Spørgsmål om krav i henhold til håndpantsætning af et ejerpantebrev til sikkerhed for tredjemands gæld var forældet.
| Sagsnummer: | 281/2007 |
| Dato: | 11-12-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om krav i henhold til håndpantsætning af et ejerpantebrev til sikkerhed for tredjemands gæld var forældet. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører om et krav mod klageren i henhold til dennes håndpantsætning af et ejerpantebrev er forældet.
Sagens omstændigheder.
Den 12. maj 1986 udstedte klageren et ejerpantebrev på 180.000 kr. med pant i sin ejerlejlighed. Ejerpantebrevet gav panteret uden personligt gældsansvar. Ejerpantebrevet blev samtidig håndpantsat til Ringkjøbing Bank til sikkerhed for klagerens daværende ægtefælles, M's, gæld på en nærmere angiven konto.
I 1991 blev klageren og M skilt.
Ved kendelse afsagt den 11. juni 1992 fik M gældsanering. Ved gældsaneringen fik banken dividende på 15,40182 % af et tilgodehavende hos M på 410.655,87 kr. Det fremgik som en passivpost, at klageren havde stillet selvskyldnerkaution med pant i sin ejendom, ligesom klageren var anført som kreditor.
I 1993 gennemførte klageren via pengeinstituttet P en omprioritering af sin ejerlejlighed. Ringkjøbing Bank accepterede i den forbindelse en anmodning fra P om at rykke med ejerpantebrevet for omprioriteringslånet.
I 2007 solgte klageren ejerlejligheden. I forbindelse hermed anmodede Ringkjøbing Bank ved skrivelse af 17. august 2007 om betaling af 180.000 kr. i henhold til håndpantsætningen af ejerpantebrevet. Klageren gjorde indsigelse mod kravet.
Med henblik på gennemførelsen af ejendomshandlen aftalte parterne at deponere det omstridte beløb hos en advokat.
Parternes påstande.
Den 16. oktober 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Bank skal frafalde kravet om betaling af 180.000 kr.
Banken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken som følge af forældelse eller passivitet er afskåret fra at gøre kravet gældende.
Siden underskrivelsen af ejerpantebrevet i 1986 er hun aldrig blev rykket for beløbet. Først nu, hvor hun sælger ejendommen, gør banken et krav gældende.
Banken har udvist stor passivitet.
Ifølge hendes advokat kan kravet være forældet.
Det er urimeligt, hvis hun efter 21 år hæfter for sin tidligere ægtefælles gæld.
Banken har anført, at klageren i hele pantsætningsperioden har været bekendt med gælden.
Hverken kravet mod klageren eller det underliggende personlige skyldforhold er forældet.
Fordringen blev anerkendt af M i forbindelse med gældssaneringen.
Kravet mod M udgjorde efter fradrag af dividende 347.407,40 kr. med tillæg af renter, hvilket overstiger pantebrevets hovedstol.
Klageren var anført som kreditor ved gældssaneringen og var således på daværende tidspunkt bekendt med fordringens størrelse, der blev prøvet i forbindelse med gældssaneringskendelsen. Hertil kommer, at klageren i 1993 via P anmodede om, at ejerpantebrevet rykkede for et omprioriteringslån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ringkjøbing Banks krav mod klageren udspringer af aftalen af 12. maj 1986, hvorved klageren håndpantsatte ejerpantebrevet på 180.000 kr. til sikkerhed for M's gæld til banken.
Bankens adgang til at gøre håndpantsætningen gældende forældes, hvis den underliggende fordring (M's restgæld) er forældet, jf. den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. M's restgæld efter gældssaneringen må anses for anerkendt ved kendelsen om gældssanering i 1992, og er derfor ikke forældet. Selve håndpantsikkerheden efter ejerpantebrevet forældes derimod ikke, da ejerpantebrevet ikke bærer en fordring, der selvstændigt kan realiseres. Det har således ikke betydning for forældelsesspørgsmålet, at banken først gjorde kravet gældende over for klager ved skrivelsen af 17. august 2007, dvs. mere end 21 år efter håndpantsætningen fandt sted.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren i hvert fald på gældssaneringstidspunktet i 1992 er gjort bekendt med misligholdelsen.
Den forløbne tid kan ikke i sig selv begrunde, at kravet er fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at klageren er blevet bibragt en forventning om, at kravet i henhold til håndpantsætningen ikke ville blive gjort gældende.
Bankens krav er derfor ikke forældet, ligesom der ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan medføre bortfald af kravet mod klageren.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.