Afgørelse

Rådgivning om låneomlægning.

Klageren havde to lån til det indklagede realkreditinstitut, dels et kontantlån med en tilknyttet kurstabsfradragskonto, dels et obligationslån. Instituttet fremsendte i marts 1999 to alternative lånetilbud til en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for instituttet. Det ene lånetilbud vedrørte et obligationslån på 911.000 kr. og forudsatte indfrielse af begge de indestående lån, mens det andet lånetilbud vedrørte et obligationslån på 240.000 kr., hvori alene obligationslånet var forudsat indfriet. Tilbudet på 911.000 kr. var vedlagt en provenuberegning, der viste et beregnet provenu på 61.610 kr. Låneomlægningen blev gennemført i marts 1999 ved udbetaling af lånet på 911.000 kr., hvilket resulterede i et overskydende provenu på 55.468 kr. I april 1999 fremsatte klageren krav over for instituttet om erstatning for manglende provenu. Klageren henviste til, at hun havde beregnet provenuet af de to lånetilbud til henholdsvis 134.000 kr. på det store lån og 92.000 kr. på det lille lån, og at hun for at få det største provenu havde valgt det 30-årige lån, som efterfølgende viste sig at give det laveste provenu. Årsagen til det forkerte valg skulle ifølge klageren søges i, at ejendomsmægleren ikke havde vejledt hende, og at der ikke var fremvist egentlige provenuberegninger på de to lånetilbud. Instituttet afviste erstatningskravet bl.a. under henvisning til, at klagerens beregning af provenuet var ukorrekt.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte hende det manglende provenu. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at parterne havde afgivet modstridende oplysninger om indholdet og omfanget af rådgivningen forud for låneomlægningen, men at instituttet havde erkendt den manglende udarbejdelse af provenuberegning for det ”lille lån”. Nævnet fandt, at det er et led i en fagmæssig og professionel rådgivning af en låntager at udarbejde provenuberegninger for fremsendte lånetilbud, således at låntageren kan forholde sig til lånemulighederne og overveje, hvilken belåning der stemmer bedst med pågældendes behov. Efter oplysningerne om det kurstabsfradrag, der kunne udnyttes i forbindelse med ”det store lån”, henstod det efter Nævnets opfattelse som usikkert, om den manglende provenuberegning for det ”lille lån” og en fagmæssig forsvarlige rådgivning vedrørende begge lån ville have medført, at klageren havde valgt det ”lille lån”, og om klageren havde lidt et tab ved at vælge ”det store lån”. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i kravet om erstatning, men fandt, at instituttet skulle tilbagebetale klageren det krævede vederlag på 3.630 kr.