Afgørelse

Krav om erstatning for tab på renteswapaftaler indgået i henholdsvis 2007 og 2011

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på renteswapaftaler indgået i henholdsvis 2007 og 2011.

Sagens omstændigheder

Klageren ejer en fast ejendom, hvor han både har bopæl og via et aktieselskab driver en erhvervsvirksomhed, idet en del af ejendommen er udlejet til selskabet.

I april 2007 købte klageren en naboejendom, der blev udlejet til selskabet.

På et møde den 25. april 2007 drøftede klageren og Nordea Bank en renteswap med en hovedstol på 6,3 mio. kr. Drøftelserne skete på grundlag af 21 siders plancher, som banken havde udarbejdet. Af plancherne fremgår blandt andet, at renteforskellen på et 20-årigt konverterbart lån og et 20-årigt inkonverterbart swaplån var 0,44 procentpoint (5,13%-4,69%=0,44%-point). Videre fremgår blandt andet værdiændringer på swappen ved renteændringer på op til +/÷ 3 procentpoint samt en oversigt over fordele og ulemper ved renteswaps. Som én af fire anførte ulemper er ”Større tabspotentiale ved rentefald”. Som en af seks anførte fordele er anført ”Intet kurstab ved indgåelse”.

Købesummen for naboejendommen udgjorde 5.125.000 kr., der ved pantebrev af 14. juni 2007 blev finansieret med blandt andet et 20-årigt realkreditlån på 3.190.000 kr. i Nordea Kredit. Lånet var afdragsfrit i 10 år. Renten var variabel baseret på CIBOR 6 måneder.

I tilknytning til Nordea Kredit lånet indgik klageren en aftale med Nordea Bank om en 20-årig renteswap med samme hovedstol og afviklingsprofil. Ifølge swapaftalen skulle klageren betale en fast rente på 5,20 %, mens banken skulle betale en variabel rente svarende til CIBOR 6 måneder. Handelsdatoen var den 14. juni 2007, og startdatoen var den 29. juni 2007.

Renteswapaftalen blev indgået på grundlag af en aftale med banken om en ramme på 1 mio. kr. for handel med finansielle instrumenter. Ifølge aftalen kunne banken kræve afvikling eller yderligere sikkerhed, hvis en såkaldt nettotabsposition på klagerens aftaler om finansielle instrumenter samlet oversteg et i aftalen fastsat maksimum på 600.000 kr.

Ifølge en markedsværdiopgørelse pr. den 29. juni 2007 var renteswappens markedsværdi negativ med 87.815 kr.

Klageren har anført, at markedsværdirapporten viser, at banken har beregnet sig omkostninger/overkurs på ca. 100.000 kr. Markedsværdiopgørelsen viser således negativ værdi, som i stedet burde have været positiv.

Nordea Bank har anført, at stigningen i den faste rente fra 4,69 % i april til 5,20 % i juni 2007 skyldtes, at renteniveauet steg i perioden. Rentesatserne var inklusiv et rentetillæg, idet banken beregner sig et risikotillæg i forhold til tilgængelige markedspriser i interbankmarkedet. Den negative markedsværdi pr. den 29. juni 2007 var udtryk for, at renteswappen havde udviklet sig negativt. Banken beregnede sig ikke hverken overkurs eller et skjult gebyr.

Til støtte for det anførte har banken fremlagt en graf, der viser, at CIBOR 6 renten i perioden 14.-29. juni 2007 var stigende, mens den 10-årige og den 20-årige rente var faldende.

Af markedsværdiopgørelsen fremgår med fortrykt tekst blandt andet:

”…

Markedsværdierne er udelukkende beregnet til administrative formål. De repræsenterer ikke de niveauer vi vil indgå, overdrage, afvikle eller lukke transaktioner på og kan ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om at indgå, overdrage, afvikle eller lukke transaktioner.

…”

Banken har oplyst, at klageren hvert kvartal fik tilsendt en markedsværdiopgørelse.

Den 7. januar 2009 underskrev klageren en ny rammeaftale med banken, idet handelsrammen blev forhøjet med 25.000 kr. Baggrunden var efter det oplyste, at klageren ønskede at handle svenske kroner på termin.

Banken har anført, at det på et møde i februar 2009 blev drøftet at omlægge et eksisterende obligationslån i hovedejendommen til et rentetilpasningslån i EUR med en tilknyttet rente- og valutaswap. Til støtte herfor har banken fremlagt ni siders plancher som grundlag for drøftelserne. Klageren har anført, at han ikke erindrer, at der skulle have været afholdt et sådant møde. De fremlagte plancher vedrører lån i EUR, som ikke har været på tale. Planchernes forside bærer klagerens navn. Plancherne indeholder blandt andet udviklingen i markedsværdi ved faldende rente, samt oplysning om fordele og ulemper ved låneomlægningen, herunder at det ikke er muligt at konvertere til pari.

Den 9. juni 2010 sendte banken følgende e-mail til klageren:

”…
Jf. samtale
…
Hvordan kan vi udnytte de historisk lave korte renter, samt de billige lange renter?

Hvis vi omlægger 4%’s obligationslånet (effektiv rente 4,19%) til DKK F1 vil du miste budgetsikkerhed, men du vil opnå billigere finansiering (besparelse i 2010 på ca. 3%). Men hvis vi omlægger 4%’s obligationslånet til DKK F1 og swapper renten over i fast rente med start fra 30-12-20, kan vi udnytte de forventede billige rentetilpasninger de kommende 2,5 år, samt de billige lave renter. Resten af 2010 vil DKK F1 være ca. 1% og vi forventer at DKK F1 i 2011 vil blive rentetilpasset omkring 1,70%.

…”

Den 16. november 2010 underskrev klageren en ny aftale med banken om handel med finansielle instrumenter, hvorefter rammen blev forhøjet til 2,3 mio. kr., og den maksimale nettotabsposition blev fastsat til 1.380.000 kr.

Ved pantebrev tinglyst den 30. december 2010 blev to eksisterende lån i hovedejendommen – et 4 % obligationslån på oprindeligt 2.466.000 kr. og et kontantlån på oprindeligt 800.000 kr. – omlagt til et nyt 25-årigt CIBOR 6 lån med en hovedstol på 2.859.000 kr. i Nordea Kredit. I tilknytning til lånet indgik klageren en renteswapaftale med banken, hvorefter han med virkning fra den 28. december 2012 skulle betale en fast rente på 4,38 % om året, mens banken skulle betale variabel CIBOR 6 rente. Renteswappen havde samme hovedstol og afdragsprofil som Nordea Kredit lånet.

Den 6. oktober 2011 udarbejdede banken en såkaldt finansiel plan vedrørende klageren. Heraf fremgår blandt andet, at klagerens investeringshorisont var ”10 år +”, og at hans risikoprofil var ”middel”.

På baggrund af en fortsat negativ udvikling i klagerens renteswaps anmodede banken i 2012 om nedbringelse af engagementet eller yderligere sikkerhed. Der blev i forlængelse heraf oprettet et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagerens sommerhus.

Pr. den 28. marts 2013 havde klagerens renteswaps en samlet negativ værdi på 1.699.129 kr.

Parternes påstande

Den 10. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal stille ham som om swapaftalerne ikke var indgået, subsidiært nulstille swapaftalerne eller mere subsidiært ændre løbetiden på swapaftalerne til højst 10 år.

Nordea Bank har under sagen frigivet pantet på 200.000 kr. i klagerens sommerhus og frafaldet ”stop-loss” vilkåret om sikkerhedsstillelse i swapaftalerne med klageren.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken i forbindelse med swapaftalerne ikke rådgav tilstrækkeligt om hverken konsekvenserne af de lange løbetider eller risikoen for at skulle stille yderligere sikkerhed ved faldende rente.

Ifølge plancherne var der intet kurstab ved indgåelse. Alligevel beregnede banken sig omkostninger/overkurs på ca. 100.000 kr., jf. markedsværdiopgørelsen pr. den 29. juni 2007.

Ifølge plancherne var den faste rente 4,69 %, men da lånet var gået igennem, var renten steget til 5,2 %.

Det er ikke muligt at se, om banken også har taget overkurs i forbindelse med renteswappen i 2011.

Banken bør dokumentere, at den ikke har taget overkurs.

Ved rådgivningen lagde banken mere vægt på fordelene end ulemperne. Løbetiderne på henholdsvis 20 år og 25 år blev fremstillet som almindelige for swapaftaler. Banken burde have oplyst, at det var usædvanligt at indgå renteswapaftaler med en varighed på mere end 10 år.

Der blev ikke udarbejdet en egnethedstest eller en analyse af hans investeringsprofil.

Rentefordelen, der ifølge plancherne var 0,44 procentpoint, men som reelt blev 0,15-0,20 procentpoint var beskeden i forhold til de risici, som aftalerne indebar.

Med aftalerne har banken tilsyneladende fortrinsvis varetaget sine egne interesser.

Hans krav er ikke forældet. Forældelsesfristen bør tidligst løbe fra 2012, hvor banken krævede yderligere sikkerhed. Det var indtil da hans opfattelse, at den negative værdi ikke var aktuel, medmindre engagementet skulle ophøre eller han blev ude af stand til at betale terminer.

Han har indgået aftalerne som privatperson, hvilket understøttes af aftaledokumenterne ”Kundekontrakt for aftaler om finansielle instrumenter – Privat” og Almindelige betingelser for aftaler om finansielle instrumenter – Privat”. Han er desuden kategoriseret som detailkunde i banken.

Nordea Bank har anført, at klageren blev rådgivet om fordele og ulemper ved en renteswap, herunder om den risiko og det tabspotentiale, som var forbundet med transaktionen – også set i forhold til den valgte løbetid. Dette understøttes af det fremlagte planchesæt, der blev anvendt som grundlag for rådgivningen.

Banken har både i 2007 og i 2011 rådgivet klageren korrekt og i overensstemmelse med de rådgivningskrav, som fulgte af henholdsvis bekendtgørelse om god skik om finansielle virksomheder (2007) og bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel (2011). Klageren modtog ved begge lejligheder fyldestgørende rådgivning om fordelene og ulemperne ved at benytte en renteswap som rentesikringsinstrument.

Et eventuelt krav som følge af mangelfuld rådgivning i 2007 er forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet.

Ved indgåelsen af renteswapaftalen i 2011 havde klageren erfaring med rente-swapinstrumentet via 2007-aftalen.

Baggrunden for begge aftaler var klagerens ønske om at få en fast lav rente på realkreditlånene og at få banken til at overtage risikoen for rentestigninger. At renten udviklede sig anderledes end forventet ændrer ikke på det oprindelige beslutningsgrundlag.

Klageren valgte selv løbetiderne, der ikke var usædvanlige, og som matchede løbetiderne på de underliggende lån.

Årsagen til, at markedsværdien af klagerens renteswapaftale pr. den 29. juni 2007 var negativ var, at de lange renter var faldet, og ikke som anført af klageren, at banken tog en overkurs og/eller beregnede et skjult gebyr. Banken indregnede et rentetillæg i kontrakten, som var inkluderet i den pris, som klageren accepterede.

Ankenævnets bemærkninger

Efter karakteren af den tvist som klagen angår, og det oplyste om sammenhængen mellem formålet med dispositionerne og klagerens erhvervsvirksomhed, finder Ankenævnet, at klagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jævnfør vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Ankenævnet afviser derfor klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.