Afgørelse

Spørgsmål om indsigelse mod ophævelse af spærring af fælleskonto var forældet

Indledning

Denne sag vedrører, om Nordea Bank handlede erstatningspådragende ved at lade klagerens tidligere ægtefælle hæve beløb fra en fælleskonto og om et eventuelt krav er fortabt ved forældelse eller passivitet.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, oprettede i henholdsvis 1998 og 1999 en indlånskonto og et værdipapirdepot i Unibank (nu: Nordea Bank). Parret drev virksomhed i Zimbabwe, hvor de også var bosat. En del af overskuddet fra virksomheden blev løbende indbetalt til kontoen og anvendt til køb af værdipapirer. Opsparingen skulle anvendes til betaling for uddannelse af parrets to børn. Parret havde aftalt med banken, at korrespondance vedrørende kontoen og depotet, herunder kontoudtog, skulle sendes til M’s mor i Danmark.

I november 2007 blev klageren og M separeret.

Med valør den 22. januar 2008 blev parrets værdipapirer solgt for i alt ca. 560.000 kr., der blev indsat på indlånskontoen.

Ved e-mail af 3. april 2008 bad klageren banken sende en kopi af de tre seneste kontoudtog. Dagen efter bad banken klageren oplyse en post-adresse, hvortil kontooplysningerne kunne sendes. Banken har oplyst, at kontoudtog den 29. maj 2008 blev sendt til den af klageren oplyste adresse i Sydafrika og at banken ikke har modtaget posten retur. Banken har til støtte herfor fremlagt en intern arbejdsseddel og en forretningsgang for returpost. Klageren har oplyst, at hun ikke har modtaget kontoudtoget.

Den 10. april 2008 oplyste banken klageren om, at hun skulle underrette banken, hvis hun ikke ønskede, at M fortsat skulle have adgang til på egen hånd at råde over midlerne på kontoen. Samme dag blev kontoen spærret, således at klageren og M kun i fællesskab kunne disponere over kontoen, der da havde en saldo på 555.051 kr.

Den 15. april 2008 skrev klageren følgende til banken:

"..Please could you release the f[r]eeze on the current account until further notice, so that [M] can transfer money to both [datter 1] og [datter 2].

I will inform you when our divorce has been settled."

Ved e-mail af samme dato spurgte banken:

"Is it the whole amount of money you would like me to release?"

Den 23. april 2008 skrev klageren følgende til banken:

"Please release all the money in the current account ONLY as soon as possible. Any amount exceeding DK 10,000.00 will have to go through me for approval.

As you are aware that [M] will be arriving in Denmark next week, he will obviously try and change our account in order to exclude my rights. This I will now allow until such time there has been an agreement reached between us both.

…."

Klageren har anført, at der i den sidst citerede linje skulle have stået "not" i stedet for "now", og at hun mistænker M for at have foretaget en ændring i e-mailen, som er sendt fra parrets daværende fælles e-mail-adresse.

Banken har anført, at den først i 2010 blev oplyst om, at der skulle have stået "not" i stedet for "now".

Den 24. april 2008 overførte banken på M’s foranledning 500.000 kr. til M’s onkel og den 5. og 25. marts 2009 i alt 65.000 kr. til M’s søster fra indlånskontoen. Kontoen havde herefter en saldo på ca. 20.000 kr.

Den 23. juni 2008 skrev M følgende til klageren:

"…

Regarding my few money left overseas I was told by [bankmedarbejder] that you once again have made inquires about my money. Kindly be informed that the little left in DK have long gone and only an amount for payment for [datter 1]’s university is left in Nordea…."

I september 2009 blev klagerens og M’s skilsmisse afsluttet og parrets aktiver blev delt ved en aftale ("Consent Paper"). Følgende fremgår af aftalen:

"…

FINAL SETTLEMENT

It is recorded that the terms of this Consent Paper represents full and final settlement by either party of their proprietary and financial entitlement arising from their marriage, and with effect from the date of divorce neither party shall have a claim of proprietary and financial nature against the other arising from the former marriage…"

Klageren har oplyst, at den danske konto ikke blev nævnt i aftalen, da det var ulovligt i Zimbabwe at have en udenlandsk konto. Parterne aftalte imidlertid mundtligt, at de danske midler skulle deles ligeligt mellem dem.

Ved e-mail af 16. januar 2010 til banken oplyste klageren blandt andet, at hun ikke havde modtaget de konto- og depotudskrifter, som hun flere gange havde bedt banken sende. Ved brev af 11. februar 2010 sendte banken konto- og depotudskrifter.

Ved e-mail af 18. februar 2010 til banken oplyste klageren, at M havde fortalt, at værdipapirerne i depotet var blevet solgt. Klageren spurgte banken, hvor provenuet var blevet af. Dagen efter svarede banken, at den for at undgå problemer havde spærret indlånskontoen, så parterne kun kunne disponere over den i fællesskab. Der var herefter korrespondance mellem klageren, M og banken om adgangen til kontoen.

Den 22. februar 2010 skrev klageren til banken, at hun "relinquish all rights (so this means you are to open it) and I will have not further dealings with [M], he is a manipulator and I have just about landed up in hospital because of his dominance and wish to have no further communication with you, the bank or [M] for that matter regarding this account…"

Ved brev af 19. april 2010 til banken skrev klageren følgende:

"Thank you for your letter enclosing the statement.

As you are fully aware, the bank account with you at Nordea Bank has at all times been in joint names between myself and my ex-husband. As you also know, I gave you advance notification of our marital break down and specifically requested that you did not allow transfer out of the account in excess of DKR 10 000.00 without any consultation with me as the legal position was that 50 % of the assets in the bank account with you were legally owned by me. I have now taken legal advice as to whether I have a claim for the reimbursement of these monies in to the account and this is being considered by my lawyers……"

Ved brev af 26. maj 2010 til banken rejste klageren krav om betaling af 282.500 kr.

Den 22. juni 2010 afviste banken klagerens krav som forældet.

Banken har under sagen fremlagt en e-mail af 6. maj 2013 fra M til banken. Af e-mailen - der er et svar på en henvendelse fra banken, hvor banken forbeholder sig ret til at kræve et eventuelt beløb, som banken pålægges at betale til klageren betalt af M, fremgår følgende:

…A lot of negotiations went on with our lawyers and legal representatives and [klageren] was in Zimbabwe many times and I in SA on one occasion where the split up of our assets was discussed in details including our various bank accounts both in Denmark and in South Africa where we also had substantial investments. Those subsequently went to [klageren]. [Klageren] bought up sometime early in 2008 a printout from nordea where the whole account was discussed both with our lawyer and her sister who was helping to mediate.

[Klageren]’s claim that she only got a printout in 2010 is not true.

…"

Parternes påstande

Den 5. november 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 282.500 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun efter sin separation fra M i november 2007 ikke længere havde adgang til de depot- og bankoplysninger, der blev sendt til adressen i Danmark.

Hun bad derfor banken sende hende oplysningerne og opgav en fysisk adresse i Sydafrika. Hun modtog ikke oplysninger før i år 2010, selvom hun gentagne gange bad banken sende dem. Selv hvis banken har sendt oplysningerne i 2008, er det ikke usandsynligt, at de ikke er nået frem. Postgangen i Afrika er væsentlig anderledes end i Europa.

Hun var ikke klar over, at værdipapirerne var blevet solgt i januar 2008. Det var parrets praksis kun at have små beløb stående på indlånskontoen, hvilket hun også gik ud fra var tilfældet, da hun skrev til banken i april 2008.

Hun advarede banken om, at M måske ville søge at tømme kontoen og instruerede om, at beløb større end 10.000 kr. kun kunne hæves med hendes samtykke. Hvorvidt der i e-mailen stod "not" eller "now" ændrede ikke ved meningsindholdet, der måtte stå klart for banken. I alle tilfælde burde banken ikke have tilladt overførsel af så store beløb i den givne situation, uden forinden at vende det med hende.

Bankens påstand om, at hun blev oplyst om, at banken ikke kunne operere med en delvis spærring for beløb over 10.000 kr. er ukorrekt. Selv hvis hun havde modtaget en sådan oplysning, ville det ikke have fået hende til at ophæve spærringen.

Da hun og M i 2009 endelig nåede til enighed om bodelingen, blev de danske midler udeladt af den skriftlige aftale, da det ikke var lovligt at have en udenlandsk konto. De aftalte mundtligt at dele de danske midler, som hun gik ud fra stadig var til stede som følge af den meddelte spærring.

Forældelsesfristen er suspenderet, da hun først havde mulighed for at bedømme sit krav i februar 2010, hvor hun endelig modtog kontoudtog.

Den e-mail hun sendte til banken den 22. februar 2010 blev sendt efter pres fra M, som angav hensynet til deres fælles døtre som argument for at hun skulle frigive kontoen.

M’s oplysninger om, at hun i forbindelse med bodelingen var oplyst om, at hovedparten af fællesmidlerne i banken var hævet, er ikke korrekt.

Bestemmelsen i Consent Paper om, at hun og M ikke har noget krav mod hinanden omfatter ikke de danske midler, som var udeladt af aftalen.

Nordea Bank har anført, at sagen er uegnet til Ankenævnsbehandling, da et krav mod banken forudsætter, at klageren har et tilsvarende krav mod M. En afklaring heraf kræver, at han inddrages i sagen.

Et eventuelt krav er forældet eller fortabt ved passivitet.

Klageren har pligt til løbende at kontrollere kontoudskrifter.

Kontoudskrifterne er sendt til c/o-adressen i Danmark, og kontoudskrifter, der omfatter hævningen på 500.000 kr. er i maj 2008 sendt til klagerens adresse i Afrika og er ikke modtaget retur.

Da der er forløbet mere end tre år fra kontoudskrifter med de tre beløb er modtaget, er kravet forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Hvis en fordringshaver var ubekendt med fordringen, gælder reglen om suspension i forældelseslovens § 3, stk. 2, hvorefter fristen først regnes fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen. På et langt tidligere tidspunkt end i februar 2010 fik eller burde klageren have fået kendskab til de tre hævninger på kontoen. Hun kan ikke ved bevidst at holde sig i uvidenhed om et eventuelt krav suspendere forældelsesfristen. Klageren kunne i foråret 2008 have meddelt banken, at udskrifterne ikke var nået frem ikke mindst i en situation, hvor hun havde hørt, at hendes ægtefælle uberettiget disponerede over kontoen. Senest i forbindelse med skilsmissen burde hun have søgt forholdet afklaret. Kravet er derfor også forældet efter § 3, stk. 2.

Hvis kravet ikke er forældet, har klageren fortabt det ved passivitet. Dette støttes også af, at hun i mail af 22. februar 2010 frafaldt at forfølge sagen.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Det blev meddelt klageren, at banken ikke kunne administrere klausulen om, at hævninger over 10.000 kr. skulle godkendes. Klageren frigav herefter kontoen. Endvidere skrev klageren i mail af 23. april 2008, at hun nu ville tillade, at M kunne ændre kontoen.

Det bestrides, at klageren har lidt et tab, ligesom kravets størrelse bestrides. Det er ikke dokumenteret, at klageren havde krav på halvdelen af de tre beløb, som blev hævet på kontoen. I perioden mellem og efter hævningen af de tre beløb, blev der løbende hævet på kontoen. Endvidere indsatte M’s søster den 6. april 2009 10.000 kr. og den 19. maj 2009 25.000 kr. på kontoen.

De af M meddelte oplysninger støtter påstanden om, at sagen ikke er egnet til afgørelse for Ankenævnet. Oplysningerne støtter endvidere den subsidiære påstand, da det oplyses, at klageren var i besiddelse af kontoudskrifterne under skilsmisseforhandlingerne. Desuden har klageren skrevet under på, at hun ikke har noget yderligere krav mod M.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens samliv med M ophørte i slutningen af 2007. Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med, at hendes og M’s fælles værdipapirer, der lå i depot i Nordea Bank, blev solgt med valør den 22. januar 2008 med et provenu på ca. 500.000 kr., der blev indsat på parrets fælles indlånskonto i Nordea Bank.

Den 10. april 2008 blev parrets engagement med Nordea Bank spærret.

Den 23. april 2008 sendte klageren en mail, hvor hun gav tilladelse til, at M kunne hæve beløb på indlånskontoen, men at beløb over 10.000 kr. skulle godkendes af hende. Uanset om der i e-mailen stod "not" eller "now" finder Ankenævnet, at banken ikke kunne opfatte klagerens e-mail således, at spærring blev fuldstændigt ophævet. Det er ikke godtgjort, at klageren efter en henvendelse fra banken om, at en delvis spærring ikke kunne håndhæves, skulle have tiltrådt en ophævelse af spærringen.

Ankenævnet finder herefter, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved på trods af spærringen at lade M hæve hovedparten af fællesmidlerne.

I M’s e-mail af 23. juni 2008 oplyser han klageren, at der oversøisk kun er få penge, og at det kun er et beløb, som skulle dække datters universitetsudgifter.

Under henvisning hertil, til forhandlingerne i forbindelse med bodelingsaftalen af september 2009 sammenholdt med klagerens e-mail af 27. februar 2010 til Nordea, finder Ankenævnet, at klageren senest i efteråret 2008 havde anledning til at undersøge, hvorledes der var forholdt med værdipapirerne i depotet og midlerne på fælleskontoen og til – såfremt M’s hævning af beløb på kontoen havde været uberettiget – at rejse krav mod banken.

Som følge heraf regnes forældelsesfristen på 3 år for klagerens krav mod banken fra udløbet af 2008. Kravet var derfor forældet på tidspunktet for sagens indlevering til Ankenævnet i november 2012, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.