Afgørelse

Låneudmåling.

Klageren ejer 2 naboejendomme. Klageren kontaktede i november 1999 det indklagede realkreditinstitut med henblik på at opnå størst muligt lån i den ene af ejendommene. Instituttets boligkonsulent foretog den 1. december 1999 en besigtigelse og værdiansættelse af ejendommen. Klageren fremsendte den 14. december 1999 et brev til instituttets direktion, hvori han oplyste, at boligkonsulenten havde meddelte ham, at han på baggrund af sin årsindtægt på 345.000 kr. kun kunne låne 60 pct. af den værdi på 2 mio. kr., som instituttet havde ansat på ejendommen, samt at en 80 pct. belåning forudsatte en årlig indtægt på 1 mio. kr. Klageren protesterede over denne afgørelse. Et andet realkreditinstitut meddelte i midten af december klageren, at han var godkendt til at optage et lån på 1.600.000 kr. i sin ejendom. Det indklagede institut redegjorde den 23. december over for klageren for instituttets retningslinier ved godkendelse af låntagere, og oplyste, at instituttet i forbindelse med vurderingen af klagerens økonomiske forhold, herunder af indtægtskravet, havde taget udgangspunkt i den samlede værdi for begge ejendomme.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at yde ham 80 pct. belåning i forhold til den af instituttet ansatte værdi på ejendommen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet ikke i forbindelse med lånesagsbehandlingen havde tilsidesat nogen regler i gældende lovgivning, og bemærkede, at instituttet var berettiget, men ikke forpligtet til at yde lån op til den i realkreditlovens § 26, stk. 1, nævnte lånegrænse. Nævnet fandt videre, at afgørelsen af, hvilke krav der skal stilles til sammenhængen mellem lånets størrelse og lånsøgers økonomi henhørte under instituttets almindelige kredit- og udlånspolitik, som Nævnet som udgangspunkt ikke finder at kunne efterprøve. Der var i sagen ikke fremkommet konkrete oplysninger, som gav Nævnet grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hvorfor Nævnet frifandt instituttet.