Spørgsmål vedrørende afvikling af engagement og om anvendelse af kreditaftalelovens § 11.
| Sagsnummer: | 572/1995 |
| Dato: | 21-11-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - kreditoplysninger
Modregning - øvrige spørgsmål Gevinstopsparing - modregning |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende afvikling af engagement og om anvendelse af kreditaftalelovens § 11. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kreditkontrakt af 13. februar 1991 blev klagerens kassekredit i indklagedes Humlebæk afdeling forhøjet til 250.000 kr. Et ejerpantebrev på 250.000 kr. i klagerens ejendom lå til sikkerhed for kreditten, som skulle genforhandles senest 1. december 1991 og forfaldt til fuld indfrielse i december 1994. I kontrakten er angivet: "Privat formål". Det anføres endvidere: "Kontoudskrift udsendes minimum en gang om året".
Ved gældsbrev af november 1992 blev klagerens lån hos indklagede forhøjet til 112.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. første gang den 1. december 1992. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Tilbagebetaling sker hver måned i alt 56 gange. Af de 56 ydelser udgør sidste ydelse, som forfalder 01.07.91, dog kr. 2.638,24."
Også i gældsbrevet er angivet: "Privat formål". Lånets ydelser blev betalt via kassekreditten.
Indklagede har oplyst, at klageren i foråret 1993 blev rykket for indbetaling af et større overtræk på kassekreditten, hvorpå der blev indledt forhandlinger om afvikling af engagementet.
Primo 1994 flyttede klageren sin lønkonto til et andet pengeinstitut.
Pr. 1. april 1994 ophørte indklagede med at tilskrive renter på engagementet, idet disse ansås for uerholdelige, jf. Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse § 40, stk. 13 og 14.
Ved anbefalet skrivelse af 4. oktober 1994 opgjorde indklagede sit tilgodehavende til 328.214,76 kr. i henhold til kassekreditten og 67.924,57 kr. i henhold til lånet, i alt 396.139,33 kr.,
"hvortil kommer renter, fra seneste rentetilskrivning jfr. diverse kontoudskrifter". Det blev samtidig meddelt, at såfremt klageren ikke som lovet indbetalte et beløb på 5.090 kr. inden den 8. oktober 1994, skulle skrivelsen betragtes som en opsigelse af engagementet til fuld indfrielse pr. 10. oktober 1994.
Indklagede har oplyst, at engagementet ikke blev opsagt på dette tidspunkt, idet klageren i en kortere periode overholdt en aftale om, at kreditten skulle fungere som lønkonto.
I november 1994 solgte klageren sin ejendom. Provenuet af ejendomshandlen på ca. 223.000 kr. blev i begyndelsen af 1995 anvendt til nedbringelse af kassekreditten.
Af kontoudskrifter fremgår, at der uanset overtrækket på kassekreditten månedligt blev overført 3.000 kr. til lånet til og med 1. februar 1995. Lånet blev indfriet ved overførsel af 55.924,57 kr. fra kassekreditten den 17. februar 1995. Saldoen på kassekreditten var efter indbetaling af restprovenuet fra ejendomshandlen den 14. marts 1995 på 176.082,09 kr. (negativ).
Den 27. februar 1995 opgjorde indklagede klagerens gevinstopsparingskonto og overførte indeståendet på 3,81 kr. til kassekreditten.
Ifølge indklagede forsøgte denne både under og efter ejendomshandlen at få klageren til at indgå en aftale om afvikling af restgælden. Da klageren ikke henvendte sig, blev engagementet opsagt den 27. juni 1995 og overgivet til inkasso hos advokat den 6. juli 1995.
Den 11. juli 1995 solgte indklagede en aktie i UniDanmark tilhørende klageren og indsatte provenuet på 263 kr. på kassekreditten.
Den 15. november 1995 fremsendte indklagedes advokat et frivilligt forlig til klageren. Gælden blev opgjort til 223.791,32 kr. heraf hovedstol 176.026,29 kr. (saldoen efter salget af aktien den 11. juli 1995), rente 14,5% heraf fra den 1. april 1994, 41.405,29 kr., og omkostninger på i alt 6.359,74 kr.
Af de fremlagte kontoudskrifter vedrørende kassekreditten fremgår, at klageren efter at have modtaget en udskrift pr. 30. juni 1994 først modtog den næste udskrift den 5. januar 1996.
Ved klageskema af 22. november 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at gælden pr. 22. november 1995 opgøres til 176.082,09 kr., og at indklagede tilpligtes at yde henstand med betaling af gælden til klageren får arbejde.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår spørgsmålet om henstand og frifindelse for så vidt angår den øvrige del af klagen.
Klageren har anført, at han først under klagesagen har fået kendskab til indklagedes begrundelse for at stoppe rentetilskrivningen pr. 1. april 1994. Det var hans opfattelse, at indklagede havde stillet renten i bero, da den var temmelig høj. Han er uforstående over for, at der i det frivillige forlig beregnes rente fra 1. april 1994, selvom han har overholdt den aftalte afvikling af lånet til og med 1. februar 1995. Lånet forfaldt først til indfrielse den 1. juli 1997. Han har drevet et selvstændigt enkeltmandsfirma fra 1989 til 1992 og igen fra 1993 til 1995, hvilket indklagede var bekendt med. Indklagede bør derfor ikke kunne beregne sig en rente, der er højere end renten for et erhvervsengagement. Han var som iværksætter ved at udvikle et specielt måleinstrument, men indklagede afslog at søge initiativkaution for ham. Han fik tilsagn om initiativkaution og lavere rente i et andet pengeinstitut, hvorfor han flyttede sin lønkonto dertil. Indklagede forlangte ved skrivelsen af 4. oktober 1994 iværksætterydelsen indsat på kassekreditten, hvilket ikke var lovligt, da ydelsen er at betragte som understøttelse. Under flere møder med indklagede i første halvdel af 1995 har han redegjort for sit budget og meddelt indklagede, at han ikke kunne afvikle gælden, fordi han var uden arbejde. Ved sagens overgang til inkasso har han givet advokaten samme forklaring. Indklagede var ikke berettiget til at sælge hans aktie og ophæve gevinstopsparingskontoen uden hans tilladelse. Indklagede bør under hensyn til hans økonomiske situation give tilsagn om henstand med afviklingen af restgælden, indtil han igen får arbejde. Klageren har i øvrigt påberåbt sig kreditaftalelovens §§ 22 og 29.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet ikke har kompetence til at pålægge et pengeinstitut at indrømme en klager en afviklingsordning. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man på grund af misligholdelse af kassekreditten og klagerens flytning af sin lønkonto til et andet pengeinstitut anså renterne for uerholdelige, hvorfor man ifølge regnskabsbekendtgørelsen var forpligtet til at stoppe rentetilskrivningen. Klageren fik ikke særskilt meddelelse herom, men det fremgår af kontoudskrifterne, at der fra 1. april 1994 ikke blev tilskrevet renter, ligesom der ved skrivelsen af 4. oktober 1994 blev taget forbehold for renter. Klageren havde ingen berettiget forventning om, at kravet om forrentning var frafaldet, idet klageren ikke modtog tilsagn eller tilkendegivelse herom. Rentestoppet har i øvrigt været til klagerens fordel, idet der i det frivillige forlig kun beregnes rente af gælden efter indbetalingen fra ejendomshandlen, d.v.s. 14,5% af 176.026,29 kr., for hele perioden. Klageren skulle egentlig have betalt 14,5% i rente af 393.000 kr. fra 1. april 1994 til 1. marts 1995, og herefter 14,5% af 176.026,29 kr. Besparelsen anslås til ca. 29.000 kr. Indklagede har endvidere undladt at beregne sig inkassorente. Man var berettiget til at foretage modregning i indeståendet på gevinstopsparingskontoen til nedbringelse af klagerens forfaldne engagement. Klageren har ikke lidt noget tab herved. Aktien blev solgt i forbindelse med overgivelsen af sagen til inkasso og provenuet anvendt til nedbringelse af klagerens engagement. Klageren havde ikke krav på, at der blev ydet lån mod initiativkaution, og indklagede erindrer ikke, at dette spørgsmål er blevet drøftet med klageren. Af gældsbrevene for kassekreditten og lånet fremgår, at de er oprettet til "privat formål", og der foreligger ikke forhold, der indicerer, at der var aftalt erhvervsvilkår. Renten på klagerens lån og kassekredit har ikke været urimelig.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Indklagede standsede pr. 1. april 1994 rentetilskrivningen på klagerens engagement uden at give ham særskilt meddelelse herom. Når bl.a. henses til renteforbeholdet i indklagedes skrivelse af 4. oktober 1994 finder vi imidlertid ikke, at klageren med føje kan have fået en forventning om, at indklagede havde givet afkald på forrentning.
Klageren havde efter kassekreditkontrakten alene krav på at modtage kontoudskrift én gang om året, og han har ved kontoudskriften af 5. januar 1996 modtaget kontoudskrift for året 1995. Selv om bestemmelsen i kreditaftalelovens § 11 også måtte finde anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor kassekreditten var misligholdt og ikke blev anvendt af klageren, kan bestemmelsen - da klageren forud havde modtaget en kontoudskrift pr. 30. juni 1994 - i hvert fald alene påberåbes af klageren for så vidt angår 2. halvår af 1994. Det må imidlertid antages, at renten af kassekreditten i denne periode ikke overstiger den rentereduktion, der som anført af indklagede er ydet i forbindelse med renteberegningen i det udkast til frivilligt forlig, som indklagedes advokat den 15. november 1995 fremsendte til klageren.
Vi finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte den opgørelse af indklagedes krav, som fremgår af det nævnte frivillige forlig.
Der er ikke holdepunkter for at antage, at klageren har krav på, at gælden forrentes på erhvervsvilkår, og den af indklagede forlangte rente på 14,5% p.a. kan ikke anses at overstige det rimelige.
Når bl.a. henses til, at kassekreditten forfaldt til fuld indfrielse i december 1994, finder vi, at indklagede - selv om man ikke fulgte opsigelsen af 4. oktober 1994 op - fra begyndelsen af 1995 var berettiget til at betragte det samlede engagement som forfaldent. Indklagede var derfor berettiget til at foretage modregning i indeståendet på klagerens gevinstopsparingskonto.
Der foreligger ikke oplysninger om, at klagerens aktie i UniDanmark var pantsat til indklagede, og det må derfor lægges til grund, at indklagede ikke var berettiget til at realisere aktien som sket den 11. juli 1995. Indklagede bør derfor tilbageføre dette salg, såfremt det ønskes af klageren.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at indrømme klageren henstand med betaling af gælden.
2 medlemmer - Peter Møgelvang Hansen og Leif Nielsen - som i øvrigt er enige med flertallet, udtaler vedrørende spørgsmålet om forrentning af kassekreditten efter den 1. april 1994:
Sagen angår klagerens kassekredit, som efter det oplyste er omfattet af kreditaftalelovens regler om kreditaftaler med variabelt lånebeløb.
Efter kreditaftalelovens § 10, stk. 1, nr. 6, skal kreditgiveren ved kreditaftalens indgåelse bl.a. oplyse forbrugeren om, hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog. Ifølge den i februar 1991 indgåede kreditkontrakt skulle indklagede udsende kontoudskrift minimum en gang om året.
Efter det foreliggende udsendte indklagede kontoudskrift vedrørende klagerens kassekredit den 30. juni 1994 og derefter først den 5. januar 1996. Ingen af de to kontoudskrifter (der betegner sig som henholdsvis "udskrift nr. 1" og "udskrift nr. 2") indeholder en postering af tilskrevne renter, og begge angiver en rentesats på "0,0%".
Kontoudskrifterne indeholder intet, der peger i retning af, at der med rentetilskrivningens ophør pr. 1. april 1994 alene var tale om en bankteknisk "nulstilling af forrentningen" og ikke en opgivelse af indklagedes krav på forrentning af kreditten.
Et kontoudskrift som de foreliggende kan i almindelighed ikke i sig selv anses for at udgøre et for pengeinstituttet bindende afkald på forrentning.
Det fremgår imidlertid af kreditaftalelovens § 11, at kreditgiveren kun kan kræve vederlag for kreditten, såfremt der ved afslutningen af hver periode, for hvilken der ifølge kreditaftalen skal tilsendes forbrugeren kontoudskrift, tilsendes forbrugeren et udskrift indeholdende oplysninger om bl.a. saldo, størrelsen af og tidspunktet for debiteringer i løbet af perioden og den nominelle årlige rente, hvis der anvendes periodisk rente. Bestemmelsen har efter forarbejderne til formål at gøre det muligt for forbrugeren at følge udviklingen i kontoforholdet. Da forbrugerens misligholdelse i praksis hyppigt giver anledning til, at der beregnes særlige inkassorenter, gebyrer mv., finder vi ikke holdepunkt for at fortolke § 11 indskrænkende, således at bestemmelsen ikke anvendes på kreditaftaler, som er misligholdt af forbrugeren.
Fremsendelsen af de to nævnte kontoudskrifter af 30. juni 1994 og 5. januar 1996 opfylder ikke kravet om tilsendelse af mindst et årligt kontoudskrift og dermed heller ikke kreditaftalelovens § 11. Indklagedes anbefalede skrivelse af 4. oktober 1994 opfylder ikke kravene i § 11, idet den alene angiver kontoens saldo og på en i sammenhængen uforståelig måde henviser til "diverse kontoudskrifter" med hensyn til spørgsmålet om forrentning.
Vi stemmer herefter for at give klageren medhold i, at indklagede ikke er berettiget til at oppebære renter af kassekreditten for perioden 1. april 1994 - 22. november 1995.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge af det anførte
Indklagede bør tilbageføre det den 11. juli 1995 foretagne salg af klagerens aktie i UniDanmark, såfremt klageren fremsætter anmodning herom inden 4 uger efter afsigelsen af denne kendelse. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.