Indsigelse mod hæftelse for og udbetaling under garantier for køb af nybygget fast ejendom. Misbrug af NemID. Falsk. Kreditværdighedsvurdering.
| Sagsnummer: | 12 /2022 |
| Dato: | 20-10-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Tina Thygesen, Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Garanti - udbetaling Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for og udbetaling under garantier for køb af nybygget fast ejendom. Misbrug af NemID. Falsk. Kreditværdighedsvurdering. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for og udbetaling under garantier for køb af nybygget ejendom. Misbrug af NemID. Falsk. Kreditværdighedsvurdering.
Sagens omstændigheder
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, blev kunder i Spar Nord Bank i starten af 2018.
M havde endvidere et selskab, der havde et erhvervsengagement i banken.
Parret havde den 31. august 2017 købt en grund af en kommune for 340.000 kr. med tillæg af tilslutning til el 17.375 kr., i alt 357.375 kr.
Parret indgik den 22. september 2017 en kontrakt med et entreprenørfirma, E1, om at opføre et parcelhus på grunden som et nøglefærdigt projekt for 2.232.247 kr. Det fremgik af kontrakten, at klageren og M over for E1 senest 14 dage efter kontraktunderskrift skulle stille en bankgaranti for restkøbesummen på 2.157.247 kr.
Banken har oplyst, at parret kontaktede banken, og begge deltog i et møde i banken den 8. marts 2018, hvorefter banken på foranledning af klageren og M stillede en betalingsgaranti ”Standardgaranti ved køb af nybygget fast ejendom” på 2.157.247 kr. over for E1. Følgende fremgik blandt andet af garantien:
”Dækningsomfang
Garantien sidestilles med kontant deponering og dækker inden for garantisummen ethvert krav, som sælger har mod køber som følge af købsaftalen, herunder sælgers eventuelle krav på refusionssaldo og eventuelle erstatningskrav over for køber som følge af dennes misligholdelse”
Parret underskrev en regaranti for garantiforpligtelsen elektronisk. Banken har fremlagt udskrifter, der viser, at regarantien blev underskrevet af M den 12. marts 2018 med NemID via hans mobiltelefon kl. 11:48, og at klageren underskrev med NemID via sin iPad samme dag kl. 12:27.
Efterfølgende ønskede parret imidlertid at annullere den indgåede kontrakt med E1, idet de hellere ville have et entreprenørfirma, E2, til at opføre et hus. De indgik den 13. marts 2018 en totalentreprisekontrakt med E2 om levering af et byggeprojekt. Også i denne kontrakt var det forudsat, at der skulle stilles en garanti. Klageren underskrev entreprisekontrakten med fysisk underskrift sammen med M den 13. marts 2018.
Parret bad efterfølgende banken stille ny garanti og tilbagekalde garantien over for E1, hvilket E1 ikke accepterede.
Den 25. april 2018 stillede banken på foranledning af klageren og M en anfordringsgaranti på 2.965.037 kr. over for E2 til sikkerhed for:
”Køb af [specifikation af hus – integreret garage i forlængelse af hus] opført på [adresse] samt køb af grund.”
Parret underskrev en regaranti for garantiforpligtelsen elektronisk. Banken har fremlagt udskrifter, der viser, at regarantien blev underskrevet af M den 25. april 2018 med NemID via hans mobiltelefon kl. 11:10, og at klageren underskrev med NemID via sin mobiltelefon samme dag kl. 11:16.
Banken har oplyst, at den holdt et møde med M den 6. juni 2018. Efter dette møde havde banken ikke længere tillid til klageren og M. Banken bad den 21. juni 2018 E2 om at sætte byggeriet i bero, idet banken ville indgive en konkursbegæring mod M.
E2 stoppede byggeriet den 21. juni 2018 og meddelte, ifølge egne oplysninger, bygherren dette. Der blev afsagt konkursdekret over M den 2. juli 2018 og over M’s selskab den 5. juli 2018. Grunden blev solgt i forbindelse med behandlingen af M’s konkursbo.
Banken har oplyst, at E1 ikke havde accepteret, at entreprisekontrakt og garanti blev annulleret og stillede krav under den stillede garanti. Derfor kontaktede klageren og M en advokat, der forhandlede et forlig for parret over for E1 på kr. 180.000 til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet med E1. Der er i sagen fremlagt en mail af 27. juni 2018 fra advokaten til E1’s repræsentant, hvori han bekræftede, at begge parter (klageren og M) havde accepteret forliget. Klageren har bestridt, at hun accepterede det af advokaten indgåede forlig.
Efterfølgende rettede E1 kravet mod banken på baggrund af garantien. I efteråret 2018 betalte banken 180.000 kr. til E1 mod, at garantien på 2.157.247 kr. blev frigivet.
Umiddelbart før garantien stillet overfor E2 udløb den 14. februar 2019, fremsatte E2 den 13. februar 2019 et krav på betaling af 802.201,92 kr. Banken forhandlede beløbet med E2 ned med 43.121 kr. til 759.080,92 kr., som blev betalt under anfordringsgarantien.
Beløbet indeholdt et udlæg på 357.375 kr. vedrørende klageren og M’s køb af grunden. Banken har oplyst, at der ikke var tale om, at E2 købte grunden af klageren og M. Der var alene tale om en mellemfinansiering. Klageren og M havde sammen købt grunden for i alt kr. 357.375. Dette beløb var den 3. maj 2018 af E2 overført til M’s konto i banken. Samme dag overførtes beløbet til en konto, som tilhørte M’s selskab.
Der er i sagen fremlagt udskrift af en straffedom af 3. marts 2021, hvorved M blandt andet blev dømt for at have overtrådt straffeloven i en række forhold over for banken, herunder for bedrageri af særlig grov karakter ved at have udnyttet en vildfarelse hos banken om, at han ville få udbetalt en større erstatning fra et forsikringsselskab, hvorved han bestemte banken til at yde byggegarantier til E1 og E2 og påførte banken et tab herved.
Ved stævning af 22. april 2021 anlagde banken sag mod klageren med påstand om, at hun skulle betale de to garantibeløb på 180.000 kr. + 759.080,92 kr., i alt 939.080,92 kr.
Den 17. maj 2021 blev der afsagt udeblivelsesdom over klageren, der efterfølgende anmodede om genoptagelse af sagen. Ved et svarskrift af 23. august 2021 påstod klageren frifindelse.
Der blev efterfølgende udvekslet yderligere processkrifter (replik, duplik samt processkrift 1). Ved et retsmøde den 6. januar 2022 henviste retten på klagerens anmodning sagen til Ankenævnet og hævede sagen, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande
Den 9. februar 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal anerkende, at hun ikke er bundet af de aftaler, som M har indgået ved anvendelse af hendes NemID. Banken har endvidere forsømt sin undersøgelsespligt, sin tabsbegrænsningspligt og har udbetalt under garantierne uden at være forpligtet hertil.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hun ikke er bundet af de aftaler, der er indgået med banken. Hun bestrider, at det er hende, der har underskrevet betalingsgarantierne, da det er M, der uden hendes viden og samtykke har underskrevet disse. Hun har indgivet politianmeldelse vedrørende M’s misbrug af hendes NemID i forhold til banken. M er allerede dømt for misbrug af hendes NemID i forhold til en anden bank.
Hele forløbet op til afgivelse af bankgarantien stillet overfor E1 burde have fået alle alarmklokker til at ringe hos banken. Entrepriseaftalen blev indgået seks måneder tidligere end bankgarantien blev stillet, hun og M boede i en fabriksbygning, og banken havde kendskab til M’s erhvervsforhold. Det fremgår ikke, om banken interesserede sig for, hvad der var sket i den mellemliggende periode på seks måneder, og hvorfor garantien ikke allerede var stillet af en anden bank, før Spar Nord Bank afgav garantien.
Det burde være åbenbart for en professionel samarbejdspart, at der ikke sædvanligvis blev udbetalt erstatninger på 1,7 mio. kr. for så lille en mengrad. Dette burde have skærpet undersøgelsespligten hos banken.
Der gik, efter at banken havde stillet garantien over for E1, kun fire dage, inden banken modtog anmodning om at stille en ny garanti over for E2. De samme forhold, som anført ovenfor, gjorde sig gældende vedrørende denne garantistillelse, men herudover var det skærpende i forhold til undersøgelsespligten, at der allerede var fremkommet anmodning om en ny garantistillelse, og at det ikke var dokumenteret, at grundlaget for den tidligere garanti ikke længere var gældende.
Den nye garanti over for E2 blev ifølge bankens oplysninger stillet den 25. april 2021 på baggrund af de tidligere indhentede oplysninger. Igen blev garantien over for E2 stillet senere end kontraktvilkårene forlangte. Garantien over for E2 indeholdt særdeles byrdefulde vilkår, og der var ikke en dialog med klageren hverken om den nye garanti eller de ændrede vilkår.
Bankens samlede engagement med M og tidsforløbet ved indgåelse af aftalerne burde således have skærpet bankens undersøgelsespligt, ikke mindst henset til M’s efterfølgende konkurs.
Det var en forudsætning for hende, at M’s ménerstatning blev udbetalt. Banken er som professionel rådgiver nærmest til at bære risikoen for, at der var tale om et falsk dokument, som formentlig indgik som en del af kreditværdighedsvurderingen i sagen, og at der ikke blev foretaget anden gyldig sikkerhedsstillelse. Banken har undladt sædvanlig tabsbegrænsningspligt ved sikring af sit engagement i form af eksempelvis pant i ejendommen eller transport i udbetaling af erstatningssum til banken.
Hun er ikke bundet af den i sagen indgåede aftale om forlig mellem E1 og M. Hun har ikke deltaget i forhandlinger omkring forliget og kender ikke indholdet heraf.
Hun har ikke godkendt udbetaling af garantierne til hverken E1 eller E2.
Hun bestrider endvidere beløbsstørrelsen på opgørelsen fra E2.
Banken har ikke iagttaget sin forpligtelse til at vurdere hendes og M’s kreditværdighed efter kreditaftalelovens § 7 c, og aftalerne er derfor uforbindende for hende, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Banken har udnyttet sin overlegenhed over for en forbruger ved at udarbejde aftalevilkår i en garanti om betaling på anfordring uden samtidigt vilkår om dokumentation for kravets beståen eller sikring af krav, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Det bestrides, at sagen skal afvises. Sagen bør behandles af et sagkyndigt ankenævn med henblik på vurdering af bankens undersøgelsespligt og tabsbegrænsningspligt.
Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet, da behandling af sagen i udpræget grad vil forudsætte bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, herunder afhøringer af klageren, M, bankens medarbejdere og repræsentanter for blandt andet E2. Denne bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet, men må finde sted ved domstolene.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at klageren har være fuldt vidende om og deltaget i køb af byggegrund, indgåelse af aftaler med henholdsvis E1 og E2, forpligtelsen til at stille betalings- og anfordringsgarantier over for disse og i forlængelse heraf påtagelse af regarantiforpligtelser over for banken.
Klageren har anmodet banken om på sine vegne at stille garanti over for henholdsvis E1 og E2, og hun har med digital signatur underskrevet regarantier vedrørende garantistillelserne over for E1 og E2.
Klageren er i det omfang, hun har givet fuldmagt til M eller overladt sit NemID og kode til M, ligeledes forpligtet i henhold til de stillede regarantier.
Derfor fastholdes det, at klageren hæfter for de to regarantiforpligtelser i overensstemmelse med de stillede vilkår, og det findes ikke sandsynliggjort, at det ikke er klageren selv, som har foretaget de to digitale underskrifter af regarantiforpligtelserne.
Banken har været forpligtet til at udbetale garantibeløbene til henholdsvis E1 og E2 og er ved at have indfriet henholdsvis E1 og E2’s krav mod klageren og M indtrådt i disses krav mod klageren og M.
Til brug for kreditværdighedsvurderingen af klageren og M havde banken indhentet materiale både i forhold til M’s økonomi og klagerens økonomi i forbindelse med afholdelse af mødet den 8. marts 2018. I forhold til klagerens økonomi var indhentet lønsedler for november 2017, december 2017 og januar 2018, årsopgørelse for 2016 samt pensionsinfo. Kreditaftalelovens § 7 c blev således overholdt. Banken foretog på samme grundlag en vurdering af, om banken var indstillet på at stille den garanti, der skulle stilles over for E2.
Banken blev bibragt den opfattelse af M, at aftalen med E1 ikke længere var gældende, hvilket desværre viste sig ikke at være tilfældet.
Vælger Ankenævnet ikke at tage bankens principale påstand om afvisning til følge, forbeholder banken sig at fremkomme med yderligere indlæg i sagen.
Ankenævnets bemærkninger
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren over for banken hæfter for to beløb på 180.000 kr. og 759.080,92 kr., i alt 939.080,92 kr., som banken har udbetalt til entreprenørfimaerne, E1 og E2, i henhold til betalings- og anfordringsgarantier, som banken havde stillet over for E1 og E2.
Der er mellem parterne uenighed om en række forhold i sagen, herunder blandt andet hvorvidt klageren har været vidende om og deltaget i indgåelse af aftaler med henholdsvis E1 og E2, forpligtelsen til at stille betalings- og anfordringsgarantier over for disse og om, hvorvidt regarantiforpligtelser over for banken er underskrevet digitalt af klageren selv eller med hendes samtykke og viden. Endvidere er der uenighed om, hvorvidt klageren har godkendt forliget indgået med E1 om betaling af 180.000 kr. samt om, hvilket beløb banken var forpligtet til at betale til E2 under den afgivne garanti.
Ankenævnet finder på den baggrund, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen efter, at der er afgivet parts- og vidneforklaringer, herunder fra klageren, M, bankens medarbejdere og repræsentanter for E1 og E2.
Da en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.