Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via Apple Pay. Indrullering af et betalingskort i tredjemands Apple Pay-wallet.

Sagsnummer: 413/2025
Dato: 20-04-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Signe Kjørup Carlsson, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via Apple Pay. Indrullering af et betalingskort i tredjemands Apple Pay-wallet.
Indklagede: Lunar Bank A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for korttransaktioner gennemført som betalinger med et virtuelt kort via Apple Pay. Indrullering af et betalingskort i tredjemands Apple Pay-wallet.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han blandt andet havde en konto -048 med et tilknyttet betalingskort -665.

Banken har oplyst, at der 1., 7. og 15. juli 2025 blev aktiveret en virtuel udgave af klagerens betalingskort via en Apple Pay-wallet. Banken har anført, at dette skete ved brug af klagerens kortoplysninger, herunder kortnummer, udløbsdato og CVC-kode og en engangskode, som blev sendt via SMS til klagerens telefonnummer -788.

Banken har fremlagt et eksempel på indholdet af SMS’en med engangskoden, hvoraf fremgår:

”…

Din aktiveringskode er [XXX].

Hvis kortet ikke automatisk er aktiveret i wallet-appen kan du aktiveredet ved at:

  1. Åbne Wallet-appen på din telefon
  2. Vælge dit kort
  3. Vælge ’Skift kode’
  4. Indsætte aktiveringskode.

Koden udløber om 30 minutter. Hvis du har problemer, skal du kontakte support på [XXX]. …”

Banken har anført, at aktiveringen medførte en automatisk sikkerhedsforespørgsel til banken, hvorefter klagerens betalingskort blev spærret i Lunar Bankappen. Der blev herefter sendt en notifikation til klageren i Lunar Bank-appen. Banken har fremlagt en udskrift af indholdet af notifikationen, hvoraf fremgår:

”Dit kort blev tilføjet til en ny Wallet

For en sikkerheds skyld har vi låst det. Lås det op i appen for at begynde at bruge kor…

[ÅBEN]”

 

Banken har fremlagt kortdetaljer for klagerens betalingskort, hvoraf fremgår blandt andet:

”Activity

Card ordered Customer

20/09/24 21:51

Card frozen Customer

01/07/25 14:28

Reason: Weak tokenization authentication

Card activated

01/07/25 16:36 Customer

Card frozen Customer

07/07/25 11:36

Reason: Weak tokenization authentication

Card activated

07/07/25 17:21 Customer

Card frozen Customer

15/07/25 21:21

Reason: Weak tokenization authentication

Card activated

15/07/25 21:24 Customer

Card blocked

16/07/25 09:13”

Banken har fremlagt en oversigt over loginoplysninger på klagerens Lunar Bank-app fra 24. juni 2025 til den 31. juli 2025, hvoraf fremgår, at klagerens Lunar Bank-app blev tilgået fra en Android Xiaomi-model. Herudover fremgår blandt andet, at der flere gange den 1., 7. og 15. juli 2025 blev logget ind på klagerens Lunar Bank-app fra en Android Xiaomi.

Banken har anført, at der på intet tidspunkt blev logget ind på klagerens Lunar Bank-app fra en uautoriseret enhed, at klageren var logget ind på sin Lunar bank-app, da betalingskortet blev aktiveret igen, og at det var klageren, der aktiverede betalingskortet.

Den 16. juli 2025 blev en virtuel udgave af klagerens betalingskort -665 i en Apple Pay-wallet anvendt til at foretage to kontaktløse betalinger til to betalingsmodtagere på i alt 964,20 EUR svarende til 7.169,59 DKK, som klageren ikke kan vedkende sig.

Klageren gjorde indsigelse mod betalingerne ved en tro og love-erklæring. Af denne fremgår blandt andet:

“Beskriv hvad der er sket:
 …

Jeg har aldrig bestilt disse varer, jeg ved heller ikke hvem det er. Sandsynligvis er dette sket, da jeg fik et brev fra Tv2, hvor jeg skulle opdatere mine betalingsoplysninger, det stemte godt, da Nets havde stoppet et af mine kort, jeg opdagede fejlen allerede næste morgen, jeg stoppede mit kort og kontaktede Lunar Bank, men de ville ikke stoppe transaktionerne, selvom beløbet kun var reserveret, det hjalp heller ikke ved skriftlig klage.

Havde du kortet på købstidspunktet?

Ja, og det er kun mig, der har haft adgang til mit kort”

Banken har oplyst, at transaktionerne var korrekt registreret og bogført.

Den 16. juli 2025 kontaktede klageren bankens chatfunktion, hvor klageren oplyste, at han ikke havde foretaget transaktionerne.

Den 22. juli 2025 kontaktede banken klageren vedrørende opfølgende spørgsmål i forbindelse med klagerens indsigelse. Den 30. juli 2025 svarede klageren på de opfølgende spørgsmål.

Den 7. august 2025 afviste banken klagerens indsigelse. Af afvisningen fremgår blandt andet:

”Vi har haft din kortindsigelse på kort: 9665 beløb 7.196,59 kr. til behandling, og sagen er godtaget med en selvrisiko på 8.000,00 kr. Da det samlede beløb er mindre end selvrisikoen på 8.000,00 kr. Har vi desværre ikke har mulighed for at godtgøre beløbet. Vi henviser til betalingsloven §100.

Du har videregivet dine kortoplysninger, hvilket har gjort det muligt for en tredjepart at tilføje dit kort til sin digitale wallet. Efterfølgende blev kortet spærret med en advarsel om mulig svindel. På trods af dette, har du selv været inde og genåbne kortet igen. På baggrund af en samlet vurdering er det konkluderet, at du har handlet groft uforsvarligt, og du pålægges derfor en selvrisiko på 8.000 kr. i henhold til betalingslovens § 100, stk. 4. Den 7. august 2025 bad klageren banken om at genoptage indsigelsens afgørelse.”

Ved e-mail af 7. august 2025 skrev klageren følgende til banken:

”Jeg skriver angående en sag, jeg har været udsat for, hvor jeg blev snydt med mit kort. Så snart jeg opdagede bedrageriet, spærrede jeg kortet og ringede til jer ved åbningstid kl. 9. Desværre kunne jeg først komme igennem ca. kl. 9.45. Jeg klagede over, at I afviste at spærre for de reserverede penge, selvom jeg protesterede kraftigt. Jeg sendte også en skriftlig klage, men en ansat afviste at spærre for køb, som jeg ikke havde foretaget. Det blev også påstået, at I ikke kunne gøre noget, før pengene var hævet, hvilket jeg ikke har oplevet med andre danske banker.

Mit kort blev for nylig udskiftet pga. mistanke om misbrug, og jeg modtog det nye kort efter en måned, hvor jeg i mellemtiden får en henvendelse fra TV2, om at opdatere mine betalingsoplysninger, det passer jo fint med at mit kort er lige blevet udskiftet, så nu er det en misbrugt igen. Jeg mener, at I har forsømt at stoppe hævelsen af mine penge og endda givet svindleren adgang til mine andre konti. I har informeret mig om, at det kun er "skygge konti", men jeg mener ikke, at I har ret til at hæve penge fra andre konti uden min tilladelse. Jeg vil derfor bede jer om at genoptage behandlingen af denne sag, snarest muligt, da jeg ikke kan klandres for denne fejl.”

Ved e-mail af 12. august 2025 skrev klageren følgende til banken:

”…

  1. Jeg bad Jer om at stoppe de reserverede beløb.
  2. Jeg har ikke godkendt med MitID.
  3. Jeg havde spærret kortet snarest muligt.
  4. Der var heller ikke dækning til hele beløbet, jeg mener bestemt ikke at I må trække på andre konti hos mig.

[…]

Jeg mener selv at jeg har gjort alt som stod i min magt for at stoppe svindelen, både med opringninger og klagebrev.

Jeg beder til at I vil tage hensyn til min uheldige situation, men også at ved at jeg ikke har godkendt med MitID, som klagenævnet vejer tungt. …”

Den 1. september 2025 fastholdt banken sin afgørelse af 7. august 2025.

Parternes påstande

Den 2. oktober 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lunar Bank skal godtgøre ham 7.169,59 DKK samt betale kompensation for hans arbejdstid, tort samt svie og smerte

Lunar Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ønsker hele beløbet tilbageført.

Nævnet må gerne undersøge om bankens fremgangsmåde er efter bogen.

Han har aldrig åbnet sit fastfrosne betalingskort. Det var korrekt registreret som låst.

Han har aldrig rørt nogen wallet eller aktiveret den spærrede konto. Han har aldrig ejet en iPhone.

Banken har ikke gjort nok for at stoppe svindlen ved ikke at annullere de køb, der blev foretaget af en ukendt person.

Han har aldrig modtaget besked om eller selv foretaget ændringer i sin wallet eller besvaret SMS’er fra banken eller andre vedrørende oprettelse af en ny wallet eller genåbning af det låste kort.

Han var ikke blevet informeret om, at det alene var virtuelle konti, han havde oprettet til ferie og opsparing.

Dokumentationen vedrørende tidsstempel viser hverken det ene eller det andet om hans konti eller telefon, som han skulle have brugt. Det må være falsk bevis.

Han har på ingen måde handlet uansvarligt. Han er meget omhyggelig med, hvordan han handler på internettet og anvender både firewall og VPN.

Banken har forsømt sin forpligtelse til at hjælpe ham, idet en ukendt svindler angiveligt har fået adgang til hans betalingsoplysninger uden at have kendskab til hans kodeord eller telefonnummer.

Bankens afgørelse er uberettiget og han kræver fuld erstatning, herunder kompensation for arbejdstid samt tort og svie

Lunar Bank A/S har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren, for at tredjemand kunne tilføje klagerens betalingskort i sin wallet og bruge betalingskortet, skulle udlevere sine kortoplysninger og engangskoden, der fremgik af SMS’en, som blev sendt til klagerens registrerede telefonnummer, og genåbne betalingskortet i Lunar Bank-appen. Dette er den eneste tekniske mulighed, da der ikke er konstateret en uautoriseret adgang til klagerens Lunar Bank-app.

Klageren har tilsidesat bankens sikkerhedsforanstaltninger, efter betalingskortet blev tilføjet til tredjemands wallet, idet klageren genåbnede betalingskortet på trods af notifikationen i Lunar Bank-appen om, at betalingskortet var blevet låst, da det var tilføjet til en ny wallet. Det er teknisk umuligt for tredjemand at genåbne betalingskortet i Lunar Bank-appen uden at have adgang til klagerens fysiske telefon og loginoplysninger. Klagerens handlinger har muliggjort de bestridte transaktioner. På trods af denne advarsel har klageren gentagne gange logget ind i sin Lunar Bank-app og manuelt genåbnet kortet, hvilket muliggjorde de bestridte transaktioner.

Klageren har handlet groft uforsvarligt ved både at videregive fortrolige oplysninger og bevidst ophæve de sikkerhedsforanstaltninger, der skulle beskytte ham mod misbrug. Betingelserne i betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3, er dermed opfyldt, og da det
omtvistede beløb på 7.196,59 DKK ligger under selvrisikogrænsen på 8.000 DKK., hæfter klageren for det fulde tab.

Klagerens adfærd afviger væsentligt fra, hvad der med rimelighed kan forventes af en almindeligt forsigtig bruger af betalingstjenester.

For at en tredjepart har kunnet tilføje klagerens kort til en fremmed digital wallet, har det været en forudsætning, at klageren har udleveret sine fulde kortoplysninger, herunder kortnummer, udløbsdato, CVC-kode samt den engangskode, som fremsendes til klagerens registrerede telefonnummer. Dette er den eneste tekniske mulighed, da der ikke er konstateret uautoriseret adgang til klagerens Lunar Bank-app.

I henhold til betalingslovens § 111 har banken ikke mulighed for at ophæve en reservation, medmindre banken modtager et skriftligt samtykke hertil fra betalingsmodtageren.

En gennemgang af bankens systemoplysninger viser, at der ikke har været logget andre enheder end klagerens egen ind på klagerens Lunar Bank-app, hverken i perioden op til eller under de bestridte transaktioner. De angivne betalinger fremgår i tidszonen UTC. Da hændelserne fandt sted under dansk sommertid (UTC+2), skal der derfor lægges to timer til de anførte tidspunkter i bilaget for loginhistorikken.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende mellem klageren og banken. Sagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Banken gør yderligere gældende, at sagen alene kan afgøres på baggrund af yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Bevisførelsen er nødvendig for at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, hvilket har betydning for hæftelsesspørgsmålet. Sådan bevisførelse kan ikke finde sted i Ankenævnet, men alene ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han blandt andet havde en konto -048 med et tilknyttet betalingskort -665.

Banken har oplyst, at der 1., 7. og 15. juli 2025 blev aktiveret en virtuel udgave af klagerens betalingskort via en Apple Pay-wallet. Banken har anført, at dette skete ved brug af klagerens kortoplysninger, herunder kortnummer, udløbsdato og CVC-kode og en engangskode, som blev sendt via SMS til klagerens telefonnummer -788.

Banken har anført, at aktiveringen medførte en automatisk sikkerhedsforespørgsel til banken, hvorefter klagerens betalingskort blev spærret i Lunar Bank-appen. Der blev herefter sendt en notifikation til klageren i Lunar Bank-appen.

Banken har fremlagt en oversigt over loginoplysninger på klagerens Lunar Bank-app fra 24. juni 2025 til den 31. juli 2025 hvoraf fremgår, at klagerens Lunar Bank-app blev tilgået fra en Android Xiaomi-model. Herudover fremgår blandt andet, at der flere gange den 1., 7. og 15. juli 2025 blev logget ind på klagerens Lunar Bank-app fra en Android Xiaomi.

Den 16. juli 2025 blev en virtuel udgave af klagerens betalingskort -665 i en Apple Pay-wallet anvendt til at foretage to kontaktløse betalinger til to betalingsmodtagere på i alt 964,20 EUR svarende til 7.169,59 DKK, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har oplyst, at transaktionerne var korrekt registreret og bogført.

Den 7. august 2025 afviste banken klagerens indsigelse.

Ankenævnet lægger som ubestridt til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Det lægges til grund, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionerne, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Klageren har bestridt at have udleveret sine betalingskortoplysninger, og at han har godkendt indrulleringen af sit betalingskort i Apple Pay på tredjemands enhed. Anke­ nævnet finder på baggrund heraf, at en afklaring af de nærmere omstændigheder omkring tilføjelse af klagerens betalingskort til Apple Pay på tredjemands telefon forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.