Afgørelse

Indsigelser mod en kautionsforpligtelse, der tidligere havde været behandlet i en kendelse fra en fogedret, samt krav som følge af, at pengeinstituttet ikke ville rykke med sit udlæg for et nyt realkreditlån.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse, der tidligere havde været behandlet i en kendelse fra en fogedret, samt klagerens krav som følge af, at sparekassen ikke ville rykke med et udlæg i hendes ejendom for et nyt realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren påtog sig selvskyldnerkaution for et boliglån på 357.944,38 kr. optaget af hendes søn S og svigerdatter H i Sparekassen Østjylland (med binavnet Lokalsparekassen Silkeborg), nu Sparekassen Kronjylland i henhold til et udateret gældsbrev udskrevet den 6. april 2006. Det fremgik af gældsbrevet, at pjece om kaution var udleveret og gennemgået med kautionisten.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev kautionslånet misligholdt, og S og H’s ejendom blev solgt på tvangsauktion.

Efter at sparekassen forgæves havde bedt klageren om at indbetale kautionsforpligtelsen, sendte sparekassen den 23. juni 2008 sagen i fogedretten.

Klageren, som på daværende tidspunkt var repræsenteret af en advokat, gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsen, og der blev udvekslet processkrifter om, hvorvidt klagerens kautionsforpligtelse bestod helt eller delvis, og om fogedsagen mod klageren kunne fremmes.

Den 9. december 2008 afsagde Fogedretten i Viborg en kendelse, hvoraf blandt andet fremgik:

”Da [klageren] har skrevet under på ovennævnte vilkår, og da hun under sin forklaring har oplyst, at [sparekassens medarbejder] blandt andet meddelte, at låntagerne havde behov for at få afviklet noget gammel gæld, har fogedretten ikke tillagt [klagerens] oplysninger om hendes forudsætninger i forbindelse med påtagelsen af kautionen nogen betydning.

Der er endvidere ikke påvist nogen risikoforøgelse i forhold til, hvad [klageren] ud fra kautionsforpligtelsen kunne forvente ved påtagelsen af denne. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af kautions- aftalen, at rekvirenten er berettiget til helt at frigive andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse og anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den kautionssikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer. Der ses endvidere ikke at foreligge en situation, som kan medføre en begrænsning af kautionsforpligtelsen i medfør af § 48, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Herefter, og da det forhold, at [klageren] har oplyst, at hun ikke har modtaget årlige opgørelser over størrelsen af den gældspost, som kautionen er stillet for, jf. § 48, stk. 7, ikke kan føre til, at hun er frigjort fra kautionsforpligtelsen, tages rekvirentens påstand til følge.

…”

Det fremgik endvidere af kendelsen, at kautionsforpligtelsen blev opgjort til 355.323,49 kr. hvortil kom sagsomkostninger på 5.000 kr., og at der blandt andet blev foretaget udlæg i klagerens ejendom.

Udlægget blev tinglyst den 19. december 2008 næst efter to realkreditpantebreve og et ejerpantebrev udstedt af klageren med meddelelse til et andet pengeinstitut.

I september 2015 udløb afdragsfriheden på det ene af klagerens realkreditlån tinglyst forud for udlægget til sparekassen. Klageren ønskede at omlægge realkreditlånet til et nyt lån med 10 års indledende afdragsfrihed og anmodede i april 2015 sparekassen om at forsyne sit udlæg med en rykningspåtegning for et nyt realkreditlån.

Sparekassen meddelte klageren, at den alene var indstillet på at forsyne udlægget med en rykningspåtegning, såfremt klageren indbetalte 25.000 kr. til nedbringelse af gælden til sparekassen.

Klageren har oplyst, at hun herefter ikke havde råd til at blive boende i ejendommen. I efteråret 2015 satte hun ejendommen til salg hos en ejendomsmægler.

Sparekassen gav over for ejendomsmægleren tilsagn om at aflyse sit udlæg i forbindelse med et salg uden at modtage provenu, såfremt provenuet blev fordelt til panthaverne i ejendommen i prioritetsorden.

Klageren har i forbindelse med sagens behandling oplyst, at hun har solgt ejendommen pr. 1. april 2016 med et større underskud.

Parternes påstande

Den 13. oktober 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Kronjylland skal frigøre hende for kautionsforpligtelsen, og at sparekassen skal betale erstatning, fordi den uberettiget afslog at forsyne udlægget med en rykningspåtegning

Sparekassen Kronjylland har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at kautionsforpligtelsen skal tilsidesættes, idet hun ikke modtog rådgivning om, hvad en kaution var, og hvad det betød for hende. Rådgivningen var under al kritik, og hun påtog sig derfor kautionen under forkerte forudsætninger.

På daværende tidspunkt var hun tæt på 60 år og enlig. På trods af at hendes økonomi var stram, undersøgte sparekassen ikke hendes økonomiske forhold, forinden hun påtog sig kautionen.

Hun ville gerne hjælpe S og H med et lån til deres huskøb og til istandsættelse af huset. De havde begge fast arbejde. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at hun ville stå med gælden, efter at S og H gik fra hinanden, og huset blev solgt på tvangsauktion.

Hun har efterfølgende erfaret, at lånet optaget af S og H udover huskøbet blandt andet blev brugt til køb af en bil, hvilket hun var uvidende om på daværende tidspunkt.

Efter at afdragsfriheden udløb på det ene realkreditlån, havde hun alene råd til at blive boende i huset, hvis hun kunne omlægge lånet til et nyt realkreditlån med 10 års indledende afdragsfrihed.

Sparekassen var ikke berettiget til at forlange, at hun betalte 25.000 kr. som en betingelse for at forsyne udlægget med en rykningspåtegning.

På grund af hendes stramme økonomi, har hun på intet tidspunkt kunnet tilbyde sparekassen at indgå en afdragsordning vedrørende kautionsforpligtelsen. Sparekassen var således bekendt med, at hun ikke havde mulighed for at betale 25.000 kr.

Ved at nægte at forsyne udlægget med en rykningspåtegning, har sparekassen fordrevet hende fra hus og hjem. Hun har ikke noget sted at bo efter den 1. april 2016, og det er sparekassens skyld.

Sparekassen Kronjyllandhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at det fremgår af Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 1, at Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom, jf. vedtægternes § 5, stk. 1.

Spørgsmålet om, hvorvidt klageren er bundet af kautionsforpligtelsen, er behandlet i kendelsen af 9. december 2008 fra Fogedretten i Viborg. Fogedretten afviste indsigelserne og fremmede sagen. Klageren har ikke kæret kendelsen til landsretten. Sagen er dermed endeligt afgjort ved domstolene.

Klageren har pr. 1. april 2016 solgt sin ejendom, og der foreligger derfor ikke længere en tvist vedrørende klagerens påstand om, at sparekassen skal underskrive en rykningspåtegning for et realkreditlån. Denne del af klagen bør derfor ligeledes afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende klagerens krav om bortfald af kautionsforpligtelsen har sparekassen anført, at klageren via sin advokat fremkom med indsigelser mod kautionsforpligtelsen i 2008. Hun var således på daværende tidspunkt bekendt med konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, hvorfor klagerens indsigelser om mangelfuld rådgivning på nuværende tidspunkt er forældede efter forældelsesloven.

Hvis Ankenævnet ikke er enig i, at det af klageren fremsatte krav er forældet, forbeholder sparekassen sig at fremkomme med et supplerende indlæg vedrørende det materielle indhold i denne del af sagen.

Til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende klagerens krav om sparekassens afgivelse af rykningspåtegning, har sparekassen anført, at den ikke var forpligtet til at lade et tinglyst udlæg rykke for et nyt realkreditlån i forbindelse med en låneomlægning.

Da klageren ikke har betalt afdrag på gælden til sparekassen, og da klageren afdrager på sin gæld til øvrige kreditorer, krævede sparekassen, at klageren betalte 25.000 kr. til sparekassen som en betingelse for at forsyne sit udlæg med en rykningspåtegning.

Beløbet på 25.000 kr. blev fastsat sagligt og var proportionalt med den besparelse, som klageren ville opnå med en låneomlægning.

Klageren valgte selv at sætte ejendommen til salg.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens indsigelser mod kautionsforpligtelsen, som hun påtog sig i 2006, blev behandlet i fogedrettens kendelse af 9. december 2008, hvor fogedretten afviste indsigelserne og foretog udlæg i klagerens ejendom. Klageren kærede ikke kendelsen til landsretten.

Da fogedretten således har taget stilling til klagerens indsigelser mod kautionsforpligtelsen, finder Ankenævnet, at det følger af principperne i § 5, stk. 1, litra e, i nævnets vedtægter, at Ankenævnet ikke kan behandle indsigelserne. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.

Ankenævnet finder ikke, at klagen i øvrigt bør afvises.

Sparekassen var ikke forpligtet til at rykke med udlægget for et nyt realkreditlån i forbindelse med en låneomlægning. Sparekassen var derfor berettiget til at betinge en rykning af, at klageren indbetalte 25.000 kr. til nedbringelse af gælden i sparekassen. Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagerens indsigelser mod kautionsforpligtelsen.

Klageren får ikke medhold i kravet mod sparekassen i forbindelse med, at sparekassen afslog at rykke med sit udlæg i klagerens ejendom for et nyt realkreditlån i forbindelse med en låneomlægning.