Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage vedrørende kaution for et holdingselskab, som klageren var ejer af og direktør for, og som havde kautioneret for et af holdingselskabet ejet selskab.
| Sagsnummer: | 423/2025 |
| Dato: | 22-01-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Majken Christoffersen, Janni Visted Hansen, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage vedrørende kaution for et holdingselskab, som klageren var ejer af og direktør for, og som havde kautioneret for et af holdingselskabet ejet selskab. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage vedrørende kaution for et holdingselskab, som klageren var ejer af og direktør for, og som havde kautioneret for et af holdingselskabet ejet selskab.
Sagens omstændigheder
I april 2020 indgik et selskab (herefter selskabet) en kreditaftale med Danske Bank om en kredit på 50.000 kr. (konto nr. -355). Af aftalen fremgik, at kreditten skulle reduceres til 20.000 kr. den 30. oktober 2020 og til 10.000 kr. den 29. oktober 2021.
Banken har oplyst, at klageren via et holdingselskab (herefter holdingselskabet) var reel ejer af selskabet, der blev taget under konkursbehandling i april 2024.
På et ikke oplyst tidspunkt havde klageren underskrevet en erklæring om selvskyldnerkaution for ethvert nuværende og fremtidigt mellemværende, som holdingselskabet måtte få overfor banken i henhold til de kautionsforpligtelser, som holdingselskabet i henhold til særskilt udstedt kautionsdokument havde afgivet til sikkerhed for selskabets nuværende og fremtidige engagement i banken, for tiden bestående af 50.000 kr. (konto nr. -355).
Banken har oplyst, at klageren var eneejer af holdingselskabet og var registreret som administrerende direktør i holdingselskabet. Holdingselskabet var tidligere et IVS og skiftede selskabsform til et anpartsselskab den 22. september 2021.
Den 9. september 2025 indgav klageren klage til Ankenævnet vedrørende hendes kaution.
Ved brev af 10. september 2025 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, da sekretariatet fandt, at klagen angik et erhvervsmæssigt forhold:
”…
Ifølge Det finansielle ankenævns vedtægter § 2, stk. 3, kan klager fra erhvervsdrivende behandles, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage om et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 4.
Af sagen fremgår, at klagen drejer sig om selvskyldnerkaution for en erhvervskredit og at erhvervskreditten er optaget af et anpartsselskab, som du kontrollerede.
På den baggrund anser vi dig for erhvervsdrivende. Da klagen vedrører virksomheden og adskiller sig fra en klage om et privat kundeforhold, er der efter vores opfattelse ingen tvivl om, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. …”
Efter sekretariatets afvisning af sagen udtog banken stævning mod klageren ved retten.
Banken har oplyst, at bankens krav pr. den 14. november 2025 er opgjort til 15.266,35 kr.
Den 5. oktober 2025 meddelte klageren Ankenævnets sekretariat, at hun ønskede at klage over sekretariatets afvisning af sagen.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagerens påstande således, at Danske Bank skal anerkende, at kautionen er ugyldig, og at bankens handlinger var i strid med god skik bekendtgørelsen og aftaleloven. Banken skal endvidere frafalde sit krav mod klageren vedrørende selskabets gæld til banken.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at Ankenævnet bør behandle sagen. Selv om erhvervskreditten formelt blev optaget af et anpartsselskab, var hun som privatperson selvskyldnerkautionist. Klagen omhandler de personlige konsekvenser af bankens håndtering af hendes private kautionsforhold, ikke driften af selskabet. Hendes engagement har alene karakter af en privat økonomisk disposition, som i praksis svarer til de tilfælde, hvor privatpersoner hæfter for nærtståendes lån.
Det forhold, at banken har gjort krav gældende direkte mod hende som privat kautionist, gør sagen identisk med en privat lånesag. Sagen omhandler ikke selskabets dispositioner, men bankens behandling af hende som privatkunde og kautionist. Selskabet eksisterer ikke længere, da det måtte erklæres konkurs som følge af corona. Banken henvendte sig til hende som privatperson godt tre år efter. Bankens krav rammer alene hende privat og vedrører de personlige og økonomiske konsekvenser af bankens håndtering af hendes private kautionsforhold.
Sagen skal behandles af Ankenævnet, idet den ikke adskiller sig væsentligt fra en privat kundesag. Hun hæfter personligt. Kautionen fungerer i praksis som privat hæftelse for et lån, som banken gav under corona-perioden. Hun har været i dialog med Finanstilsynet, der har oplyst, at Ankenævnet efter deres vurdering bør kunne behandle sagen, idet den ikke adskiller sig væsentligt fra en privat kundesag.
Banken har endvidere anført, at en stillingtagen til sagen vil forudsætte bevisførelse, som ikke vil kunne ske for Ankenævnet. Klagen angår bankens rådgivning, proportionalitet og håndtering over for hende som privatperson, ikke selskabernes drift. Dette er forhold, som Ankenævnet i et stort antal sager tager stilling til uden behov for vidneførelse. Sagen skal derfor ikke afvises efter vedtægternes § 5, stk. 3.
Sagen skal heller ikke afvises som følge af, at banken efter den oprindelige afvisning selv valgte at indbringe sagen for retten. Hvis Ankenævnet finder, at sagen reelt falder inden for nævnets kompetence, er det således bankens egen disposition, der fratager hende muligheden for en udenretlig behandling. En sådan praksis vil gøre det muligt for banker at omgå Ankenævnets system ved blot at anlægge retssag, hvilket næppe kan have været formålet med vedtægternes § 5, stk. 1, litra e.
Banken udnyttede/forsøgte at udnytte corona-krisen til at få hende til at hæfte som privatperson for al fremtidig gæld vedrørende selskabet, selvom der klart kun var tale om kaution for den pågældende corona-kassekredit. Hun blev bedt om at underskrive en selvskyldnerkaution i forbindelse med, at selskabet indgik aftale om en kreditfacilitet på 50.000 kr. under corona-pandemien. Hun var meget opmærksom på problemstillingen om personlig hæftelse, takkede nej til en kredit og bad i stedet om at få et corona-lån med statsgaranti. Af uforklarlige grunde ville banken ikke imødekomme denne mulighed. Hun følte sig derfor presset til at acceptere en almindelig kredit med selvskyldnerkaution for det aftalte beløb på 50.000 kr.
Hun studsede over ordlyden i kautionen om ”ethvert nuværende og fremtidigt mellemværende” og kontaktede sin rådgiver i banken, der forsikrede hende om, at formuleringen alene henviste til mellemværendet vedrørende den konkrete corona-kredit, og at hun kun hæftede personligt for denne. Banken har efterfølgende valgt at tolke underskriften som en generel selvskyldnerkaution for alt nuværende og fremtidigt mellemværende mellem selskabet og banken – ikke blot den oprindelige kredit på 50.000 kr. Banken kan ikke dokumentere, at hun fik korrekt og fyldestgørende rådgivning. Tværtimod blev hun mundtligt forsikret om, at hun alene hæftede for corona-kreditten.
Banken handlede i strid med god skik ved at afvise en statsgaranteret corona-løsning og i stedet presse en privat selvskyldnerkaution igennem under en ekstraordinær krisesituation. Kautionen skal tilsidesættes som urimelig, jf. aftalelovens § 36.
Bankens inddrivelse og klagevejledning var mangelfuld. Banken henvendte sig til hende som privatperson næsten tre år efter, at selskabet blev taget under tvangsopløsning og uden i første omgang at medsende relevant dokumentation for kravet og uden at oplyse om hendes klageadgang
Danske Bank har anført, at klagen angår et erhvervsmæssigt forhold og derfor skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 4. Selvskyldnerkautionen, som klageren har påtaget sig, er stillet for holdingselskabets gældsforpligtelser over for banken. Klageren var registreret som administrerende direktør for holdingselskabet og er samtidig eneejer af selskabet.
Selvskyldnerkautionen, som holdingselskabet har påtaget sig, blev stillet for selskabets gældsforpligtelser over for banken. Klageren var stifter og var via holdingselskabet reel ejer af selskabet. Kautionerne er eksempler på klassiske erhvervsmæssige dispositioner, hvor en kapitalejer påtager sig en personlig hæftelse for at opnå finansiering til selskabet.
Klageren har handlet i kraft af sin rolle som henholdsvis administrerende direktør og eneejer samt stifter og reel ejer af de relevante selskaber.
Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, kan Ankenævnet behandle klager fra erhvervsdrivende, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klagerens klage adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, og klagen angår utvivlsomt et erhvervsmæssigt bankengagement, hvorfor bestemmelsen i Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, ikke finder anvendelse.
Der henvises til Ankenævnets afgørelser i sagerne 580/2023, 370/2021 og 233/2014, der blev afvist som erhvervsmæssige. I sag 580/2023 anså Ankenævnet – uanset at der var tale om en personlig kaution – klageren for erhvervsdrivende, da sagen handlede om klagerens virksomhed som franchisetager og ejer af to anpartsselskaber. Sag 370/2021 blev tilsvarende afvist, fordi klageren var at anse som erhvervsdrivende, idet klagen vedrørte kaution for en virksomhed, hvor klageren var medejer. Sag 233/2014 angik en kautionsforpligtelse for et selskab, hvor klageren var anpartshaver, hvorfor sagen blev afvist.
Derudover medfører sagens juridiske karakter, at Ankenævnet må afvise at behandle sagen, jf. § 5, stk. 3, nr. 4, jf. § 6, stk. 1, da realitetsbehandlinger af klagerens indsigelser vil forudsætte bevisførelse, herunder parts- og vidneafhøringer, som ikke vil kunne ske for Ankenævnet.
I forlængelse af Ankenævnets sekretariats afvisning af klagen den 10. september 2025 har banken udtaget stævning mod klageren ved retten, hvor sagen aktuelt er under behandling. Som følge heraf skal klagerens klage tilsvarende afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, litra e.
Ankenævnets bemærkninger
Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, kan klager fra erhvervsdrivende behandles, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage om et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 4.
Klagen vedrører indsigelse mod klagerens personlige kaution for et holdingselskab, som klageren var ejer af og direktør for, og som havde kautioneret for et af holdingselskabet ejet selskab (selskabet). Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal anerkende, at kautionen er ugyldig, og at banken skal frafalde sit krav mod klageren vedrørende selskabets gæld til banken.
Ankenævnet finder, at klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. stk. 3 og 4.
Ankenævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.