Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod tidligere ægtefælles hævning af beløb på fælleskonto i forbindelse med bodeling

Sagsnummer: 282 /2012
Dato: 28-11-2012
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Indlån - ægtefæller
Indlån - rådighedsbegrænsning
Konto - dispositionsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod tidligere ægtefælles hævning af beløb på fælleskonto i forbindelse med bodeling
Indklagede: Sparekassen Sjælland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Sparekassen Sjælland har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med udbetaling til klagerens tidligere ægtefælle fra en fælleskonto i forbindelse med bodeling.

Sagens omstændigheder

Klageren, K, og hendes tidligere ægtefælle, M, var kunder i Sparekassen Sjælland, hvor de bl.a. havde en "Standardkonto" -742, der var fælleskonto.

Sparekassen har oplyst, at fælleskontoen indebar, at begge kontohavere hver for sig kunne disponere over kontoen.

Af posteringsoversigt fremgår den 14. november 2011 vedrørende konto -742 en debitering på 10.000 kr. (-) med teksten "[M]". Saldoen var herefter 55.243,76 kr.

Sparekassen har oplyst, at K den 16. februar 2012 kontaktede sparekassen telefonisk i forbindelse med en bodelingssag og anmodede om at få oplyst saldoen på kontoen -742.

Sparekassen har oplyst, at man meddelte K, at saldoen var 55.311,76 kr.

Af retsbogsudskrift af 16. februar 2012 fra skifteretten, Retten i Holbæk, fremgår, at K og M indgik forlig i forbindelse med bodelingen.

Ved e-mail af 17. april 2012 meddelte K’s advokat banken følgende:

"…

Jeg skal dog samtidig påpege – som jeg også har gjort det over for [M’s] advokat – at forliget kom i stand efter en oplysning om, hvad der stod på kontoen, samt efter Sparekassens tilkendegivelse til [K] om, at der ikke ville blive frigivet penge fra kontoen, førend forlig var indgået.

Sparekassen har derefter på helt eget initiativ og uden at oplyse [K] derom frigivet penge til [M]. Jeg kender ikke Sparekassens begrundelse derfor eller Sparekassens aftaler med [M] i den anledning, men frigivelsen har påført [K] et direkte tab, som jeg går ud fra, at Sparekassen godtgør hende.

…"

Efterfølgende korresponderede K’s advokat og sparekassen.

Ved brev af 25. maj 2012 afviste sparekassen at have handlet ansvarspådragende.

Parternes påstande

Den 6. august 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal tilbagebetale hende 10.000 kr. og refundere advokatudgifter.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen undlod at oplyse hende om, at M den 14. november 2011 havde hævet 10.000 kr. fra fælleskontoen uden hendes vidende eller accept.

Da man drøftede bodelingen under mødet i skifteretten den 16. februar 2012, fik hun telefonisk oplyst af sparekassen, at indeståendet på hendes og M’s konto var ca. 55.312 kr.

Sparekassen burde have orienteret hende om M’s uberettigede hævning. Sparekassen har pådraget sig et ansvar som følge heraf og skal tilbagebetale 10.000 kr. samt udgifter til advokatbistand.

Sparekassen Sjælland har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende over for K.

Sparekassen blev ikke inden hævningen den 14. november 2011 orienteret om, at kontoen skulle spærres eller at der for nogen af kontohaverne skulle foretages rådighedsindskrænkning på kontoen. M kunne derfor disponere på kontoen den 14. november 2011 alene.

Sparekassen oplyste K om hævningen inden forespørgslen den 16. februar 2012 via kontoudskrift af 14. december 2011 og ved fremsendelse af årsudskrift til K i januar 2012.

K forespurgte ikke direkte om posteringer, da hun telefonisk kontaktede sparekassen den 16. februar 2012 under retsmødet i skifteretten.

Ankenævnets bemærkninger

Den 14. november 2011 hævede klagerens daværende ægtefælle 10.000 kr. fra en standardkonto -742 som klageren var medkontohaver på, og som begge kontohavere hver for sig kunne disponere over.

Den 16. februar 2012 kontaktede klageren Sparekassen Sjælland telefonisk og bad sparekassen om at oplyse saldoen på kontoen i forbindelse med en bodelingssag. Sparekassen har oplyst, at man meddelte klageren, at saldoen var 55.311,76 kr.

Ankenævnet finder, at sparekassen, der ikke inden hævningen den 14. november 2011 var instrueret om, at der evt. skulle foretages en rådighedsbegrænsning på kontoen, har været berettiget til at lade M hæve 10.000 kr. på fælleskontoen.

Ankenævnet finder endvidere, at sparekassen ikke har begået en fejl ved ikke den 16. februar 2012 at orientere klageren om hævningen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.