Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning om salg af værdipapirer.

Sagsnummer: 243/2022
Dato: 30-03-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Mette Lindekvist Højsgaard, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Jørn Ravn.
Klageemne: Rådgivning - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning om salg af værdipapirer.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning om salg af værdipapirer.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde et depot med værdipapirer.

Klageren havde boet i udlandet i en årrække og havde derfor hverken NemID eller MitID.

I september 2021 købte klageren en ejendom med overtagelse den 15. november 2021.

Banken havde stillet en bankgaranti, der skulle indfries den 15. november 2021, hvor restkøbesummen skulle betales.

Den 10. november 2021 holdt parterne et møde, hvor klagerens værdipapirer skulle sælges for at frigøre kapital til restkøbesummen. Da klageren ikke havde NemID, kunne han ikke selv logge på netbanken og sælge værdipapirerne, hvorfor banken stod for salget.

Af et mødereferat af 10. november 2021 udarbejdet af banken fremgik, at banken havde solgt værdipapirerne fra klagerens depot, imens klageren sad i afdelingen, så restkøbesummen var på køberkontoen til disposition den 15. november 2021, samt at klageren noterede omtrentlige afregningsbeløb.

Ved brev til banken klagede klageren over bankens rådgivning i forbindelse med salget af værdipapirerne. Af klagen fremgik, at klageren forud for mødet den 10. november 2021 havde spurgt sin bankrådgiver, hvordan han skulle forholde sig i forbindelse med aktiesalg til betaling af restkøbesummen. Bankrådgiveren oplyste ham om, at han skulle tage på borgerservice og få oprettet MitID, så hans værdipapirer kunne blive solgt til lave omkostninger. Den 10. november 2021 bad banken ham om at møde op med sit MitID, så aktierne kunne sælges. Det viste sig, at bankens IT-system ikke kunne godkende/arbejde med MitID, hvorfor der ikke var andre muligheder, end at banken måtte sælge værdipapirerne, hvilket var til en dyrere pris, end hvis han selv havde solgt dem.

Ved brev af 6. april 2022 afviste banken klagen. Af afvisningen fremgik, at banken forinden den 15. november 2021 havde kontaktet klageren telefonisk og havde mindet ham om, at han skulle nå at sælge værdipapirer til betaling af restkøbesummen, hvilket senest skulle ske den 10. november 2021. Banken oplyste i den forbindelse klageren om, at han for selv at kunne sælge værdipapirerne skulle have oprettet sig som NemID-bruger, men at klageren i stedet fik oprettet MitID. På mødet den 10. november 2021 oplyste klageren, at han ikke var oprettet som NemID-bruger og derfor ikke kunne nå at sælge sine værdipapirer rettidigt, såfremt de ikke samme dag blev solgt via banken. Endvidere afviste banken, at den var ansvarlig for, at klageren ikke havde den rette adgang til at kunne sælge sine værdipapirer via nettet. Banken henviste endvidere til, at klageren var blevet rådgivet om, at der var væsentligt højere omkostninger ved at lade banken forestå salget af værdipapirerne, samt at han accepterede dette, ligesom han på bankens skærm kunne se, hvad hvert salg medførte af omkostninger.

Klageren har fremlagt et brev til ham fra MitID vedrørende aktivering af MitID.

Parternes påstande

Den 12. juli 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale opkrævede handelsomkostninger fra salget af hans værdipapirer.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har handlet ansvarspådragende.

Han og banken skulle holde et møde den 10. november 2021, hvor han skulle sælge værdipapirer for at finansiere køb af hus pr. 15. november 2021. Bankrådgiveren sagde til ham, at han forinden skulle gå på borgerservice og få oprettet MitID. Da han ikke havde haft dette før, gav bankrådgiveren ham en seddel, som han skulle aflevere på borgerservice. På sedlen stod der MitID. Han fik oprettet MitID hos borgerservice, og da han modtog en kvittering fra MitID, tog han hen i filialen, hvor han fremviste kvitteringen til hans bankrådgiver. Hun oplyste, at alt var i orden, og at han var klar til den 10. november 2021.

Den 10. november 2021 holdt de et møde. En medarbejder fra banken oplyste, at banken endnu ikke var i stand til at tale med MitID. Han spurgte så, om han havde andre muligheder, end at banken solgte aktierne, da pengene jo skulle betales den 15. november 2021. Det afviste banken. Han var således tvunget til denne løsning og gjorde opmærksom på, at han havde gjort, hvad han havde fået besked (seddel) på.

Banken anfører, at han forvekslede NemID og MitID, hvilket er noget vrøvl. Han fik nøjagtig, hvad banken skrev på sedlen. Han forstår derfor ikke, hvorfor han skal straffes.

Efter at have klaget over gebyret i forbindelse med aktiesalget, forsøgte han flere gange at komme i kontakt med banken. Han forventede, at banken ville mødes og tale om sagen, eftersom han har været kunde i banken i 62 år.

Banken anfører, at han flere gange blev kontaktet telefonisk vedrørende sagen, hvilket er en usandhed. Banken ringede ham aldrig op vedrørende dato for aktiesalg.

Han undrer sig over, at banken ikke kommenterer på den udleverede seddel, hvor der stod MitID. Banken har bevisbyrden for, at der skulle have stået NemID på sedlen.

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende, og at klageren ikke har lidt noget tab. Det var klagerens eget ansvar at have penge stående på sin konto, så banken kunne overføre summen i forbindelse med køb af hans faste ejendom.

Klageren kunne ikke bruge MitID i banken, da banken på tidspunktet ikke var overgået til MitID. Klagerens forveksling af NemID og MitID, bærer banken ikke ansvaret for. Klageren var ikke forpligtet til at benytte sig af den service, banken kunne tilbyde i forbindelse med salg af værdipapirer. Klageren valgte derimod selv, velvidende at der var omkostninger forbundet dermed, at lade banken assistere ham med salg af værdipapirerne. Klageren har bevisbyrden for, at banken har handlet ansvarspådragende i sin rådgivning, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde et depot med værdipapirer. Klageren havde boet i udlandet i en årrække og havde derfor hverken NemID eller MitID.

I september 2021 købte klageren en ejendom med overtagelse den 15. november 2021. Den 10. november 2021 holdt klageren og banken et møde, hvor klagerens værdipapirer skulle sælges for at frigøre kapital til restkøbesummen. Da klageren ikke havde NemID, kunne han ikke selv logge på netbanken og sælge værdipapirerne, hvorfor banken stod for salget.

Klageren har anført, at banken forud for mødet den 10. november 2021 oplyste ham om, at han skulle have MitID for at kunne sælge sine værdipapirer, samt at han fremviste en kvittering for oprettelsen af MitID til banken, der oplyste, at han var klar til den 10. november 2021.

Banken har anført, at den forud for mødet den 10. november 2021 oplyste klageren om, at han skulle oprettes som NemID-bruger, og at klageren har forvekslet NemID og MitID.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Mette Lindekvist Højsgaard og Karin Sønderbæk – udtaler:

Henset til parternes modstridende redegørelser for hændelsesforløbet finder vi ikke, at klageren har godtgjort, at banken begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med salget af klagerens værdipapirer eller det forudgående forløb.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Tina Thygesen og Jørn Ravn – udtaler:

Banken har ikke forholdt sig til og har dermed ikke afvist klagerens oplysning om, at han var i banken forud for mødet den 10. november 2021, hvor han foreviste en kvittering for oprettelse af MitID og fik oplyst, at han var klar til den 10. november 2021. Vi finder det herefter godtgjort, at banken havde godkendt, at han kunne anvende MitID til handel med værdipapirer den 10. november 2021. Banken skal derfor stille ham, som om han selv havde handlet værdipapirer på mødet den 10. november 2021.

Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.