Rådgivning i forbindelse med køb af obligationer.
| Sagsnummer: | 21/1999 |
| Dato: | 03-06-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med køb af obligationer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar for mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagernes køb af obligationer.
Sagens omstændigheder.
Fredag den 18. september 1998 købte klagerne, der er ægtefæller, via indklagede tilsammen nominelt 1.930.000 6% obligationer i Realkredit Danmark 2019 til kurs 98,70.
Den 1. oktober 1998 blev obligationerne solgt til kurs 98,65.
Ved skrivelse af 26. november 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagede om investeringen. Klagerne gjorde gældende, at indklagede havde ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med købet og stillede krav om at blive stillet, som om dette var blevet gennemført til kursen den 21. september 1998 på 95,60.
Parternes påstande.
Den 15. januar 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning svarende til nominelt 62.000 kr. 6% obligationer Realkredit Danmark 2019.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at købet af obligationerne den 18. september 1998 blev besluttet på grundlag af en samtale med indklagedes investeringsrådgiver samme dag om formiddagen. Om eftermiddangen samme dag konstaterede de, at kronen var under pres, og at Nationalbanken i de tre foregående dage havde måttet foretage støtteopkøb. Allerede samme aften blev det i medierne oplyst, at Nationalbanken havde sat renten op fra den 21. september 1998 med 0,50%. Investeringsrådgiveren undlod at orientere om, at kronen var under pres, hvilken oplysning var væsentlig for deres beslutning. Det var nærliggende at antage, at Nationalbanken som værn mod kronen ville benytte muligheden for at forhøje renten med faldende obligationskurser til følge. De ville derfor have afventet købet af obligationerne, såfremt de havde været bekendt med presset mod kronen. Købet den 18. september 1998 skete således under falske forudsætninger som følge af investeringsrådgiverens mangelfulde rådgivning. Såfremt købet var sket til kursen den 21. september 1998, havde de for det samme beløb kunnet købe yderligere nominelt 62.000 kr. obligationer. Et beløb svarende hertil udgør deres tab, som indklagede bør erstatte.
Indklagede har anført, at man forud for klagernes obligationskøb havde informeret klagerne om den risiko, der er forbundet med investering i obligationer, ligesom indklagede har informeret klagerne om den finansielle uro i perioden. Der havde været større udsving i kurserne siden ultimo august 1998. Det må have stået klagerne klart, at indklagedes forventninger til kursudvikling beroede på et skøn. Indklagede havde ikke garanteret klagerne en kursstigning på de nævnte obligationer, og klagerne bærer selv risikoen for resultatet af investeringen. De kursudsving, som fandt sted i perioden umiddelbart efter købet, kunne ikke forudses, og man kan ikke gøres ansvarlig for den kursgevinst, som klagerne nu har konstateret, at de kunne have opnået ved at købe obligationerne på et senere tidspunkt. Klagerne har ikke lidt et tab, og der kan ikke ydes økonomisk godtgørelse for skuffede forventninger.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes investeringsrådgiver har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klagerne forud for disses køb den 18. september 1998 af i alt nominelt 1.930.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2019. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at rådgivningen var baseret på et skøn, som kunne vise ikke at holde stik, og at klagerne selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.