Krav om tilbageførsler af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske tekstbeskeder.
| Sagsnummer: | 325/2024 |
| Dato: | 12-02-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaaard, Jonas Thestrup Nielsen, Janni Visted Hansen, Ann-Mari Agerlin og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsler af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske tekstbeskeder. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsler af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske tekstbeskeder.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en konto -808 og netbankadgang. Klageren havde derudover MitID.
Den 15. og 16. marts 2024 blev der foretaget følgende ni kontooverførsler på i alt 82.615 kr. i klagerens netbank til konti i et andet pengeinstitut tilhørende en ukendt tredjemand:
|
Dato |
Beløb – kr. |
Afsenderkonto |
Modtagerkonto |
|
15.03.2024 |
9.900 |
-808 |
-223 |
|
15.03.2024 |
9.940 |
-808 |
-223 |
|
15.03.2024 |
8.920 |
-808 |
-144 |
|
15.03.2024 |
8.300 |
-808 |
-144 |
|
15.03.2024 |
9.845 |
-808 |
-153 |
|
16.03.2024 |
6.000 |
-808 |
-144 |
|
16.03.2024 |
9.900 |
-808 |
-144 |
|
16.03.2024 |
9.910 |
-808 |
-772 |
|
16.03.2024 |
9.900 |
-808 |
-772 |
Banken har oplyst, at de ni kontooverførsler blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID-app.
Banken har endvidere oplyst, at kontooverførslerne er korrekt registrerede og bogførte.
Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at hun den 15. marts 2024 modtog en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes søn. Personen oplyste, at hans telefon var gået i stykker, og at hun skulle kommunikere med ham over WhatsApp i stedet, og at han havde brug for hjælp til at betale en række regninger. Hun indvilligede i at betale regningerne i den tro, at hun kommunikerede med sin søn. Den 16. marts 2024 blev hun klar over, at hun formodentlig var blevet udsat for svindel, og hun kontaktede derfor banken.
Ved tro- og loveerklæring af 16. marts 2024 gjorde klageren indsigelse mod kontooverførslerne overfor banken. Det fremgår blandt andet af erklæringen, at klageren selv foretog kontooverførslerne.
Den 25. marts 2024 afviste banken klagerens indsigelse med henvisning til, at hun selv havde foretaget og godkendt de pågældende kontooverførsler. Banken oplyste desuden, at den havde henvendt sig til modtagende pengeinstitut, men at det desværre ikke havde været muligt at få tilbageført pengene.
Ved e-mail af 3. april 2024 klagede klageren til banken, og den 4. juni 2024 afviste banken klagen.
Parternes påstande
Den 12. juni 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre 82.615 kr. til hende.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun har været udsat for svindel.
Den 13. marts 2024 gik hendes søns telefon i stykker. Hun talte i den forbindelse med ham ansigt til ansigt, og hun var derfor 100 % sikker på, at telefonen var gået i stykker.
Den 15. marts 2024 modtog hun sms fra en person, der udgav sig for at være hendes søn. Svindleren skrev, at hans telefon var gået i stykker, og han sendte derfor et link til WhatsApp, hvor de kunne kommunikere.
Hun ved ikke, om det var ren tilfældighed, eller om svindleren på en eller anden måde havde opsnappet informationen om, at hendes søns telefon var gået i stykker, men da hun vidste, at telefonen var gået i stykker, faldt hun nemt i denne fælde, som ellers ville have været let at forstå.
Svindleren appellerede til følelserne hos en mor, der hjælper sin søn i nød, hvilket i hendes tilfælde var sandt. Svindleren bad hende betale regninger, som han ikke selv kunne betale på grund af sin telefon. Hun tænkte ikke to gange og betalte. Dialogen var kort og konkret, som det plejer at være med hendes søn. Dagen efter vendte svindleren tilbage med nye regninger, som hun også betalte efter at have indgået i spillets hypnose.
Kort efter kom hendes søn på besøg, og de indså svindlen, hvorfor de kontaktede banken og gik til politiet.
Det tabte beløb er stort for hendes familie. Hun kan ikke acceptere svindlen, og da hun bor i en retsstat, beder hun om at få hjælp til at inddrive det svindlede beløb.
Politiet ved hvem svindleren er, og de ved, at der er andre ofre, men de siger, at de ikke kan gøre noget, og at sagen kan tage lang tid. Hvorfor? Er der behov for, at flere mennesker skal svindles?
Svindlerne arbejder uden frygt, fordi de ved, at der ikke vil ske dem noget ondt. I virkeligheden er det en moderne livsstil i den digitale tidsalder, hvor man kan tjene penge uden at arbejde og uden at betale skat.
Hun beder Ankenævnet overveje hendes sag. Hun blev svindlet for et meget stort beløb. Hun er forsvarsløs i en retsstat, hvor svindlerne ikke bliver stillet for retten, og hvor ofrene ikke bliver hjulpet, og hvor der praktisk talt ingen retfærdighed sker.
Danske Bank har anført, at kontooverførslerne, som klageren har gjort indsigelse imod, er korrekt registrerede og bogførte.
Klageren har oplyst, at hun selv foretog og godkendte de pågældende kontooverførsler, og der er således tale om autoriserede kontooverførsler, jf. betalingslovens § 82.
De pågældende kontooverførsler er dermed ikke omfattet af betalingslovens § 99 eller § 100.
Kontooverførslerne er autoriseret med klagerens MitID-app, og dermed godkendt med stærk kundeautentifikation.
MitID-app’en var installeret på klagerens telefon, der var i hendes besiddelse på tidspunktet for godkendelse af betalingerne.
Klageren hæfter dermed selv for det fulde beløb, idet der ikke var tale om tredjemandsmisbrug omfattet af reglerne i betalingsloven.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en konto og netbankadgang. Klageren havde derudover MitID.
Den 15. og 16. marts 2024 blev der foretaget ni kontooverførsler på i alt 82.615 kr. i klagerens netbank til konti i et andet pengeinstitut tilhørende en ukendt tredjemand.
Klageren har oplyst, at hun den 15. marts 2024 modtog en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes søn. Personen oplyste, at hans telefon var gået i stykker, og at hun skulle kommunikere med ham over WhatsApp i stedet, og at han havde brug for hjælp til at betale en række regninger. Hun indvilligede i at betale regningerne i den tro, at hun kommunikerede med sin søn.
Ved tro- og loveerklæring af 16. marts 2024 gjorde klageren indsigelse mod kontooverførslerne overfor banken. Det fremgår blandt andet af erklæringen, at klageren selv foretog kontooverførslerne.
Banken har anført, at overførslerne blev godkendt med klagerens MitID.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen og Janni Visted Hansen – udtaler:
Ud fra klagernes egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslerne, finder vi, at de omtvistede betalinger blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionerne i forbindelse med bedrageriske tekstbeskeder.
Vi finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Ann-Mari Agerlin og Poul Erik Jensen – udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 74.615 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.