Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod forhøjelser af rentetillæg på billån.

Sagsnummer: 603/2025
Dato: 25-03-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde
Klageemne: Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst: Indsigelse mod forhøjelser af rentetillæg på billån.
Indklagede: Santander Consumer Bank, filial af Santander Con-sumer Bank AS, Norge
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod forhøjelser af rentetillæg på billån. 

Sagens omstændigheder

I april 2022 optog klageren et billån på 317.235 kr. hos Santander Consumer Bank til dækning af restkøbesummen på 292.000 kr. for en brugt elbil. Ifølge købekontrakt med ejendomsforbehold skulle lånet afvikles gennem 96 månedlige ydelser à 3.519 kr., første gang den 1. juni 2022. Af købekontrakten fremgik blandt andet:

”… Den variable pålydende rente*:         1,29%

Den variable debitorrente:                       1,30%

Renten reguleres hvert kvartal i forhold til 3-måneders CIBOR-rente samt jf. de tilknyttede Betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold Versionsnr. SCBDK7601001, som er en del af denne aftale.

 * Den variable pålydende rente består på tidspunktet for aftalens indgåelse af følgende 2 sammenlagte dele:

Den af Santander Consumer Bank beregnede gennemsnitlige 3-måneders CIBOR-rente: 0 % samt et rentetillæg fastsat af Santander Consumer Bank: 1,29 %. Jf. betingelser for købekontrakter med, ejendomsforbehold Versionsnr. SCBDK7601001.

** ÅOP er beregnet ud fra gældende rente- og gebyrsatser ved lånets oprettelse.

Hvis der i lånets løbetid sker ændringer i rente- eller gebyrsatser, vil de samlede kreditomkostninger og ÅOP blive ændret. …

Betingelserne for ændring af rente og gebyrer fremgår af Santander Consumer Bank betingelser for købekontrakter med, ejendomsforbehold Versionsnr. SCBDK7601001. …

Jeg/Vi har gjort mig bekendt med indholdet i denne kreditkøbsaftale og de tilhørende Betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold Versionsnr. SCBDK7601001, der er en del af aftalegrundlaget for kreditkøbsaftalen. … ”

Af bankens betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold, der var en del af købekontrakten, fremgik blandt andet:

”… Renter

Den aftalte debitorrentesats samt hvorvidt den er aftalt til at være fast eller variabel står på købekontrakten.

Hvis din rente er fast foretages der ingen renteændringer i lånets løbetid.

Hvis din rente er variabel består den af 2 sammenlagte dele. Én del udgør den af Santander Consumer Bank beregnede gennemsnitlige 3-måneders CIBOR-rente (Copenhagen InterBank Offered Rate) og én del udgør et rente-tillæg, som er fastsat af Santander Consumer Bank.

Tilsammen udgør disse den aftalte rente på dit lån.

Den gennemsnitlige CIBOR-rente beregnes af Santander Consumer Bank som gennemsnitsrenten af følgende perioder: Dec-Feb / Mar-Maj / Jun-Aug / Sep-Nov. Santander Consumer Bank regulerer renten på grundlag af udviklingen i den offentliggjorte CIBOR-rentesats og på baggrund af den af Santander Consumer Bank senest beregnede gennemsnitsrente. Regulering sker hver den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.

Hvis ændringen i den gennemsnitlige CIBOR-rentesats er på under +/- 0,25 % foretager Santander Consumer Bank ingen regulering. Hvis den gennemsnitlige 3-måneders CIBOR-Rentesats er negativ, sættes den del af din rente, der reguleres i henhold til CIBOR-rentesatsen til 0 %.

Bortfalder CIBOR - eller mister den sin betydning, som rentereguleringsfaktor/ markedsrenteindikator, er Santander Consumer Bank berettiget til uden varsel at vælge en anden referencerente, der er repræsentativ for markedsrenten med deraf følgende ændringer.

Santander Consumer Bank kan uden varsel ændre renten, hvis ændringen sker til din fordel. Hvis ændringen ikke er til din fordel gælder følgende: Santander Consumer Bank kan uden varsel ændre renten, hvis det er begrundet i udefrakommende forhold, som Santander Consumer Bank ikke har indflydelse på. Det kan f.eks. være a) Penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind eller udland som påvirker det almindelige renteniveau på en måde, der har betydning for banken, eller b) hvis der sker anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne, på en måde, der har betydning for banken.

Santander Consumer Bank kan med en måneds varsel ændre rentesatsen, hvis ændringen skyldes markeds-, indtjenings- eller konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, herunder men ikke begrænset til risikomæssige, omkostningsmæssige- eller lovmæssige forhold f.eks. (ikke udtømmende): Hvis der sker stigning i vores fundingomkostninger; hvis der over en længere periode er en ubalance mellem markedsrenter; hvis vi pålægges øgede solvens-, kapital- eller likviditetskrav; hvis vores kreditrisiko øges; hvis vores omkostningsniveau stiger, herunder hvis der sker stigning i bidrag til garantiordninger eller hvis der sker lovændringer eller ændringer i retspraksis og praksis hos klagenævn eller myndigheder; hvis vores operationelle risiko øges; stigning i omkostninger grundet bedre brug af vores ressourcer og kapacitet eller andre forretningsmæssige hensyn der er uafhængig af udviklingen i det almindelige renteniveau; hvis der sker ændringer i skatter og afgifter, der har betydning for banken.

På santanderconsumer.dk kan du altid finde den seneste oversigt over gebyrer og priser, og information om rentetilskrivning og ændringer heraf.

Hvis vi regulerer renten, kan Santander Consumer Bank vælge at fastholde løbetiden på lånet ved at ændre størrelsen af de månedlige ydelser. Dette vil fremgå af den første opkrævning efter en evt.renteregulering. …”

Af Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger, der var en del af købekontrakten, fremgik blandt andet:

”…

Debitorrenten eller, hvis det er relevant, de forskellige debitorrenter, der gælder for kreditaftalen.

Variabel rente, der d.d. udgør 1,30%. Renten kan ændre sig inden endelig kontraktsindgåelse. Ved variabel rente ændres renten i overensstemmelse med ændring i CIBOR 3 mdr. der er referencerente.

Potentielle virkninger for dig: Debitorrenten i kreditaftalen er variabel og varierer med udviklingen i referencerenten CIBOR 3 måneder, baseret på et månedsgennemsnit. Gennemsnittet beregnes pr. den 1. dag i måneden efter et kvartal. …”

I november 2022 skrev banken til klageren:

”… Hermed varsles det, at Santander Consumer Bank ændrer renten på leasing- og låneaftaler med variabel rente.

Santander Consumer Bank har gennem 2022 fulgt udviklingen på både det danske og internationale rentemarked, og hidtil har banken alene gennemført én mindre forhøjelse af den variable rente på 0,34%. Dog ser det ud til, at renterne forbliver på et højt niveau ind i 2023, og derfor varsler banken nu en forhøjelse af rentetillægget på aftaler med variabel rente.

Rentetillægget forhøjes

Med virkning fra den 1. januar 2023 forhøjes rentetillægget på leasing- og låneaftaler med 0,75% som følge af den seneste tids danske renteforhøjelser fra Danmarks Nationalbank samt det stigende renteniveau på det internationale rentemarked.

Renteregulering på baggrund af referencerentens udvikling

Samtidigt orienteres om, at med virkning fra den 1. januar 2023 forhøjes den variable del af renten, som i henhold til aftalevilkårene følger ændringer i referencerenten, som er CIBOR 3 måneder (CIBOR 3M).

Ændringen i renten vil være gennemsnittet af CIBOR 3M i perioden september til november 2022.

Hvad betyder det?

Renteændringerne sker automatisk.

For låneaftaler betyder renteændringerne, at løbetiden forlænges, mens den månedlige ydelse forbliver uændret. …

Renteændringerne, herunder størrelsen af forhøjelsen af referencerenten, vil fremgå af opkrævningen af ydelsen for januar 2023, og yderligere information om renteændringerne kan ses i den Q&A, der findes på santander.dk. Privatkunder med låneaftaler i Santander vil tillige kunne se ændringer i betalingsplanen og debitorrenten efter 1. januar 2023 på netbanken …”

I februar 2023 skrev banken til klageren:

”… Hermed varsles det, at Santander Consumer Bank ændrer renten på leasing- og låneaftaler med variabel rente.

Santander Consumer Bank følger løbende udviklingen på både det danske og internationale rentemarked, hvor de toneangivende renter er fortsat steget. Derfor varsler banken nu en forhøjelse af rentetillægget på aftaler med variabel rente.

Rentetillægget forhøjes

Med virkning fra den 1. april 2023 forhøjes rentetillægget på leasing- og låneaftaler med 1,25%, som følge af den seneste tids danske renteforhøjelser samt det stigende renteniveau på det internationale rentemarked.

Renteregulering på baggrund af referencerentens udvikling

Samtidigt orienteres om, at med virkning fra den 1. april 2023 forhøjes den variable del af renten, som i henhold til aftales rentebetingelser følger ændringer i referencerenten, som er CIBOR 3 måneder (CIBOR 3M). Denne del af den variable rente fastsættes på baggrund CIBOR 3M-satsen den 28. februar 2023, der offentliggøres på Danish Financial Benchmark Facilitys informationsportal.

Hvad betyder det?

Renteændringerne sker automatisk.

For låneaftaler betyder renteændringerne, at løbetiden forlænges, mens den månedlige ydelse forbliver uændret. …

Renteændringerne, herunder størrelsen af forhøjelsen af referencerenten, vil fremgå af opkrævningen af ydelsen for april 2023, og yderligere information om renteændringerne kan ses i den Q&A, der findes på santander.dk. Privatkunder med låneaftaler i Santander vil tillige kunne se ændringer i betalingsplanen og debitorrenten efter 1. april 2023 på netbanken …”

I august 2025 klagede klageren til banken og anførte:

”… Ved optagelsen af ovenstående lån var renten fastsat til Cibor 3 + 1,29 % i tillæg.

I dag betaler jeg iflg. jeres selvbetjening en rente på 4,7 %. Da Cibor 3 aktuelt ligger omkring 2 %, betyder det, at tillægget nu er ca. 2,7 %. Det er mere end en fordobling af tillægget i procentpoint, hvilket jeg finder urimeligt. …

Ifølge låneaftalen kan I regulere renten, hvis omkostninger og markedsvilkårene tilsiger det. Men når jeres pris næsten er 50 % højere end konkurrenternes, finder jeg ikke, at markedsvilkårene retfærdiggør den nuværende praksis.

Jeg anmoder derfor om:

At mit tillæg reduceres til 1,29 %, som ved lånets start. …”

I e-mail af 6. oktober 2025 til bankens klageansvarlige fastholdt klageren sit krav om, at banken justerede rentetillægget til 1,29 %. Klageren anmodede endvidere om, at banken med tilbagevirkende kraft krediterede, hvad den havde opkrævet udover 1,29 %. Banken afviste kravet og anførte blandt andet:

”…  Vi har informeret vores kunder om at vi udover at følge cibor renten også vil justere renten udfra markedets situation, dette har vi informeret vores kunder i et skriv til deres Eboks.

Vi skal ligeledes gøre dig opmærksom på at vi siden den 1. juli 2024 og til dags dato har sat renten ned hele 8 gange, hvor din nominelle rente i dag ligger på 4,60% fra rente 6,58% hvor den var højest.

Du skal velkommen til at flytte dit lån til [pengeinstitut P] hvis de tilbyder dig den rente du henviser til. …”

Klageren har fremlagt skærmprint af 24. november 2025 vedrørende sit lån hos banken, hvoraf fremgår, at saldoen var -214.991 kr., og at debitorrenten var 4,70 % samt skærmprint fra pengeinstitut P’s hjemmeside vedrørende vilkår for lån til elbil.

Parternes påstande

Den 24. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal nedsætte rentetillægget til det oprindeligt aftalte rentetillæg på 1,29 % samt kreditere ham for for meget opkrævet rente i låneperioden.

Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han i dag betaler 4,7 % i rente, hvilket – med en CIBOR 3 på 2 % – betyder, at rentetillægget er steget til ca. 2,7 %, hvilket er mere end en fordobling. Varslingerne af ændringer i rentetillægget skete ugennemsigtigt og usagligt, herunder i strid med bankens egne betingelser. Der er tale om usagligt store stigninger i rentetillægget med mere end en fordobling med få måneders mellemrum.

I varslingen af de to forhøjelser af tillægget: +0,75 % i 2022 og +1,25 % i 2023 skrev banken “procent” i stedet for procentpoint, hvilket er vildledende. Han opdagede først efterfølgende, at tillægget var hævet markant. Banken varslede de ekstraordinært store stigninger i rentetillægget samtidig med varslinger om stigninger i referencerenten. Hverken referencerenten, det oprindelige rentetillæg eller det nye rentetillæg fremgik af varslingerne. Varslingsbrevene angav ikke, hvad rentetillægget blev reguleret fra og til. For at kunne gennemskue ændringerne var en forbruger nødsaget til først at logge ind i bankens portal og finde den samlede rente på lånet, derefter at slå den gældende referencerente op særskilt, dernæst udlede rentetillægget og endelig sammenholde dette med den oprindelige låneaftale. Denne fremgangsmåde er ikke gennemsigtig eller loyal over for en almindelig forbruger.

I varslingerne begrundede banken stigningen i tillægget med stigende renteniveau. I varslingerne var stigningerne begrundet med formuleringen: “som følge af den seneste tids danske renteforhøjelser fra Danmarks Nationalbank samt det stigende renteniveau på det internationale rentemarked.” Denne begrundelse er usaglig, idet renteforhøjelser fra Nationalbanken og udviklingen på det internationale rentemarked allerede reguleres gennem referencerenten, som han også betaler. Rentetillægget udgør derimod bankens indtjening ved at formidle lånet. Banken godtgjorde ikke i sin varsling, hvorfor bankens indtjening skal stige. Det var ubegrundet, at tillægget skulle stige, bare fordi CIBOR 3 steg.

Banken henviser til et kontraktvilkår, hvorefter: “Santander Consumer Bank kan med en måneds varsel ændre rentesatsen, hvis ændringen skyldes markeds-, indtjenings- eller konkurrencemæssige forhold i ind- og udland.” Denne formulering er meget vidtgående og opfylder ikke kravet om saglig og dokumenterbar begrundelse for forhøjelse.

Banken har hverken i varslingerne eller i den efterfølgende korrespondance godtgjort, at bankens indtjening, konkurrencesituation eller kapital- og likviditetskrav nødvendiggjorde en så markant forhøjelse af rentetillægget. Han har bedt banken dokumentere, at dens funding- eller driftsomkostninger er steget tilsvarende. Banken afviste dette uden konkret begrundelse. I en e-mail af 6. oktober 2025 nævnte banken “kreditvurdering” som årsag, selvom han har overholdt samtlige terminer. Han har ikke afgivet nye økonomiske oplysninger siden låneoptagelsen. Den 24. november 2025 skrev banken blot, at forhøjelserne skyldes “markedets situation”. Ingen af delene er sagligt begrundede. Banken har ikke dokumenteret, at dens omkostninger eller risici er steget i et omfang, der kan retfærdiggøre en forhøjelse/fordobling af tillægget fra 1,29 % til 2,7 %. Efter aftalelovens § 36 og reglerne om god skik for finansielle virksomheder skal renteændringer være sagligt begrundet og proportionale. Dette krav er ikke opfyldt.

Til sammenligning udbyder pengeinstitut P elbillån til ca. 2,95 % i samlet rente, hvilket viser, at markedsvilkårene ikke kan begrunde bankens niveau. Banken henviser selv i kontrakten til, at renteændringer kan ske som følge af konkurrence-, indtjenings- og markedsmæssige forhold. Der er betydelige etableringsomkostninger ved billån, herunder tinglysningsafgifter, hvilket begrænser hans reelle mulighed for at skifte pengeinstitut. Dette forhold skal indgå i rimelighedsvurderingen efter aftaleloven og skærper desuden bankens forpligtelse til at handle loyalt og gennemsigtigt, jf. god skik for finansielle virksomheder

Santander Consumer Bank har anført, at det fremgår af bankens betingelser, at når renten er variabel, så består den af to dele: En del, som følger af en referencerente, der udvikler sig løbende, og hvor bankens blot tilpasser renten i overensstemmelse med referencerentens udvikling og en anden del, som er et variabelt tillæg, som banken kan regulere i henhold til de i vilkårene angivne grunde.

Ændringerne skete på baggrund af aftalens betingelser.

Banken varslede ændringer i rentetillægget korrekt.

Ændringerne i tillægget blev varslet individuelt til klagerens e-Boks og begrundet som anført i vilkårene.

Andre bankers reklamer for produkter er irrelevante for nærværende sag.

Ankenævnets bemærkninger

I april 2022 optog klageren et billån hos Santander Consumer Bank til dækning af restkøbesummen på 292.000 kr. for en brugt elbil. Ifølge købekontrakten skulle lånet afvikles gennem 96 månedlige ydelser à 3.519 kr., første gang den 1. juni 2022.

Af købekontrakten fremgik, at den variable pålydende rente var 1,29 % om året, og at den variable pålydende rente bestod af den af banken beregnede gennemsnitlige 3-måneders CIBOR-rente: 0 % samt et rentetillæg fastsat af banken: 1,29 %. Endvidere fremgik, at ”Renten reguleres hvert kvartal i forhold til 3-måneders CIBOR-rente samt jf. de tilknyttede Betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold”.

Af betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold fremgik i hvilke situationer, banken kunne regulere renten, herunder hvordan banken hvert kvartal beregnede CIBOR-rente og regulerede for ændringer i CIBOR-renten. Endvidere fremgik blandt andet, at banken uden varsel kunne ændre renten som følge af udefrakommende forhold, for eksempel penge- eller kreditpolitiske ændringer, som påvirkede det almindelige renteniveau på en måde, der havde betydning for banken eller som følge af anden udvikling i det almindelige renteniveau. Yderligere fremgik blandt andet, at banken med en måneds varsel kunne ændre rentesatsen, hvis ændringen skyldtes markeds-, indtjenings- eller konkurrencemæssige forhold, herunder risikomæssige, omkostningsmæssige- eller lovmæssige forhold.

I november 2022 varslede banken en forhøjelse af rentetillægget på låneaftaler med 0,75 % om året pr. 1. januar 2023 som følge af ”den seneste tids danske renteforhøjelser fra Danmarks Nationalbank samt det stigende renteniveau på det internationale rentemarked”. I februar 2023 varslede banken en forhøjelse af rentetillægget på låneaftaler med 1,25 % om året pr. 1. april 2023 som følge af ”den seneste tids danske renteforhøjelser samt det stigende renteniveau på det internationale rentemarked”.

Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:

Vi finder, at banken havde hjemmel i købekontrakten med de tilknyttede betingelser til at foretage de i sagen omhandlede renteændringer.

Vi finder herudover, at renteforhøjelserne skete med de fornødne varsler. Af kreditaftalelovens § 9 fremgår, at underretning om ændring i debitorrenten skal ske, inden ændringen træder i kraft, og at underretningen skal indeholde oplysning om betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, oplysninger herom. Banken oplyste i varslingsbrevene, at den månedlige ydelse ville være uændret, at løbetiden ville blive forlænget, og at ændringer i betalingsplanen tillige kunne ses i netbanken. Vi finder, at banken burde have givet specificerede oplysninger om ændringerne i løbetid, inden ændringen trådte i kraft.

Vi finder endvidere, at forhøjelserne af rentetillægget burde have været varslet i procentpoint og/eller med informationer om den nye samlede rente eller det nye samlede rentetillæg.

Ud fra en samlet vurdering af manglerne ved varslingsbrevene og sådan som sagen er forelagt Ankenævnet, findes det ikke godtgjort, at klageren på anden vis er blevet informeret om de nye rentetillæg eller i øvrigt har forholdt sig passivt i forbindelse med effektueringerne af renteændringerne.

Vi finder herefter, at banken alene er berettiget til at opkræve klageren forhøjelser af rentetillægget som varslet i varslingsbrevene fra november 2022 og februar 2023 med henholdsvis 0,75 % og 1,25 % af rentetillægget. Vi finder, at banken skal nedsætte rentetillægget i overensstemmelse hermed samt kreditere klageren for meget opkrævet rente i låneperioden med tillæg af sædvanlig procesrente fra indbringelse af klagen den 24. november 2025.

To medlemmer – Tina Thygesen og Elizabeth Bonde – udtaler:

Vi finder, at det ikke af købekontrakten eller af bankens betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold fremgik med den fornødne klarhed, at det aftalte rentetillæg var variabelt. Det fremgik, at renten var sammensat af en variabel referencerentesats (CIBOR 3) og et rentetillæg, som ikke i selve købekontrakten var angivet som ”variabelt” eller med beskrivelsen, at rentetillægget ”for tiden” eller ”pt” udgjorde 1,29 %. Rentereguleringsbestemmelsen i bankens betingelser for købekontrakter med ejendomsforbehold angik ændring af ”renten” og omtaler ikke specifikt ”rentetillægget”. Vi finder, at uklarhed i aftalegrundlaget må fortolkes mod banken, der har konciperet aftalen. Vi finder herefter, at banken ikke havde den fornødne hjemmel til at ændre rentetillægget.

Vi finder allerede som følge heraf, at banken skal nedsætte rentetillægget til det oprindeligt aftalte rentetillæg på 1,29 %.

Vi er i øvrigt enige i flertallets bemærkninger vedrørende varslingsbrevene.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Santander Consumer Bank, filial af Santander Consumer Bank AS, Norge skal inden 30 dage stille klageren som ovenfor anført.

Klageren får klagegebyret tilbage.