Krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overførsel af Letsikring/livrente.

Sagsnummer:460/2024
Dato:21-03-2025
Ankenævn:Katrine Waagepetersen, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne:Rådgivning - pensionsforhold
Pensionskonti - overførsel
Ledetekst:Krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overførsel af Letsikring/livrente.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overførsel af Letsikring/livrente.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Spar Nord Bank i 2020.

I august 2020 blev klagerens aftale om Letsikring af indtægt ved pension overført til banken fra klagerens forhenværende pengeinstitut P.

Banken har oplyst, at klageren fik oprettet ordningen i 2012 med risikoprofil A (meget lav andel af opsparingen i Høj Risiko Fonden) og senere ændret til Risikoprofil Valgfri (med 20% af opsparingen i Høj Risiko Fonden). Risikoprofilen fortsatte uændret efter overførslen fra pengeinstitut P til banken.

I september 2020 blev klagerens ratepension og aldersopsparing overført til banken fra pengeinstitut P, i hvilken forbindelse klageren underskrev Aftale om ratepension - Privat og Aftale om aldersopsparing - Privat i banken.

Klageren har oplyst, at banken i forbindelse med hans skifte fra pengeinstitut P spurgte, om den måtte få hans tre pensionsopsparinger med over ved skiftet, hvilket han bekræftede. Banken bad ham udfylde et risikoanalyse skema til at afdække hans risikoprofil. Han blev meddelt, at han var i risikoprofilgruppe 2, hvor 1 er høj og 4 er konservativ, hvilket var fint med ham.

Banken har oplyst, at både klagerens ratepension og aldersopsparingen var investerede fuldt ud i det samme værdipapir, der havde en anden og højere risikoprofil end den, som klageren havde valgt for sin Letsikring.

Banken har fremlagt et udskrift af prospektet for værdipapiret, hvoraf blandt andet fremgår:

”…

5.16.4.1 Risikoprofil

Afdelingen er kendetegnet ved høj risiko.

Generelt inddeles foreningens afdelinger i tre kategorier med hensyn til risiko, tre risikoprofiler; lav, mellem og høj.

- Afdelinger med lav risikoprofil er typisk kendetegnet ved små forventede udsving i afkast og mindre følsomhed over for risikofaktorer så som likviditetsrisiko, valutarisiko o.l. Lav risiko er ikke det samme som en risikofri investering. Selv i den lave risikoprofil kan der forekomme udsving i afkast.

- Afdelinger med mellem risikoprofil er typisk kendetegnet ved moderate forventede udsving i afkast som dog i perioder kan være af en vis størrelse. Der må forventes en vis grad af følsomhed over for risikofaktorer så som likviditetsrisiko, valutarisiko o.l.

- Afdelinger med høj risikoprofil er typisk kendetegnet ved store forventede udsving i afkast og en høj grad af følsomhed over for flere risikofaktorer så som likviditetsrisiko, valutarisiko o.l.

5.16.4.6.1 Investeringsrammer – aktivklasser

Aktivklasse

Minimum

Maksimum

Aktier

40 %

80 %

Traditionelle obligationer

0 %

50 %

Højrenteobligationer

0 %

20 %

Alternative investeringer

0 %

25 %

…”

Banken har oplyst, at klagerens ratepension og aldersopsparing forblev investerede i det pågældende værdipapir indtil maj 2021.

I maj 2021 indgik klageren aftale om placering af ratepensionen og aldersopsparingen i bankens pensionspuljer ved Aftaler om Pulje med nedtrapning, hvoraf blandt andet fremgår:

”…

Generelt

For denne aftale gælder de til enhver tid gældende Retningslinjer for Spar Nord Bank A/S administration af pensionspuljen og Generelle vilkår for Spar Nord Bank A/S’s pensionspulje.

Risiko og tidshorisont

Forud for indgåelsen af denne aftale er der udarbejdet en investeringsprofil. Investeringsprofilen fremgår af Bilag A.

Banken anbefaler dig en investering, som tager udgangspunkt i den laveste værdi af din risikovillighed og din økonomiske evne.

Banken har anbefalet Høj risiko med risikotal 8 (Risikotal 1 til 10, hvor 1 er laveste risiko og 10 er højeste risiko).

Du har valgt at følge vores anbefaling

Ved aftalens indgåelse indplaceres du i Puljepension 2 Nedtrap. Høj 10-12.

I Pulje med nedtrapning nedbringer banken automatisk risikoen som beskrevet i Retningslinjer for Spar Nord Bank A/S’ administration af pensionspuljen. Nedtrapning af risiko sker i takt med, at du nærmer dig udløb af din valgte tidshorisont. Din valgte tidshorisont er juni 2032.

…”

Af bankens Retningslinjer for Spar Nord Bank A/S’ administration af pensionspuljen af januar 2020 fremgår blandt andet:

”…

1. Investeringsstrategi og risikoeksponering

GRUPPE 2

Der investeres primært i danske og udenlandske aktier. Danske og udenlandske obligationer indgår i beholdningen. Alternative investeringer kan også indgå i beholdningen.

Neural investeringsstrategi

65 % aktier og 35 % obligationer, dog kan op til 25 % være placeret i alternative investeringer

Samlet aktieandel 1)

Minimum: 50 %

Maksimum: 80 %

Samlet obligationsandel 2)

Minimum: 20 %

Maksimum: 50 %

Alternative investeringer 3)

Minimum: 0 %

Maksimum: 25 %

Kontant indestående i Spar Nord

Minimum: 0 %

Maksimum: 20 %

…”

Banken har oplyst, at klagerens ratepensionsordning og aldersopsparing ved aftaler af 16. februar 2024 blev omlagt til en højere risiko i pensionspulje 1 efter klagerens eget valg. Aftalerne er ikke fremlagt i sagen.

Klageren har oplyst, at han medio maj 2024 blev opsagt fra sit job, og at han i den forbindelse rettede henvendelse til sin A-kasse for at få vejledning. Han fik i den anledning en uvildig pensionsrådgiver til at se på sin økonomi, da han overvejede at stoppe helt på arbejdsmarkedet. Pensionsrådgiveren spurgte ind til, hvorfor han ikke havde samme risikoprofil på sine tre private pensionsopsparinger i banken, hvilket han ikke kunne svare på. Han kontaktede derfor banken og spurgte, hvorfor hans Letopsparing var i risikogruppe 4, mens hans ratepension og aldersopsparing var i risikogruppe 2. Det kunne banken ikke svare på, og han blev anbefalet at kontakte pensionsselskabet, hvis han ønskede at ændre sin risikoprofil.

Klageren har endvidere oplyst, at han kontaktede pensionsselskabet, der imidlertid meddelte ham, at det var banken, der skulle ændre hans risikoprofil, da banken havde ændret ordningen til en Letpension i forbindelse med bankskiftet. Dette oplyste han banken, og dagen efter sendte banken ham dokumenter til underskrift, så hans risikoprofil kunne ændres.

Banken har oplyst, at klagerens Letsikring af indtægt ved Pension blev ændret pr. 30. maj 2024 til Valgfri (100 % af opsparingen i Høj Risiko Fonden). Dokumentation er ikke fremlagt i sagen.

Klageren har oplyst, at han den 6. juni 2024 anmodede banken om et møde for at få en forklaring på forløbet, og en beregning af, hvor mange penge han var gået glip af.

Den 17. juni 2024 var klageren til møde i banken. Klageren har oplyst, at han ikke fik svar på sine spørgsmål, men at banken meddelte ham, at den ville undersøge sagen og vende tilbage.

Klageren har oplyst, at han rykkede banken for svar den 16. juli 2024 og den 21. august 2024.

Ved e-mail af 11. september 2024 til klageren afviste banken, at den skulle være ansvarlig for en manglende tilvækst i hans Letsikringsdepot.

Parternes påstande

Den 13. september 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal indbetale den manglende værdi på hans Letsikring.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har handlet ansvarspådragende ved ikke at have ændret hans risikoprofil til gruppe 2 på hans Letsikring i forbindelse med bankskiftet, så den var i samme gruppe som ratepensionsordningen og aldersopsparingen. Banken er erstatningsansvarlig for den manglende ændring af risikoprofilen på hans Letsikring.

I forbindelse med bankskiftet udfyldte han bankens risikoprofilanalyseskema, som definerede ham til risikoprofil 2. Hvorfor brugte banken ikke dette, da den flyttede opsparingen?

Det undrer ham, at banken ikke kunne besvare hans spørgsmål på mødet i juni 2024, men var mere end to måneder om at svare. Det er hans indtryk, at banken har haft svært ved at sætte et fornuftigt svar sammen.

Hele bankens svar er baseret på informationer, som banken først indhentede fra pengeinstitut P hen over sommeren 2024. Informationer, som banken vel ville have haft liggende i sagsmappen, hvis den havde brugt dem.

Hvis hans forhold i pengeinstitut P er relevante. Hvorfor skulle han så udfylde en ny risikoanalyse, da han skiftede bank. Nu kan banken pludselig bruge en risikoprofil, som han åbenbart udfyldte for 12 år siden i pengeinstitut P. Det kommer også bag på ham, at alle tre ordninger ikke var i samme risikoprofil i pengeinstitut P.

Banken bad ham kontakte pensionsselskabet for at få ændret risikoprofilen for Letsikringen. Banken vidste tilsyneladende ikke, at det skulle ske gennem banken.

Han tror, at hans rådgiver i banken glemte at ændre kategorien, da vedkommende udfyldte papirerne. Men det er jo bare et gæt, ligesom banken gætter på, at han har haft den risikoprofil for Letsikringen, som han havde valgt og ønsket, og at der ikke var grundlag for at antage, at han ville have valgt en anden og højere risikoprofil.

På mødet den 17. juni 2024 gav banken ham ikke en beregning af, hvor meget han var gået glip af på grund af den lave risikovurdering. Han fandt selv frem til et beløb pr. primo juni 2024 på 650.000-700.000 kr.

Spar Nord Bank har anført, at klageren i pengeinstitut P selv valgte risikoprofil for sine forskellige opsparinger. Der var også hos pengeinstitut P forskel mellem risikoprofilen i Letsikrings-ordningen og de to pengeinstitutpensionsopsparinger.

Ved omlægningen af pengeinstitutordningerne til bankens pensionspuljer i maj 2021 valgte klageren en risikoprofil, der tilnærmelsesvist gav samme risiko og investeringsramme som hidtil på de underliggende investeringer i forhold til vægtning af aktieandel, obligationsandel mv.

Det er ikke usædvanligt med forskellige risikoprofiler for forskellige investeringer. Der har ikke været en forpligtelse for banken til at rådgive klageren om Letsikrings-ordningen i forbindelse med omlægningen af ratepensionen og aldersopsparingen – særligt henset til, at klagerens hidtidige risikoprofil på de omlagte ordninger i al væsentlighed forblev uændret.

Klageren var bekendt med muligheden for at ændre risikoprofil på Letsikring, da han tidligere havde valgt at øge sin risiko ved en ændring af profilen i denne ordning. Det kan også på den baggrund lægges til grund, at klageren var bekendt med sin risikoprofil på ordningen.

På baggrund af det anførte kan det ikke lægges til grund, at klageren i 2020 eller senere ville have valgt en anden risikoprofil på sin Letsikring, ligesom det ikke er godtgjort i hvilket omfang, klageren i givet fald ville have forøget sin risikoprofil.

Et eventuelt ansvar som følge af manglende rådgivning vedrørende risikoprofilen på Letsikringsordningen er i øvrigt forældet, jf. forældelseslovens § 1.

 Ankenævnets bemærkninger

Klageren blev kunde i Spar Nord Bank i 2020, og i august 2020 blev klagerens aftale om Letsikring af indtægt ved pension overført til banken fra klagerens forhenværende pengeinstitut P.

Banken har oplyst, at klagerens Letsikring blev oprettet 2012 med risikoprofil A (meget lav andel af opsparingen i Høj Risiko Fonden) og senere ændret til Risikoprofil Valgfri (med 20% af opsparingen i Høj Risiko Fonden). Risikoprofilen fortsatte uændret efter overførslen fra pengeinstitut P til banken.

I september 2020 blev også klagerens ratepension og aldersopsparing overført til banken. Begge ordninger var investeret fuldt ud i det samme værdipapir, der havde en anden og højere risikoprofil end den, som klageren havde valgt for sin Letsikring.

I maj 2021 indgik klageren aftale om placering af ratepensionen og aldersopsparingen i bankens pensionspuljer ved Aftaler om Pulje med nedtrapning, hvoraf blandt andet fremgår, at han havde valgt at blive placeret i risikogruppe 2.

I 2024 blev klageren opmærksom på, at hans Letsikring af indtægt ved pension ikke var placeret i samme risikogruppe som hans ratepension og aldersopsparing.

På baggrund af sagens oplysninger bemærker Ankenævnet, at klageren alene indgik aftale om placering af sin ratepension og aldersopsparing i bankens pensionspuljer i maj 2021, hvorved han blev placeret i risikogruppe 2, og at klageren ikke samtidig indgik aftale om ændring af sin placering i risikogruppen for Letsikringsordningen.

Ankenævnet finder, at klageren ikke kunne lægge til grund, at hans placering i risikogruppen for hans Letsikring automatisk ville blive tilsvarende ændret, da han underskrev Aftale om Pulje med nedtrapning for sin ratepension og Aftale om Pulje med nedtrapning for sin aldersopsparing.

Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at banken i forbindelse med overførsel af klagerens Letsikring fra pengeinstitut P begik fejl eller forsømmelser, som kan medføre et erstatningsansvar for banken, eller at klageren i øvrigt har lidt et tab.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke herved har taget stilling til, om kravet i øvrigt ville have været forældet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.