Fortolkning af tilsagn om erstatning for mangelfuld rådgivning om beskatning af kursgevinst på aktier.
| Sagsnummer: | 141/2000 |
| Dato: | 05-09-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Fortolkning af tilsagn om erstatning for mangelfuld rådgivning om beskatning af kursgevinst på aktier. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede er bundet af et tilsagn om erstatning for mangelfuld rådgivning vedrørende beskatning af kursgevinst ved salg af aktier.
Sagens omstændigheder.
Som følge af et færdselsuheld fik klageren ultimo 1996 udbetalt et acontoerstatningsbeløb. I forbindelse hermed søgte klageren og dennes ægtefælle investeringsrådgivning hos indklagede.
Ægtefællerne blev bl.a. rådet til hver at købe 371 stk. investeringsforeningsbeviser i en aktiebaseret investeringsforening til en kursværdi på 74.478 kr. Handlerne blev gennemført ved fondsafregninger af 6. januar 1997.
På investeringstidspunktet var indklagede af den fejlagtige opfattelse, at investeringerne efter tre års ejertid var omfattet af den skattefri bundgrænse i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, jf. senere lovbekendtgørelse nr. 643 af 5. august 1999. På grund af den dagældende sambeskatning mellem ægtefæller var dette imidlertid ikke tilfældet.
I april 1998, hvor klageren fik udbetalt sin resterstatning, rettede han henvendelse til et andet pengeinstitut, P, vedrørende investering af dette beløb. P, der blev forelagt en oversigt over de investeringer, der var foretaget via indklagede, oplyste, at investeringen på de 2 x 75.000 kr. i investeringsforeningsbeviser oversteg den skattefri bundgrænse i aktieavancebeskatningsloven.
Klageren rettede henvendelse til indklagede, der erkendte at have ydet fejlagtig rådgivning. Af et internt notat udarbejdet af indklagede den 29. april 1998 fremgår:
"Såfremt kunden bliver beskattet ved salg af akk. egnsinvest, - efter at ha' ejet dem i 3 år betaler vi skatten, da vi har fejlrådgivet.
Der blev købt for ca kr. 75.000,- til HVER af ægtefællerne, der skulle kun være købt til en, ellers vil det udløse beskatning af kursgevinst.
Vi håber på en ændring af loven inden evt. salg."
Den 1. maj 1998 foretog klageren yderligere investeringer i aktier via P.
Ved skrivelse af 10. juni 1998 til klageren anførte indklagede:
"Eventuel beskatning af kursgevinst.
Vi bekræfter hermed vor aftale om, at [indklagede] betaler skatten ved et eventuelt salg af jeres Egnsinvest akk. (efter en ejerperiode på 3 år).
Vi har i januar 1997 rådgivet jer til at købe for ca. kr. 75.000,- hver, hvilket ved den nuværende lovgivning vil medføre en beskatning af kursgevinst ved salg.
Såfremt kun en af ægtefællerne købte for kr. 75.000,- ville kursgevinsten være skattefri.
Vi beklager endnu en gang."
Med virkning fra den 1. marts 2000 blev aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, ændret, idet den skattefri bundgrænse ved afståelse af aktier efter 3 års ejertid for ægtefæller blev fordoblet, jf. lov nr. 105 af 14. februar 2000.
Den 2. marts 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende en omlægning af sine investeringer. Det blev i forbindelse hermed konstateret, at den skattefri bundgrænse var overskredet som følge af investeringerne via P, og at investeringsforeningsbeviserne uanset 3 års ejertid derfor ikke kunne sælges skattefrit.
Parternes påstande.
Den 30. marts 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale skatten af kursgevinsten ved salg af investeringsforeningsbeviserne som anført i skrivelsen af 10. juni 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ultimo april 1998 erkendte sin rådgivningsfejl og påtog sig at indestå for betaling af skatten ved salg af investeringsforeningsbeviserne efter 3 års ejertid. Indklagede var da bekendt med, at han via P foretog yderligere investeringer, som fandt sted den 1. maj 1998. Indeståelsen blev efterfølgende bekræftet ved skrivelsen af 10. juni 1998.
Indeståelsen var ikke betinget af, at han ikke disponerede yderligere på aktieområdet. Den eneste betingelse var, at salg fandt sted efter 3 års ejertid.
Uanset investeringerne i 1998 skulle der betales skat ved salg af investeringsforeningsbeviserne ved 3 års periodens udløb den 6. januar 2000. Det bør ikke være indklagede, der bestemmer salgsdatoen for investeringsforeningsbeviserne med henblik på at dække sig ind under lovændringen, der trådte i kraft den 1. marts 2000. I skrivelsen af 10. juni 1998 bekræfter indklagede, at ville betale skatten, når 3 års perioden udløber, altså januar 2000.
Indklagede har anført, at indeståelsen i skrivelsen af 10. juni 1998 for en eventuel skattebetaling ved salg efter en ejerperiode på mere end 3 år specifikt vedrører investeringen på 2 x 75.000 kr., ligesom der henvises til "den nuværende lovgivning".
Man var ikke før den 2. marts 2000 bekendt med, at klageren havde foretaget yderligere aktieinvesteringer, hvorved ægtefællernes samlede aktiebesiddelser blev bragt væsentligt højere op og også op over den skattefrie bundgrænse, der blev indført den 1. marts 2000.
Såfremt der ikke var foretaget yderligere aktieinvesteringer, kunne klageren og ægtefællen ved salg af investeringsforeningsbeviserne i marts 2000 have realiseret en skattefri kursgevinst, der var dobbelt så stor, som hvis de investeringsmæssigt havde ligget inden for rammerne af den dagældende beløbsgrænse vedrørende skattefrihed for aktieavancer efter 3 års ejerskab. Denne skattefri kursgevinst var garanteret efter udløbet af 3 års ejertid den 6. januar 2000, idet man, jf. det anførte i skrivelse af 10. juni 1998, ville have betalt beskatningen af kursgevinsten, såfremt klageren efter 3 års periodens udløb og inden lovændringen pr. 1. marts 2000 havde henvendt sig med ønske om salg af investeringsforeningsbeviserne.
Det er ikke indklagedes ansvar, at klageren i samråd med andre rådgivere og uden at orientere indklagede har foretaget dispositioner, som i væsentlig grad har påvirket forudsætningerne for indeståelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren rettede først henvendelse til indklagede om salg af investeringsforeningsbeviserne den 2. marts 2000, på hvilket tidspunkt den ændrede lovgivning havde medført, at hans og ægtefællens investering i 1997 nu var omfattet af den skattefri bundgrænse i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2. Den beskatning, som klageren måtte blive pålagt ved salg af investeringsforeningsbeviserne på dette tidspunkt, skyldes derfor ikke indklagedes fejlagtige rådgivning i forbindelse med investeringen i 1997, men det forhold at klageren i 1998 havde foretaget yderligere aktieinvesteringer.
Det må på grundlag af klagerens egne oplysninger lægges til grund, at klageren, før han foretog de yderligere aktieinvesteringer, i hvert fald via rådgivningen hos P var blevet korrekt orienteret om beskatningsreglerne ved salg af aktier. Ankenævnet finder derfor, at klageren selv bærer risikoen for den beskatning, der er en følge af disse yderligere investeringer.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.