Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.
| Sagsnummer: | 326/2008 |
| Dato: | 10-03-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rådgivning - investering Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på deres lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 24. marts 2007 ydede Roskilde Bank klagerne, der er ægtefæller, et lån på 200.000 kr. til variabel rente for tiden 5 % om året. Lånet blev ydet uden stiftelsesomkostninger.
Roskilde Bank gennemførte på daværende tidspunkt en aktieemission. For lånebeløbet på 200.000 kr. tegnede klagerne hver 160 stk. aktier i Roskilde Bank, svarende til 625 kr. pr. stk.
Ved brev af 24. juni 2008 rejste klagerne krav om erstatning for deres tab på Roskilde Bank aktierne, hvis værdi var faldet betydeligt. Klagerne anslog deres samlede tab på daværende tidspunkt til over 150.000 kr.
Ved brev af 9. juli 2008 afviste banken at have pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne. Banken anførte bl.a., at man i foråret 2007 ikke havde kunnet forudse kursudviklingen, og at man på baggrund af den nuværende negative stemning på aktiemarkederne ikke kunne udelukke, at kurserne ville falde yderligere. På længere sigt anså banken fortsat aktierne for en god investering.
Den 10. juli 2008 udsendte Roskilde Bank en fondsbørsmeddelelse med oplysning om, at banken skulle foretage nedskrivninger i væsentligt større omfang end hidtil antaget. Det oplystes samtidigt, at banken havde fået tilsagn om likviditetsstøtte fra Nationalbanken.
Kursen på Roskilde Bank aktier faldt herefter yderligere.
Ved fondsbørsmeddelelse af 14. juli 2008 informerede banken om de samlede nedskrivninger og om nedjusteringen af det forventede halvårsresultat før skat for 1. halvår af 2008.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at banken ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav.
Den 25. august 2008 blev handlen med Roskilde Bank aktier suspenderet på Fondsbørsen.
Parternes påstande.
Den 3. september 2008 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank skal tilbagekøbe deres aktier i Roskilde Bank til den kurs, de købte aktierne for.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de gentagne gange blev opfordret til at købe Roskilde Bank aktier, hvilket de ikke var interesserede i. De ønskede kun at investere i fast ejendom, som de har forstand på, og i obligationer. Årsagen til, at de i foråret 2007 accepterede bankens tilbud om et lån til køb af Roskilde Bank aktier, var, at de fik den opfattelse, at det forbedrede deres muligheder for at få opfyldt et lånebehov i forbindelse med deres erhvervsvirksomhed. Ifølge banken var investeringen ret sikker, da kursen steg støt.
De havde ikke forstand på aktier, og aktiekøbet skete alene, fordi de følte, at deres lånemuligheder i banken afhang heraf. Der var ikke tale om, at der skulle ske en spredning af investeringer, hvilket understøttes af, at der for aktielånet kun blev købt Roskilde Bank aktier.
Roskilde Bank har anført, at banken ikke ydede fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med aktiekøbene. Klagerne blev heller ikke presset til at købe.
Klagerne accepterede selv at optage lånet og at investere pengene i Roskilde Bank aktier. Klagerne vidste eller burde vide, at det er forbundet med risiko at investere i enkeltaktier.
Lånet blev ydet på grundlag af en kreditvurdering, hvor banken fandt, at klagerne ville være i stand til at påtage sig forpligtelsen.
Klagerne havde investeret i fast ejendom i udlandet, og det var efter bankens opfattelse fornuftigt af klagerne at sprede deres investeringer til andet end ejendomsmarkedet.
I oktober 2007 fik klagerne tilsendt materiale om konsekvenserne ved ikrafttrædelsen af MiFID-direktivet og blev opfordret til at få lavet en risikoprofil.
Klagerne har løbende haft mulighed for at sælge aktierne og indfri lånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Banks medarbejder i foråret 2007 på utilbørlig måde pressede klagerne til at tegne aktier i banken, men nævnet finder det kritisabelt, at medarbejderen anbefalede klagerne at optage lån i banken til dette formål.
To medlemmer - Peter Blok samt Karin Sønderbæk, der i henhold til Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler herefter:
Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klagerne, eller at disse har krav på, at købet af aktierne går tilbage. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at bankens medarbejder på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klagerne, hvorved bemærkes, at disse hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller med den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.
Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Hans Daugaard og Carsten Holdum - udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider imod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybridkernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.