Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kreditaftale og betaling af renter, gebyrer og inkassoomkostninger.

Sagsnummer: 202/2025
Dato: 20-04-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen
Klageemne: Forsikring - låneforsikring
Gebyr - rykkergebyr
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
Konto - øvrige spørgsmål
Udlån - opsigelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kreditaftale og betaling af renter, gebyrer og inkassoomkostninger.
Indklagede: Bank Norwegian, filial av NOBA Bank Group AB
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kreditaftale og betaling af renter, gebyrer og inkassoomkostninger.

Sagens omstændigheder

Klageren indgik den 9. maj 2023 en aftale om et kreditkort med en tilknyttet kredit på 40.000 kr. med Bank Norwegian. Aftalen bestod af generelle vilkår og Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger.

Af aftalen fremgår blandt andet:

Kreditvilkår

Min. indbetalingsbeløb

Forfaldsdato

Periodelængde

3,5 %, min. 300 DKK

Den 1. i hver måned

En måned

Del 1 Generelle vilkår

Aftalevilkår for kreditkort – forbrugervilkår

3. Spil/væddemål/gambling, finansielle instrumenter, digitale valuta, videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer m.m.

Betalingsenheden (herunder kortnummeret) skal ikke bruges til betaling af indsats for deltagelse i spil, væddemål eller anden form for gambling (herunder på internet).

Betalingsenheden skal ikke benyttes til investering i finansielle instrumenter, til køb og salg af digitale valutaer (f.eks. kryptovaluta) eller i strid med loven om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer § 1. Dette selv om platformen, net- eller brugerstedet, hæveautomaten eller anden betalingsløsning godtager betalingsenheden som betalingsmiddel.

Brug af betalingsenheden i strid med denne brugsbegrænsning anses som væsentlig mislighold og giver kortudsteder ret til at hæve aftalen.

8. Morarente

Såfremt den månedlige ydelse ikke betales rettidigt, tillægges særlige morarenter, jf. de Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger sidst i aftalen.

23. Bank Norwegians spærring af betalingsenhed

Uafhængigt af, om Bank Norwegian er blevet underrettet af kortindehaveren om betalingsenheden er tabt, stjålet eller er kommet i forkerte hænder, kan Bank Norwegian spærre betalingsenheden, hvis en sikker anvendelse af betalingsenheden er kompromitteret, eller hvis der er grund til mistanke om, at betalingsenheden er blevet brugt uden tilladelse. Tilsvarende gælder, hvis kortindehaveren overtræder denne aftales bestemmelser, herunder ved manglende betaling, ved overtræk eller såfremt Bank Norwegian på objektivt grundlag vurderer, at der er en væsentlig forhøjet risiko for, at kortindehaveren ikke kan opfylde sine betalingsforpligtelser, eksempelvis hvis kortindehaverens kreditværdighed er væsentligt forringet, herunder hvis kortindehaveren registreres i RKI Kredit Information A/S, Debitor Registret A/S og eventuelle andre kreditoplysningsbureauer.

Bank Norwegian informerer kortindehaveren om spærringen og årsagen hertil. Sådan information skal gives straks efter spærringen. Hvis en sådan information skader sagligt begrundede sikkerhedshensyn eller strider mod lovgivningen eller bestemmelser, der har hjemmel i lovgivningen, kan Bank Norwegian undlade at give en sådan information.

26. Bank Norwegians opsigelse og ophævning af kreditkortaftalen

Bank Norwegian har med en (1) måneds skriftligt varsel ret til at opsige kreditkortaftalen og/eller kreditten, hvis saglige forhold tilsiger dette, herunder hvis væsentlige forudsætninger for aftalens indgåelse ikke længere er til stede. Såfremt Bank Norwegian opsiger aftalen på dette grundlag, forfalder kreditten til betaling ved opsigelsesvarslets udløb. Ved opsigelse skal kortindehaveren have tilbagebetalt en proportional del af en eventuel forudbetalt periodeafgift for betalingstjenester.

Hvis Bank Norwegians tilgodehavende hos kortindehaveren er forsinket med mindst en (1) måned og fortsat er ubetalt, har Bank Norwegian ret til at opsige kreditkortaftalen og lade hele den resterende kredit samt rente og øvrige afgifter forfalde til betaling inden fire uger efter, at Bank Norwegian har afsendt krav om betaling til kortindehaveren ved brug af den aftalte kommunikationskanal. Dette gælder også hvis
kortindehaveren tidligere har fået anmærkning om forsinkelse ved tilbagebetaling af kreditten, inden for to uger fra dét tidspunkt, hvor meddelelsen om forfald er sendt til kortindehaveren, hvis den forsinkede sum fortsat er ubetalt. Bank Norwegian har ret til samtidig med opsigelsen af den pågældende aftale, uden varsel, at opsige øvrige kreditter og lån, som kortindehaveren har hos Bank Norwegian.

Del 2

Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger (SECCI)

3. Kreditomkostninger

Omkostninger i forbindelse med forsinkede betalinger

Udeblevne betalinger kan få alvorlige konsekvenser (f.eks. tvangssalg) og vanskeliggøre mulighederne for at få kredit.

Ved manglende eller for sen betaling har Bank Norwegian ret til at påregne morarente med 24,00 %. Derudover tillægges et eller flere rykkergebyrer på 100 kr. pr. stk. samt eventuelle inkasso-omkostninger. Morarenten debiteres månedsvis og bliver pålagt næstkommende forfaldsdag.

Desuden har kunden pligt til at kompensere banken for øvrige inddrivelsesomkostninger, dvs. omkostninger og provisioner, der påløber på grund af inddrivelsen af fordringen.

Hvis kreditgiveren har overdraget inddrivelsessagen til en advokat, et inkassobureau eller en anden inddrivelsesvirksomhed, indgår virksomhedens fakturering i inddrivelsesomkostningerne til kortindehaveren.

I forbindelse med indgåelsen af aftalen med banken tegnede klageren en betalingsforsikring via banken.

Af kontoudtog for klagerens konto fremgår, at klageren den 24. januar 2024 foretog 15 transaktioner på mellem 50 kr. og 1.100 kr. til online betalingsvirksomhed P.

Banken har anført, at banken og klageren den 25. januar 2024 havde en telefonisk samtale. Banken har fremlagt et skærmprint og har oplyst, at det viser klagerens kundeprofil i bankens system. Af skærmprintet fremgår teksten:

”KR kan ikke se afvist transaktion K bekræfter at det er K som har brugt KK til spil”

Banken har oplyst, at KR betyder ”kunde ringer”, og at K betyder kunde. 

Banken har endvidere oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af telefonsamtalen af 25. januar 2024 mellem banken og klageren.

Ved e-mail af 25. januar 2024 til klageren oplyste banken, at den havde spærret klagerens kreditkort. Banken oplyste, at begrundelsen herfor var, at banken havde registreret en række transaktioner relateret til spil på klagerens kreditkort, og at kreditkortet i henhold til kreditkortaftalen ikke måtte benyttes til spilvirksomheder. Banken oplyste herudover, at når udeståendet var indbetalt, ville banken vurdere en genåbning af kortet med forbehold for en lavere kreditramme.

Samme dag svarede klageren:

”Der er ikke indbetalt direkte til spillesider fra mit kort.

Der er indbetalt til [online betalingsvirksomhed P], hvilket ikke er et spille site.

Jeg har en disponibel saldo på kr. 1.629,- som jeg gerne vil bruge.

Jeg går ud fra jeg godt kan benytte kortet i fysiske butikker og hæveautomater?”

Ved e-mail af 29. januar 2024 til klageren oplyste banken:

”Du har oplyst til vores kundeservice at du bruger kortet til spil/gambling.

Dette strider som nævnt med vores kontovilkår, som er accepteret ved indgåelse af kreditkortaftalen.

Kreditkortet vil derfor blive forblive spærret ref. vores tidligere fremsende mail.

Vi har ikke yderligere at tilføje i denne sag og indbetalinger skal foreløbe i henhold til kreditkortaftalen.”

Samme dag svarede klageren, at han under telefonsamtalen havde meddelt banken, at han havde indbetalt til sin online Wallet, og at en Wallet ikke havde noget med spil at gøre. Herudover anmodede klageren om en udskrift, der viste en overførsel fra hans konto i banken til spilvirksomhed.

Banken sendte en faktura til klageren af 15. februar 2024 med forfaldsdato den 1. marts 2024. Af fakturaen fremgår blandt andet:

Overført saldo fra forrige faktura

DKK

41.009,28

Indbetalinger i perioden 16.01.24 - 15.02.24

DKK

-15.800,00

Sum af transaktioner i denne periode

DKK

14.013,91

Totalt skyldig beløb pr. 15.02.2024

DKK

39.223,19

Minimumsbeløb at betale (3,5% af saldo, minimum DKK 1.372,81)

DKK

1.372,81

Banken sendte en rykkerskrivelse til klageren med forfald den 1. april 2024. Banken har oplyst, at den sendte rykkerskrivelsen den 15. marts 2024. Af fakturaen fremgår blandt andet, at klageren var pålagt et rykkergebyr på 100 kr. og skulle betale i alt 2.877,34 kr.

Banken sendte et inkassovarsel til klageren med forfald den 1. maj 2024. Banken har oplyst, at den sendte inkassovarslet den 15. april 2024. Af varslet fremgår blandt andet, at klageren var pålagt to rykkergebyrer á 100 kr. og skulle betale i alt 4.522,99 kr.

Den 25. april 2024 indbetalte klageren 2.000 kr. på kontoen.

Banken sendte endnu et inkassovarsel til klageren med forfald den 1. juni 2024. Banken har oplyst, at den sendte inkassovarslet den 15. maj 2024. Af inkassovarslet fremgår blandt andet, at klageren var pålagt et rykkergebyr på 100 kr. og skulle betale i alt 4.042,10 kr. Af inkassovarslet fremgår yderligere:

”I henhold til de almindelige betingelser for din kredit har Bank Norwegian ret til at bringe din kredit til betaling før tid.

Trods tidligere henvendelser har vi stadig ikke modtaget tilstrækkelig betaling fra dig og har derfor pålagt et rykkergebyr jf. aftalevilkårerne. Dit kort er desuden spærret for yderligere brug. Du bedes betale den totale restgæld inden for en frist på fire uger. Modtager vi ikke din indbetaling før ovennævnte forfaldsdato, vil gælden blive overdraget til vores inkassobureau til såvel udenretlig som retlig inddrivelse. Vi gør opmærksom på, at overdragelse af gælden til inkasso vil kunne medføre, at du pålægges yderligere omkostninger.

Såfremt det nye minimumsbeløb betales inden betalingsfristen, vil gælden blive tilbageført til normal status, og du kan fortsætte med at afdrage på gælden hos Bank Norwegian. Vi gør opmærksom på, at der vil blive opkrævet morarenter på 24 % p.a. når kontoen overføres til inkasso.”

Banken har oplyst, at banken den 15. juni 2024 sendte sit krav mod klageren i henhold til aftalen om kreditkortet til inkasso. 

Ved brev af 19. juni 2024 til klageren meddelte inkassovirksomhed L, at den havde fået overdraget hans gæld fra banken. Inkassovirksomhed L opgjorde kravet til 44.428,12 kr. således:

Gælden opgøres dags dato således:

Krav pr. 15-5-2024

 

DKK

38.370,88

Simpel rente 2 % pr. md.

 

DKK

2.649,70

Domsrenter

 

DKK

0,00

Kompensationsgebyr erhverv

0,00

 

 

Fremmedinkassosalær

2.812,50

 

 

Egeninkassosalær

0,00

 

 

Inkassogebyr

100,00

 

 

Rykkergebyr

100,00

 

 

Øvrige omkostninger

395,04

 

 

Skyldige omkostninger i alt

 

DKK

3.407,54

Indbetalinger i alt

 

DKK

0,00

I alt

 

DKK

44.428,12

…”

Klageren og banken har fremlagt kontoudtog for klagerens konto i banken. Af kontoudtog for perioden fra den 15. februar til den 17. juni 2024 fremgår:

”Bogført – Rentedato – Beskrivelse – Ind på konto – Ud af konto

17.06.2024 17.06.2024 Inkassogebyr 100,00

15.05.2024 01.06.2024 Rykkergebyr 100,00

15.05.2024 01.06.2024 Betalingsforsikring 395,04

15.05.2024 01.06.2024 Interest 646,67

26.04.2024 25.04.2024 From - 2.000,00

15.04.2024 01.05.2024 Rykkergebyr 100,00

15.04.2024 01.05.2024 Rykkergebyr 100,00

15.04.2024 01.05.2024 Betalingsforsikring 402,30

15.04.2024 01.05.2024 Interest 672,35

15.03.2024 01.04.2024 Rykkergebyr 100,00

15.03.2024 01.04.2024 Betalingsforsikring 392,23

15.03.2024 01.04.2024 Interest 514,10

15.02.2024 01.03.2024 Betalingsforsikring 383,71

15.02.2024 01.03.2024 Interest 468,60

…”

Af en udskrift fra byrettens retsbog fremgår blandt andet:

”Retten kontaktede den 29. april 2025 telefonisk Det Finansielle Ankenævn.

Nævnet oplyste, at i det tilfælde en kredit ikke var overtaget til eje af et inkassofirma, da havde nævnet kompetence til at behandle sagen.

Retten besluttede på den baggrund at sende sagen til Det Finansielle Ankenævn

Retten tilbagetaler retsafgiften på 750 kr.

Retten aflyser den aftalte tid for hovedforhandlingen.

Retten hævede sagen.”

Klageren har fremlagt en udskrift fra byretten af 1. maj 2025. Af dokumenterne fremgår, at banken den 27. februar 2025 indgav sagen til fogedretten. Af fogedrettens retsbog fremgår blandt andet:

”Kravet er opgjort således:

Krav                                                                49.456,18 kr.
Retsafgift                                                        750,00 kr.
Inkassosalær samt moms af salær               3.275,00 kr.
Omkostninger til fremmedinkasso fratrukket                   -2.812,50 kr.
I alt:                                                                50.668,65 kr.

Fogedretten har rettidigt modtaget indsigelser fra skyldner mod kreditors krav.

Fogedretten henviste sagen til fortsat retssagsbehandling i civilretten på grundlag af betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.”

Parternes påstande

Den 13. juli 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Bank Norwegian skal:

  • anerkende, at spærringen/lukningen af hans kreditkort den 25. januar 2024 var uberettiget.
  • friholde ham for kravet, der er baseret på påstået misligholdelse, herunder renter, gebyrer og inkassoomkostninger efter spærringen.
  • stille ham som om, at kortet ikke var blevet spærret, herunder at hans forsikringsdækning ikke var ophørt.

Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han bestrider påstanden om spillemisbrug, kravets størrelse samt pålagte renter og omkostninger efter spærring.

Banken anfører, at hans kort blev spærret, fordi han telefonisk skulle have bekræftet, at kortet var brugt til spil/betting. Dette afviser han. Han har alene overført midler til en e-wallet, online betalingsvirksomhed P, som er en digital pung og ikke en spiludbyder.

Bankens spærring/lukning af hans kreditkort den 25. januar 2024 var uberettiget, idet banken ikke har dokumenteret, at der er foretaget spil eller gambling i strid med kreditaftalevilkårene. Banken henviser alene til en intern notatlinje i systemet og oplyser selv, at den ikke længere er i besiddelse af optagelsen af den pågældende samtale. Der foreligger dermed ingen dokumentation, kun bankens egen påstand.

Banken kan derfor ikke fastholde sit krav baseret på påstået misligholdelse, herunder renter, gebyrer og inkassoomkostninger efter spærringen.

Han skrev til banken den 25. og 29. januar 2024, hvor han bad om dokumentation, men fik ikke andet end gentagelser af bankens påstand. Den 16. september 2024 bad han også inkassovirksomhed L om dokumentation, men fik intet svar.

Banken anfører, at kortet blev spærret og først lukket efter overdragelse til inkasso den 15. juni 2024. Denne sondring er kunstig. For ham som kunde havde spærringen samme effekt som en lukning, idet kortet var ubrugeligt. At banken efterfølgende fastholder, at det kun var spærret, ændrer ikke ved, at han reelt blev frataget muligheden for at anvende kortet.

Han har endvidere betalt for den tilknyttede forsikring frem til juni 2024. Forsikringen ophørte, alene fordi banken ensidigt lukkede kortet, og ikke på grund af hans handlinger. Han blev ikke informeret om ophøret. Det er en urimelig og ansvarspådragende fejl fra bankens side, at han mistede sin forsikringsdækning, netop da han skulle bruge den. Forsikringen skulle dække hans afdrag ved eksempelvis arbejdsløshed. Han kom i en situation, hvor han skulle bruge den.  

Det er banken selv, der har sat sig i den situation, at den betalingssikkerhed, der er forbundet med at tegne en forsikring, ikke kan benyttes.

Banken anfører, at sagen korrekt blev sendt til inkasso, og at gebyrer samt omkostninger blev pålagt i overensstemmelse med kreditkortaftalen. Dette bestrides, da det var bankens uberettigede spærring, som var den udløsende årsag til misligholdelsen. Eventuelle renter, gebyrer og inkassoomkostninger, der er påløbet efter spærringen, må derfor tilsidesættes.

Han har betalt løbende og handlet i god tro. Hans kontoudtog viser, at han har foretaget regelmæssige indbetalinger, herunder afdrag, renter og betalingsforsikring.

Han har på intet tidspunkt forsøgt at unddrage sig sit ansvar, og han bad i januar 2024 om at bruge sin tilgængelige saldo og få adgang til kortet igen. Banken afviste og sendte sagen til inkasso uden at give ham mulighed for en afdragsordning eller følge op på bankens egen besked om, at genåbning kunne overvejes ved indbetaling.

Han har tidligere foreslået, at sagen kan afsluttes ved forlig med et væsentligt nedslag i kravet. Dette forligsforslag fastholdes. Han vil indgå forlig, hvis banken vil anerkende de fejl, der er begået, herunder den urimelige kontolukning og det uberettigede tab af forsikringsdækning.

Bank Norwegian har blandt andet anført, at banken afviser klagerens påstand om at have lukket klagerens konto/kreditkort og fastholder sit krav mod klageren.

Af korrespondancen mellem parterne fremgår, at klageren blev informeret om, at hans kreditkort var spærret, da han den 25. januar 2024 telefonisk havde meddelt bankens kundeservice, at han havde benyttet kreditkortet til betaling vedrørende spil/betting.   På baggrund af telefonopkaldet skrev bankens kundeservice følgende på klagerens kundeprofil: ”KR kan ikke se afvist transaktion K bekræfter at det er K som har brugt KK til spil”. Det fremgår heraf, at det var klageren, som ringede til bankens kundeservice for at høre til en afvist transaktion. Klageren bekræftede i samtalen, at det var klageren, som havde brugt kreditkortet til spil. Dette strider mod punkt 3 i kreditaftalen, som er indgået mellem klageren og banken, hvorfor kreditkortet blev spærret.

Banken kan ikke afvise klagerens påstand om, at klageren ikke har oplyst, at transaktionen skulle bruges på spil, da telefonsamtaler kun gemmes i op til 90 dage. Banken kan derfor kun forholde sig til, hvad bankens kundeservice har noteret fra samtalen på klagerens kundeprofil.

Banken har ingen grund til umotiveret at spærre eller lukke kreditkort, hvis der ikke er mistanke om misbrug eller brud på aftalevilkårene.

Det er en kendt situation for banken, at kunder, der benytter bankens kreditkort til spil, ofte bruger tredjeparts serviceudbydere til at overføre penge, herunder online betalingsvirksomhed P, for at undgå at banken opfanger dette. At det sker indirekte via betaling til tredjepart ændrer ikke på, at banken har begrundet mistanke om, at betalingen med kreditkortet var med hensigt på spil på baggrund af klagerens oplysning til kundeservice. Af uddrag fra klagerens konto fremgår, at der den 24. januar 2024 blev foretaget 16 transaktioner til online betalingsservices for samlet 12.868,60 kr.

Af parternes korrespondance fremgår, at kreditkortet ville kunne vurderes genåbnet med en fornyet kreditvurdering, når den udestående balance var blevet indbetalt. Den blev ikke betalt.

Kreditkortet blev ikke lukket, men spærret. Havde klageren indbetalt udestående til forfald i henhold til fremsendte fakturaer, ville forsikringen fortsat være aktiv. Klageren betalte ikke den udestående balance, hvorfor kreditkortet forblev spærret.

Midlertidig spærring af kreditkort bliver gjort for at forhindre misbrug og videre brug af kreditkortet, indtil en opklaring af tidligere forbrug foreligger. Spærringen sker enten ved manuel kontrol eller automatisk, hvis der registreres anormal brug af kreditkortet. Når omstændighederne vedrørende spærringen er afklaret, vil kreditkortet genåbnes eller forblive spærret. Ved grove overtrædelser vil kreditkortet lukkes og kundeforholdet ophøre. Banken spærrer kreditkortet ved mistanke om, at kortet bruges i uoverensstemmelse med bestemmelserne i vilkårene for brug af kreditkortet, jf. pkt. 23 i kreditkortaftalen.

Banken lukkede ikke klagerens kreditkort grundet mistanke om gambling, men som en konsekvens af, at kreditkortgælden ikke blev betalt rettidigt af klageren, hvorfor kravet blev sendt til inkasso. Kreditkortet og forsikringen blev først lukket, da udestående ubetalte fakturaer overgik til inkasso den 15. juni 2024.

Hvis klageren havde overholdt sin betalingsforpligtelse overfor banken, havde klageren fortsat haft sit kreditkort inklusive en aktiv forsikring.

Sammenholdes kontoudskriften fra kontoen tilknyttet klagerens betalingskort med fakturaen med forfald 1. marts 2025, rykkeren med forfald den 1. april 2025, inkassovarslet med forfald den 1. maj 2025 og inkassovarslet med forfald 1. juni 2025, ses det, at oversendelsen til inkasso er sket korrekt, da indbetalinger, der fremgår i kontoudskriftet, ikke dækker over udeståendet.

Når krav sendes til inkasso, påløber der ekstra gebyrer og omkostninger, hvilket klageren blev oplyst om i de fremsendte inkassovarsler samt i kreditkortaftalens punkt 3, afsnit 6, som klageren har underskrevet.

Banken ser ingen sammenhæng mellem, at banken spærrede kreditkortet, og at klageren ikke kunne fortsætte med at indbetale til de månedlige fakturaer. Når ældste ubetalte faktura bliver 90 dage gammel, sendes kreditkortet til inkasso. Der er ikke uretmæssigt tilskrevet ekstra renter eller gebyrer. Klageren indbetalte for lidt for sent. Det er et krav i vilkårene for kreditkortet, at mindst 3,5 % af den anvendte kredit på kortet betales hver måned, dog minimum 300 kr. pr. måned. Dette skete ikke.

Klageren har selv benyttet sig af kreditten, hvorfor denne skal tilbagebetales inklusive renter og gebyrer.

Betalingsforsikringen ophørte, da kreditkortet blev sendt til inkasso, jævnfør forsikringsaftalen indgået imellem klageren og forsikringsselskabet. Forsikringen ophørte ikke i forbindelse med spærring af kreditkortet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren indgik den 9. maj 2023 en aftale om et kreditkort med en tilknyttet kredit på 40.000 kr. med Bank Norwegian. Aftalen bestod af generelle vilkår og Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger. I forbindelse med indgåelsen af aftalen med banken tegnede klageren en betalingsforsikring via banken.  

Af kontoudtog for klagerens konto fremgår, at klageren den 24. januar 2024 foretog 15 transaktioner på mellem 50 kr. og 1.100 kr. til online betalingsvirksomhed P.

Banken har anført, at banken og klageren den 25. januar 2024 havde en telefonisk samtale, hvor klageren oplyste, at han havde brugt sit kort til spil.

Ved e-mail af 25. januar 2024 til klageren oplyste banken, at den havde spærret klagerens kreditkort, begrundet i at banken havde registreret en række transaktioner relateret til spil på klagerens kreditkort, og at kreditkortet i henhold til kreditkortaftalen ikke måtte benyttes til spilvirksomheder. Banken oplyste herudover, at når udeståendet var indbetalt, ville banken vurdere en genåbning af kortet med forbehold for en lavere kreditramme.

Klageren meddelte banken, at der ikke var indbetalt direkte til spillesider fra hans kort, og at der var betalt til online betalingsvirksomhed P. Klageren oplyste endvidere, at han under telefonsamtalen havde meddelt banken, at han havde indbetalt til sin online Wallet, og at en Wallet ikke havde noget med spil at gøre.

Herefter fastholdt banken spærringen af klagerens kort.

Banken sendte en faktura af 15. februar 2024 pålydende 1.372,81 kr. til klageren med forfaldsdato den 1. marts 2024.

Banken sendte en rykkerskrivelse til klageren med forfald den 1. april 2024. Banken har oplyst, at den sendte rykkerskrivelsen den 15. marts 2024. Af fakturaen fremgår blandt andet, at klageren var pålagt et rykkergebyr på 100 kr. og skulle betale i alt 2.877,34 kr. Banken sendte herefter et inkassovarsel til klageren med forfald den 1. maj 2024. Banken har oplyst, at den sendte inkassovarslet den 15. april 2024. Af varslet fremgår blandt andet, at klageren var pålagt to rykkergebyrer á 100 kr. og skulle betale i alt 4.522,99 kr.

Den 25. april 2024 indbetalte klageren 2.000 kr. på kontoen.

Banken sendte endnu et inkassovarsel til klageren med forfald den 1. juni 2024. Banken har oplyst, at den sendte inkassovarslet den 15. maj 2024. Af inkassovarslet fremgår blandt andet, at klageren var pålagt et rykkergebyr på 100 kr. og skulle betale i alt 4.042,10 kr. Af inkassovarslet fremgår yderligere, at banken anmodede om betaling af den totale restgæld inden for en frist på fire uger.

Banken har oplyst, at banken den 15. juni 2024 sendte sit krav mod klageren i henhold til aftalen om kreditkortet til inkasso. Banken har oplyst, at klagerens betalingsforsikring ophørte, da sagen blev sendt til inkasso.

Af den mellem parterne indgåede kreditkortaftale fremgår blandt andet af punkt 3 i de generelle vilkår, at betalingsenheden ikke skal bruges til betaling af indsats for deltagelse i spil, væddemål eller anden form for gambling, herunder på internettet. Det fremgår endvidere, at brug af betalingsenheden i strid med denne brugsbegrænsning anses som væsentlig misligholdelse og giver kortudsteder ret til at hæve aftalen. Af aftalens punkt 23 fremgår, at banken kan spærre enheden, hvis kortindehaveren overtræder aftalens bestemmelser.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens vurdering af, at klagerens betalingskort blev anvendt i forbindelse med deltagelse i spil, hvorfor banken i henhold til kreditkortaftalens generelle vilkår punkt 3 og 23 var berettiget til at spærre klagerens betalingskort.

Af den mellem parterne indgåede kreditkortaftale fremgår blandt andet i punkt 26 i de generelle vilkår, at såfremt bankens tilgodehavende hos kortindehaveren er forsinket med mindst en måned og fortsat er ubetalt, har banken ret til at opsige kreditkortaftalen og lade hele den resterende kredit samt rente og øvrige afgifter forfalde til betaling inden fire uger efter, at banken har afsendt krav om betaling til kortindehaveren.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at opsigelse kreditkortaftalen, da klageren ikke betalte i henhold til de af banken fremsendte fakturaer.

Ifølge rentelovens § 9 b, stk. 2, kan der kræves rykkergebyr på højest 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højest tre skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for tre skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode.

Banken opkrævede fire rykkergebyrer hos klageren, hvoraf to blev opkrævet i forbindelse med inkassovarslet af 15. april 2024 og hævet på klagerens konto samme dag. Ankenævnet finder, at banken alene var berettiget til at opkræve ét gebyr den 15. april 2024, hvorfor banken skal godskrive klageren gebyret på 100 kr. med tillæg af procesrente fra tidspunktet for indbringelsen af sagen for Ankenævnet.

Af § 3 i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling, fremgår, at såfremt fordringshaveren har anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kan fordringshaveren kræve betaling af skyldneren for det hermed forbundne rimelige salærkrav. For så vidt angår en fordring i niveauet mellem 25.001 kr. til 50.000 kr. kan der maksimalt kræves betaling af et inkassobeløb på 2.700 kr. ex moms svarende til 3.375 kr. inklusive moms, jf. bilag 1 som affattet ved bekendtgørelse nr. 719 af 3. juni 2024.

Ifølge rentelovens § 9 b, stk. 3, kan der kræves et inkassogebyr på højest 100 kr.

Inkassovirksomhed L opgjorde den 19. juni 2024 kravet til 44.428,12 kr., hvoraf 2.812,50 kr. udgjorde fremmedinkassosalær, 100 kr. udgjorde inkassogebyr, 100 kr. rykkergebyr og 359,04 kr. øvrige omkostninger. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte tilskrivningen af fremmedinkassosalæret eller de øvrige opkrævede beløb.

Endvidere finder Ankenævnet, at betalingsforsikringen var en accessorisk ydelse til kreditten, hvorfor denne bortfaldt samtidig med kredittens ophør.

Ankenævnets afgørelse

Bank Norwegian skal inden 30 dage betale 100 kr. til klageren med tillæg af procesrente fra tidspunktet for indbringelsen af sagen for Ankenævnet den 13. juli 2025.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.