Fejlagtigt beregnet ydelse/løbetid, ond tro.
| Sagsnummer: | 26/1990 |
| Dato: | 30-04-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
Udlån - løbetid |
| Ledetekst: | Fejlagtigt beregnet ydelse/løbetid, ond tro. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. april 1984 ydede indklagedes Hirtshals afdeling klageren et billån på 119.651 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.050 kr. første gang 31. maj 1984. Renten var variabel, og løbetiden var angivet som "anslået til ca. 48 måneder". Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et løsøreejerpantebrev i bilen til Hirtshals afdeling.
I november 1985 solgte klageren den pantsatte bil og købte en ny. Det omhandlede lån fortsatte på uændrede vilkår, men med pant i klagerens nye bil.
I maj 1986 konstaterede afdelingen restancer på lånet, og da der også i den følgende periode konstateredes restancer, blev lånet overgivet til inkasso den 21. januar 1987. Denne inkassosag blev efterfølgende stillet i bero.
Efter det oplyste gjorde klageren medio 1987 selv indklagede opmærksom på, at man havde begået en fejl, idet låneydelsen ikke var tilstrækkelig til, at lånet som angivet kunne afvikles over 48 måneder.
Den 10. september 1987 blev lånet atter overført fra retslig inkasso til almindeligt udlån.
I september 1987 afholdt afdelingen og klageren et møde, hvor spørgsmålet om restløbetiden for lånet blev drøftet.
Ved skrivelse af 23. marts 1988 rykkede indklagede for klagerens stillingtagen til en ændret afvikling af lånet. Afdelingen foreslog, at restgælden, der på daværende tidspunkt udgjorde 102.697,15 kr., enten kunne afvikles over 48 måneder med en månedlig ydelse på 2.700 kr. eller over 60 måneder med en månedlig ydelse på 2.300 kr.
Ved skrivelse af 24. november 1988 anmodede afdelingen klageren om at give møde i afdelingen med henblik på at indgå en aftale om den videre afvikling af lånet, men endelig stillingtagen til dette spørgsmål blev stillet i bero indtil februar 1989, idet der afventedes en afklaring af klagerens økonomiske forhold i forbindelse med et virksomhedssalg.
I juli 1989 konstateredes påny restancer på lånet og klageren blev rykket for indbetaling heraf ved skrivelse af 7. juli og 29. september 1989.
Ved skrivelse af 30. november 1989 meddelte indklagede klageren, at lånet kunne fortsætte på vilkår af, at klageren betalte en månedlige ydelse på 2.500 kr., at lånet forrentedes med 17% p.a., at der stilledes kaution, at restancen blev indbetalt samt, at forsikringen blev betalt og kvittering forevist. I skrivelse af 19. december 1989 nedsatte afdelingen renten til 15% p.a. og gav tilsagn om, at den daværende restance kunne indgå i lånet, såfremt lånet blev sikret ved kaution eller meddebitor.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af den af indklagede begåede fejl.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at det ikke kan være rimeligt, at han alene skal hæfte for den fejl, der er begået i forbindelse med beregningen af den månedlige låneydelse/angivelsen af lånets løbetid.
Indklagede har anført, at det ikke bestrides, at den oprindeligt beregnede månedlige ydelse på lånet ikke har været tilstrækkelig til at afvikle lånet over 48 måneder.
Afdelingen har imidlertid over en ganske lang periode søgt at få en ny aftale i stand med klageren, men indtil nu forgæves. Til trods for at klageren næsten konstant har været i restance med lånet, har afdelingen stadig søgt at opnå en også for klageren tilfredsstillende løsning.
Ankenævnets bemærkninger:
Den månedlige ydelse på 2.050 kr. ville, selv om lånet var rentefrit, ikke være tilstrækkelig til at afvikle lånet over 48
måneder.
Klageren burde derfor have indset, at der forelå en fejl fra indklagedes side, enten ved beregningen af den månedlige ydelse eller ved angivelsen af lånets løbetid. Klageren findes herefter ikke som følge af fejlen at kunne gøre krav på kompensation i form af nedsættelse af restgælden eller nedsættelse af renten, jf. herved aftalelovens § 32, stk. 1.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.