Falsk udbetalingsanmodning.
| Sagsnummer: | 62 /1999 |
| Dato: | 16-06-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Konto - dispositionsforhold
|
| Ledetekst: | Falsk udbetalingsanmodning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører en overførsel på 7.500 USD fra klagerens konto til en bank i USA foretaget på grundlag af en telefonisk henvendelse og efterfølgende telefax, der begge fremtrådte som meddelt af klageren.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er bosat i Nigeria, oprettede i 1993 en indlånskonto i indklagedes Randers afdeling.
Indklagede har anført, at klageren har et samarbejde med et handelsfirma, der ligeledes er kunde. Indklagede er ikke bekendt med formålet med kontooprettelsen. Indklagede har foretaget beløbsoverførsler fra klagerens konto til udlandet. I 1997 henvendte klageren sig i afdelingen, og det blev aftalt, at overførsler til udlandet fra kontoen kun kunne ske på klagerens telefoniske anmodning, som skulle bekræftes ved en telefax, eller omvendt. Denne procedure anvendtes flere gange i løbet af 1997.
Den 3. november 1997 modtog indklagedes afdeling en telefonisk henvendelse fra en person, der udgav sig for at være klageren. Henvendelsen vedrørte en anmodning om overførsel af 7.500 USD til USA, og det blev oplyst, at indklagede samme dag ville modtage en telefax om overførslen.
Samme dag modtog indklagede en telefax, der fremtrådte som underskrevet af klageren, med anmodning om overførsel af 7.500 USD til en bank i USA. Indklagede gennemførte overførslen.
Den 4. november 1997 modtog indklagede en telefax fra klageren med anmodning om overførsel af 6.000 USD.
Indklagede har anført, at afdelingen den 4. november 1997 modtog en opringning fra den person, der den foregående dag havde givet sig ud for at være klageren. Henvendelsen angik, om beløbet på 7.500 USD var overført. Samtidig forespurgte indklagedes medarbejder, om de 6.000 USD skulle overføres, hvortil svaret var, at denne overførsel først skulle foretages senere.
Den 7. november 1997 rettede en person fra klagerens danske forretningspartner henvendelse på vegne klageren med forespørgsel om baggrunden for, at 6.000 USD ikke var overført. Indklagede oplyste, at denne overførsel ikke var bekræftet, samt at der ikke var tilstrækkelige midler på kontoen. Den 10. s.m. mødte samme person i afdelingen og meddelte, at klageren ikke havde anmodet om overførslen på de 7.500 USD. Indklagede forsøgte herefter forgæves at tilbagekalde overførslen til banken i USA.
Den 13. november 1997 anmeldte klageren forholdet til politiet.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 7.500 USD.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der er tale om falsk, hvorfor indklagede må tilbageføre beløbet.
Indklagede har anført, at man undersøgte underskriften på telefaxmeddelelsen, forinden overførslen blev ekspederet. Overførselsanmodningen viste sig senere at være falsk. På ekspeditionstidspunktet fremstod underskriften ikke som falsk, og indklagede burde heller ikke have fattet mistanke om, at det var tilfældet. Den pågældende medarbejder fattede ikke mistanke i forbindelse med den telefoniske anmodning om overførsel. Det er normalt en anden medarbejder i afdelingen, der har talt med klageren, men pågældende var ikke på arbejde den 3. november 1997. Indklagede handlede korrekt og i overensstemmelse med den aftalte forretningsgang vedrørende hævninger, og der forelå ikke forhold ved overførslen, som burde have fået indklagede til at fatte mistanke om bedrageriet. Klageren er blevet udsat for at få sin underskrift forfalsket, og ansvaret for det tab, der opstod i denne forbindelse, er klagerens. Den, der udgav sig for at være klageren, havde meget detaljerede oplysninger om klagerens kontoforhold og proceduren ved beløbsoverførsler. Klagerens egne forhold kan måske have givet anledning til falskneriet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich og Leif Nielsen - udtaler:
I overensstemmelse med det af indklagede anførte lægges det til grund, at det ikke var klageren, men en tredjemand, der den 3. november 1997, svigagtigt udgav sig for at være klageren og anmodede indklagede om at overføre beløbet på 7.500 USD til en bank i USA, herunder at klagerens underskrift på telefaxmeddelelsen var falsk. Da risikoen for falsk under de foreliggende omstændigheder må påhvile indklagede stemmer vi for, at klagen tages til følge.
2 medlemmer - Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Anmodningen af 2. november 1997 om overførsel af USD 7.500 var stilet til en navngiven medarbejder hos indklagede og sendt via telefax til indklagedes afdeling i Randers og indeholdt korrekt oplysning af klagerens kontonummer i afdelingen. Herefter og sammenholdt med, at klageren - efter oplysningerne i forbindelse med klagens indgivelse - den følgende dag foranledigede en henvendelse til indklagede, idet han havde mistanke om, at der kunne foreligge et bedragerisk forhold vedrørende hans konto hos indklagede, finder vi, at der består en sådan tvivl om, hvorvidt klageren har optrådt på en måde, som kan bevirke, at risikoen for det skete falskneri ikke bør påhvile indklagede. En afklaring heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene.
Vi stemmer derfor for at afvise klagen efter § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger indsætte det beløb, der den 3. november 1997 blev hævet til brug for overførslen. Beløbet skal indsættes med valør den 3. november 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.