Mellemfinansiering ved ejendomssalg. Indfrielse af lån trods sælgers protest.
| Sagsnummer: | 59/1988 |
| Dato: | 02-02-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
|
| Ledetekst: | Mellemfinansiering ved ejendomssalg. Indfrielse af lån trods sælgers protest. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. juni 1983 underskrev klageren og hans daværende ægtefælle et gældsbrev vedrørende et lån på 200.000 kr. ydet af indklagedes hovedkontor. Anledningen til låneoptagelsen var forestående skilsmisse, og det var i gældsbrevet anført, at låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af 2 private pantebreve i den af klageren og hans hustru beboede ejerlejlighed samt til betaling af forfaldne terminsydelser vedrørende denne ejerlejlighed, og at lånet skulle indfries fuldt ud ved dennes salg, dog senest den 1. januar 1984.
Som sikkerhed for lånet modtog afdelingen ifølge et samtidig underskrevet sikkerhedsstillelsesdokument dels de pantebreve, som blev indfriet af låneprovenuet, dels yderligere ejerpant i den pågældende ejerlejlighed. Det anføres i dokumentet, at provenuet ved salg af ejerlejligheden - foruden til indfrielse a$ lånet hos indklagede - skal anvendes bl.a. til indfrielse af gæld, som ikke skal overtages af køber.
I ejerlejligheden var yderligere tinglyst et ejerpantebrev, som var håndpantsat i Sparekassen SDS til sikkerhed for et lån på 36.000 kr. optaget i 1982. På gældsbrevet vedrørende dette lån er som debitor anført klagerens ægtefælle, og ifølge særskilt udfærdiget påtegning er klageren anført som meddebitor, ligesom det er anført, at den ejerlejlighed, hvori ejerpantebrevet var tinglyst tilhører klageren og dennes ægtefælle.
I anledning af, at der ikke kunne opnås enighed om delingen af klagerens og hans nu fraskilte ægtefælles bo, skrev klageren den 11. februar 1984 til afdelingen vedrørende poster, som efter hans opfattelse skulle dækkes af provenuet ved salget af ejerlejligheden. I skrivelsen tog klageren forbehold overfor, at den kontante udbetaling kunne anvendes til indfrielse af det nævnte lån til Sparekassen SDS med henblik på aflysning af ejerpantebrevet, ligesom klageren oplyste, at han pr. 31. marts 1983 havde udlæg på i alt ca. 16.500 kr., ligesom der var optaget to lån på tilsammen 13.000 kr. på nærmere aftalte rentevilkår hos klagerens mor, hvilke poster klageren anmodede om måtte blive dækket af den deponerede udbetaling.
Ved en udateret erklæring gav klagerens fraskilte ægtefælle indklagede uigenkaldelig transport i det ved salget af ejerligheden fremkomne beløb. Ved påtegning af 22. februar 1984 på dokumentet meddelte ligeledes klageren indklagede uigenkaldelig transport i provenuet, idet det tilføjedes "under forbehold af at gældsafvikling sker i overensstemmelse med mit brev af 11.12.1984."
Ved skrivelse af 5. juli 1984 til afdelingen meddelte klageren, at han ikke ville acceptere, at afdelingen af provenuet ved afhændelsen af ejerlejligheden indfriede lånet i Sparekassen SDS.
Afdelingen indfriede imidlertid samme dag det pågældende lån og i anledning af, at klageren ved skrivelse af 10. juli 1984 til afdelingen protesterede herover, skrev klagerens advokat den 11. juli 1984 til klageren, at han var blevet kontaktet af sagsbehandleren i afdelingen, og at han havde meddelt hende, at han ikke mente, at der var andet at gøre end at indfri lånet, idet det som bekendt var sikret ved et ejerpantebrev i ejerlejligheden, som det var nødvendigt at få aflyst for at få handelen gennemført.
Da salget var endelig afsluttet i efteråret 1984, resterede der en debetsaldo på udlånet på ca. 60.000 kr.
Ved skrivelse af 6. februar 1987 til afdelingen anførte klageren påny, at han ønskede sine udlæg pr. 31. marts 1983 samt lånene hos sin mor dækket af det ved afhændelsen af ejerlejligheden fremkomne provenu, ligesom han anførte, at han ønskede et tidligere optaget isoleringslån på ca. 31.000 kr. pr. 31. december 1984 indløst af provenuet.
Efter yderligere brevveksling og afholdelse af møde mellem parterne opsagde afdelingen ved skrivelse af 30. september 1987 klagerens engagement til fuld indfrielse.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hæftelse for det i skrivelsen af 6. februar 1987 nævnte isoleringslån ikke kan gøres gældende mod klageren, at foretage udbetaling af lånebeløbene på i alt 13.000 kr. med tillæg af renter til klagerens mor og at reducere sit krav mod klageren med de beløb, som er anvendt til dækning af lånet i Sparekassen SDS og endvidere med det beløb, som af klageren var udlagt pr. 31. marts 1983. Klageren har nedlagt subsidiær påstand om, at indklagede tilpligtes at reducere sit krav imod ham med halvdelen af de beløb, som indgår i den principale påstand.
Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om ikke at kunne pålægges hæftelse for gæld, som indklagede imod hans udtrykkelige forbud har udbetalt fra den i forbindelse med afhændelsen af ejerlejligheden oprettede konto, hvorpå provenuet ved afhændelsen var indsat.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for de nedlagte påstand gjort gældende, at det var en aftale mellem ham og afdelingen, at det omtalte isoleringslån skulle indfries af provenuet ved afhændelsen af ejerligheden, at han ved underskrivelsen af transporterklæring den 22. februar 1984 udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at trans porten var betinget af, at det nævnte lånebeløb til hans mor og hans egne udlæg pr. 31. marts 1983 blev dækket, og at han overfor afdelingen skriftligt havde protesteret imod, at denne indfriede lånet til Sparekassen SDS, som efter hans opfattelse alene vedrørte hans tidligere ægtefælle.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at det efter afslutningen af salget af ejerlejligheden kunne konstateres, at provenuet ikke var tilstrækkeligt til at dække hverken det omtalte isoleringslån, beløbet på 13.000 kr. med tillæg af renter til klagerens mor eller klagerens udlæg pr. 31. marts 1983. For så vidt angår indfrielsen af lånet i Sparekassen SDS har indklagede anført, at såvel klageren som dennes ægtefælle ifølge gældsbrevet var debitorer for lånet, som af hensyn til gennemførelsen af handelen vedrørende ejerlejligheden nødvendigvis måtte indfries.
Ankenævnets bemærkninger:
Lånet på 200.000 kr. hos indklagede blev optaget med henblik på gennemførelse af salget af klagerens og hans ægtefælles ejerlejlighed og skulle indfries af det ved salget fremkomne provenu. Dette skulle ifølge sikkerhedsstillelsesdokumentet tillige anvendes til indfrielse af prioriteter, der ikke skulle overtages af køberen. Det må lægges til grund, at det, for at handelen kunne gennemføres, var nødvendigt at anvende en del af salgsprovenuet til indfrielse af gælden til Sparekassen SDS, således at ejerpantebrevet kunne aflyses, hvilket klagerens advokat også havde erklæret sig enig i over for indklagede. Uanset at klageren i transporterklæringen vedrørende salgsprovenuet havde taget forbehold med hensyn til indfrielse af gælden til Sparekassen SDS og senere direkte havde modsat sig dette, findes indklagede på baggrund af det anførte at have været berettiget til at gennemføre indfrielsen.
Det må lægges til grund, at der ikke af salgsprovenuet har været midler til at indfri isoleringslånet, klagerens udlæg vedrørende marts termin 1983 og lånet hos klagerens mor. Klageren påstande vedrørende disse poster kan derfor ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.