Afgørelse

Modregning i anpartshavers konto vedrørende anpartshavers kautionsforpligtelse for selskabets forpligtelser over for bank.

Indledning.

Denne klage vedrører modregning vedrørende klagerens kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Den 14. september 2009 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Kreditbanken vedrørende klagerens kautionsforpligtelse over for banken for en kredit ydet af banken til et anpartsselskab, i hvilket klageren ejede anparterne, mens klagerens ægtefælle var direktør.

Af sagen fremgår, at klagerens kautionsforpligtelse vedrører en kassekredit ydet den 6. september 2007 til klagerens anpartsselskab. Kassekreditkontrakten fremtræder som underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist. Den 26. august 2008 blev der afsagt konkursdekret vedrørende anpartsselskabet.

Den 25. februar 2009 udtog Kreditbanken stævning mod klageren og dennes ægtefælle med krav om betaling af 2.728.839 kr.

I marts 2009 foretog Kreditbanken modregning over for klageren for 700.000 kr. i et indestående på klagerens aftalekonto i banken. Modregningen skete ved udløbet af kontoens bindingsperiode. Klageren protesterede herimod.

Den 26. oktober 2009 afviste Ankenævnets sekretariat klagen efter Ankenævnets vedtægters § 2 stk. 2 og 3 med henvisning til, at klageren måtte anses for erhvervsdrivende i sin egenskab af ejer af det nu konkursramte selskab, idet klagen efter sekretariatet opfattelse adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold, således at Ankenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen.

Kreditbanken har under sagen oplyst, at man vil tilbageføre modregningen, hvis banken ikke skulle få medhold ved endelig dom i retssagen mod kautionisterne.

Parternes påstande.

Klageren har endeligt nedlagt påstand om, at klagen realitetsbehandles, og at Kreditbanken skal tilbageføre den foretagne modregning.

Kreditbanken har nedlagt påstand om, at klagen afvises.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Ankenævnet bør kunne realitetsbehandle klagen.

Retssagen vedrører, om hun hæfter over for Kreditbanken, mens sagen ved Ankenævnet drejer sig om, hvorvidt bankens modregning er foretaget med rette, hvilket hun ikke finder.

Kreditbanken har anført, at klagen ikke angår et privat kundeforhold, men et erhvervsmæssigt, idet klageren har kautioneret for et selskab, som hun selv ejede.

Hertil kommer, at sagen verserer ved retten, og at der ikke er truffet bestemmelse efter retsplejelovens § 361 om sagens indbringelse for Ankenævnet.

Endelig vedrører sagen forhold, der kræver bevisførelse, hvorfor afvisning tillige bør ske efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen udspringer af klagerens kaution for Kreditbankens engagement med et anpartsselskab, som klageren ejede. Ankenævnet finder derfor, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold og ikke kan sidestilles med privatkundeforhold, hvorfor den falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2 stk. 2 og 3 i nævnets vedtægter. Ankenævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning af klagen.

For så vidt angår modregningen finder Ankenævnet, at den er så nært forbundet med det erhvervsmæssige kundeforhold, hvorfor spørgsmålet herom ligeledes falder uden for Ankenævnets kompetence.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.