at måtte medgive indklagede, at det var mest nærliggende at læse det omhandlede bogstav som et W. Det er ikke godtgjort, at indklagede havde lejlighed til at kontrollere angivelsen af stelnummeret på grundlag af den originale registreringsattest forud for pantebrevets fremsendelse til tinglysning. Ankenævnet finder herefter, at selve den fejlagtige angivelse af stelnummeret ikke kan pådrage indklagede erstatningsansvar.

Indklagede har - da risikoen herved påhvilede indklagede selv - heller ikke begået fejl ved at undlade at berigtige angivelse af stelnummeret med henblik på at afvente, at dette kunne ske i forbindelse med en anden ændringspåtegning, således at tinglysningsafgiften på 1.400 kr. ved særskilt berigtigelse af stelnummeret kunne spares. Ankenævnet finder imidlertid, at indklagede i forbindelse med fremsendelsen af ejerpantebrevet til klagerens nye pengeinstitut burde have henledt dettes opmærksomhed på forholdet, således at der var sikkerhed for, at stelnummeret blev rettet i forbindelse med den påtegning om meddelelser til dette pengeinstitut, som måtte påregnes at skulle tinglyses. Som følge af, at indklagede forsømte dette, findes indklagede at burde godtgøre klageren meromkostningen på 1.400 kr. med tillæg af renter som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 1.400 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 29. marts 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.