Spørgsmål om oprindeligt trepartsforhold/kreditkøb. Krav om indlevering af bil til fuld og endelig afgørelse af restgæld på billån.
| Sagsnummer: | 609/2025 |
| Dato: | 23-03-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Signe Vejen Hansen, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kreditaftaleloven - trepartsforhold Kreditaftaleloven - udenretlig tilbagetagelse Kreditkøb |
| Ledetekst: | Spørgsmål om oprindeligt trepartsforhold/kreditkøb. Krav om indlevering af bil til fuld og endelig afgørelse af restgæld på billån. |
| Indklagede: | AL Finans |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om oprindeligt trepartsforhold/kreditkøb. Krav om indlevering af bil til fuld og endelig afgørelse af restgæld på billån.
Sagens omstændigheder
Ved slutseddel af 1. december 2020 købte klageren en bil af mærket Tesla af en bilforhandler, F, for 441.080 kr. Af slutsedlen fremgik en kontant udbetaling på 45.000 kr. og en restkøbesum inklusive moms på 396.080 kr. Endvidere fremgik, at bilen skulle leveres den 3. december 2020.
AL Finans (finansieringsselskabet) ydede klageren et lån på 409.580 kr. til delvis finansiering af bilen. Af gældsbrev vedrørende lånet fremgik, at klageren ved sin underskrift på gældsbrevet gav finansieringsselskabet fuldmagt til at udbetale/indfri 396.800 kr. til ”sælgers konto i pengeinstitut og/eller panthaver i bilen.” Lånet skulle afvikles med 96 ydelser á cirka 4.500 kr. til indfrielse den 1. december 2028.
Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren ansøgte om lånet via finansieringsselskabet hjemmeside. Klageren uploadede slutsedlen og sit kørekort til finansieringsselskabet via hjemmesiden. Klageren underskrev alle dokumenter digitalt. Finansieringsselskabet foretog derefter en kreditvurdering af klageren og bilen, som klageren var ved at købe. Klageren købte efterfølgende bilen hos bilforhandler F, hvorefter der blev etableret et ejerpantebrev i bilen.
Klageren har oplyst, at han betalte 45.000 kr. i udbetaling til bilforhandler F. Klageren har fremlagt en nota af 1. december 2020 vedrørende en kortbetaling på 45.000 kr. og kontoudskrift fra sit pengeinstitut, hvoraf fremgår, at den 2. december 2020 blev bogført en betaling på 45.000 kr. til bilforhandler F. Den resterende del af købesummen på 396.080 kr. blev overført af finansieringsselskabet til bilforhandler F den 3. december 2020.
Til sikkerhed for lånet fik finansieringsselskabet den 3. december 2020 tinglyst underpant i et ejerpantebrev på 397.000 kr. i bilen.
Ved e-mail af 17. november 2025 til finansieringsselskabet anmodede klageren om frivillig tilbagelevering af bilen til fuld og endelig afgørelse uden restkrav. Ved e-mail af 18. november 2025 svarede finansieringsselskabet, at klageren kunne tilbagelevere bilen til finansieringsselskabet, men at han hæftede for restgælden. Klageren fastholdt sit krav om tilbagelevering af bilen til fuld og endelig afgørelse. Klageren anmodede finansieringsselskabet om i stedet om at igangsætte formel tilbagetagelse via fogedretten, hvis finansieringsselskabet ikke ønskede at bekræfte frivillig tilbagelevering. Finansieringsselskabet meddelte, at klageren hæftede for restgælden på lånet, og at sagen ville blive sendt i fogedretten, hvis ikke klageren betalte ydelser rettidigt. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.
I e-mail af 25. november 2025 anførte finansieringsselskabets advokat blandt andet:
”… Som tidligere oplyst er gældsbrevet blevet indgået uafhængigt af jeres køb af den omhandlede bil fra forhandleren, idet I selv har kontaktet min klient med henblik på at optage lånet. Lånet er således hverken blevet behandlet af forhandleren eller formidlet med provision til forhandleren. Det forhold, at I i henhold til gældsbrevet har givet fuldmagt til min klient om, at denne skulle betale provenuet fra lånet i henhold til gældsbrevet til forhandleren, medfører ikke, at der er tale om et kreditkøb. …”
I e-mail af samme dato anførte klageren blandt andet:
”… de nye dokumenter, jeg nu har fremlagt, objektivt viser, at finansieringen er et kreditkøb i kreditaftalelovens forstand, uanset at dokumentet benævnes et gældsbrev.
1. Dokumentation for kreditkøb (faktisk og juridisk uomstødeligt)
Jeg har nu følgende beviser:
A. Slutseddel [bilforhandler F]
– viser bilkøbet og min egenbetaling på 45.000 kr.
B. Bankudtog
– 45.000 kr. egenbetaling til forhandleren.
C. AL Finans’ direkte betaling til forhandleren
– 396.080 kr. overført fra AL Finans til [bilforhandler F].
Når kreditgiveren betaler forhandleren direkte for bilen, foreligger der efter fast Højesteretspraksis et kreditkøb …”
Parternes påstande
Den 25. november 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Finans skal anerkende, at der er tale om et kreditkøb efter kreditaftaleloven (påstand 1), at AL Finans skal modtage bilen til fuld og endelig afgørelse uden restgælden (påstand 2), at AL Finans ikke kan kræve restgæld efter tilbagelevering (påstand 3), og at AL Finans stopper al inddrivelse (påstand 4). Ankenævnet har endvidere forstået klagerens påstand således, at finansieringsselskabets skal anerkende, at pant/underpant i bilen er i strid med kreditaftalelovens § 21, stk. 1 (påstand 5).
AL Finans har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at finansieringsselskabet uberettiget har afvist, at hans lån er et kreditkøb efter kreditaftaleloven og uberettiget nægter at modtage bilen tilbage til fuld og endelig afgørelse uden restgæld.
Dokumentationen viser, at finansieringen blev ydet i direkte forbindelse med bilkøbet gennem bilforhandler F, at finansieringsselskabet betalte 396.080 kr. direkte til bilforhandler F, og at han betalte 45.000 kr. i udbetaling til bilforhandler F.
Vurderingen skal ske ud fra realiteten i transaktionen. Finansieringsselskabet oplyser selv, at han uploadede slutseddel, og at finansieringsselskabet foretog kreditvurdering af ham og bilen, som han var ved at købe. Endvidere oplyser finansieringsselskabet, at han har givet fuldmagt til, at låneprovenuet blev udbetalt til bilforhandler F. Dette viser, at kreditten var knyttet til et konkret bilkøb og gennemførelse af handlen.
Det forhold, at der ikke er betalt provision, kan ikke i sig selv udelukke et oprindeligt trepartsforhold. Afgørende er, om finansieringen blev ydet med henblik på købet, og om købesummen (helt eller delvist) dækkes af tredjemandskredit i en ordning/arrangement knyttet til sælger. De faktiske omstændigheder (slutseddel + udbetaling + direkte betaling til forhandler/udbetaling via fuldmagt) understøtter, at der foreligger et kreditkøb/oprindeligt trepartsforhold.
Kreditgiver har efter kreditaftaleloven bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke er omfattet af loven. Finansieringsselskabet har ikke dokumenteret, at der ikke foreligger et arrangement/ordning knyttet til bilkøbet, men har alene fremsat påstande herom.
Der er tale om et kreditkøb efter kreditaftaleloven, jf. Højesterets praksis, hvorfor finansieringsselskabet ikke kan kræve restgæld efter tilbagelevering, jf. kreditaftalelovens § 41. Finansieringsselskabet skal modtage bilen til fuld og endelig afgørelse uden restgæld og stoppe al inddrivelse.
Konsekvensen er endvidere, at pant/underpant i bilen er i strid med kreditaftalelovens § 21, stk. 1. Hvis der foreligger kreditkøb, følger det direkte af § 21, stk. 1, at kreditgiver ikke kan få pant i det solgte til sikkerhed for forbrugerens forpligtelser. Finansieringsselskabets pant/underpantet er ugyldigt/uden retsvirkning efter kreditaftalelovens § 21, stk. 1. Han anmoder Ankenævnet om at give ham medhold i, at der foreligger kreditkøb/oprindeligt trepartsforhold, og at finansieringsselskabets pant/underpant i bilen er i strid med kreditaftalelovens § 21, stk. 1.
Finansieringsselskabets bemærkning om kreditaftalelovens § 30 (U 2001.976 H) ændrer ikke vurderingen efter § 21. Finansieringsselskabets anbringende om, at fremgangsmåden efter § 30 ikke skulle finde anvendelse, er ikke afgørende for, om der foreligger kreditkøb, eller for anvendelsen af forbud mod pant i det solgte i § 21. Tvisten i nærværende sag angår netop § 21 og kvalifikationen af forholdet.
Han ønsker at tilbagelevere bilen til fuld og endelig afgørelse. Ankenævnets praksis ved tilbagelevering i bilfinansieringssager viser, at tilbagelevering som udgangspunkt sker til fuld og endelig afgørelse, medmindre der foreligger helt ekstraordinær misligholdelse. Et eventuelt retskrav kan i givet fald alene fastsættes ved fogedretten.
Sagen er egnet til nævnsbehandling. Tvisten angår primært den retlige kvalifikation (kreditkøb/oprindeligt trepartsforhold) og de retlige konsekvenser heraf, herunder anvendelsen af kreditaftalelovens § 21. Spørgsmålene kan afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag (gældsbrev, slutseddel, tinglysning og betalingsdokumentation, uden behov for parts-/vidneforklaringer.
AL Finans har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke er egnet til behandling ved Ankenævnet, da ingen af parterne har mulighed for at afgive forklaring for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.
AL Finans har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det bestrides, at der er tale om et kreditkøb. Det følger af kreditaftalelovens § 4, nr. 15, at definitionen af et kreditkøb er: En kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter a) Køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne eller b) Købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren. Hverken betingelserne i a) eller b) i kreditaftalelovens § 4, nr. 15, er opfyldt.
Det følger endvidere af kreditaftalelovens § 21, stk. 1, at ”I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.”
Der er tale om et fritstående lån med sikkerhed, idet finansieringsselskabet ikke har haft nogen form for samarbejde med den pågældende bilforhandler, der solgte bilen til klageren. Der har ingen relation været mellem finansieringsselskabet og bilforhandler F udover den instruks, som finansieringsselskabet fik fra klageren om at betale låneprovenuet til bilforhandler F. Bilforhandler F har endvidere ikke henvist klageren til finansieringsselskabet, ligesom der ikke er foretaget nogen form for kreditvurdering eller kreditbevilling af klageren af bilforhandler F på vegne af finansieringsselskabet. Der er ikke betalt nogen form for provision til bilforhandler F fra finansieringsselskabet.
Klageren ansøgte om lånet via finansieringsselskabets hjemmeside og uploadede slutseddel og kørekort. Samtlige dokumenter blev signeret digitalt. Herefter foretog finansieringsselskabet en kreditvurdering af klageren og bilen. Klageren købte efterfølgende bilen, hvorefter der blev etableret et ejerpantebrev i bilen.
Det forhold, at klageren har benyttet provenuet fra lånet til køb af bilen, medfører ikke, at der er tale om et kreditkøb i forholdet mellem klageren og finansieringsselskabet, jf. definitionen af kreditkøb i kreditaftalelovens § 4, nr. 15. Ligeledes medfører det forhold, at klageren har givet finansieringsselskabet fuldmagt til at udbetale provenuet fra lånet til bilforhandler F ikke, at der er tale om et kreditkøb.
Der er ikke tale om et oprindeligt trepartsforhold eller et (maskeret) kreditkøb. Der er ikke noget grundlag for at antage dette på baggrund af klageskemaet eller sagens bilag. Finansieringsselskabet var derfor berettiget til at afvise klagerens forslag om at aflevere bilen til fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende.
Klageren har i mailkorrespondance med finansieringsselskabet henvist til afgørelsen U 2004.2062H og Ankenævnets afgørelse 389/2020, som begge vedrørte køb med ejendomsforbehold, hvorfor de ikke er relevante for nærværende sag.
Selv hvis Ankenævnet finder, at der er tale om et oprindeligt trepartsforhold, hvilket bestrides, så gøres det gældende, at fremgangsmåden efter kreditaftalelovens § 30, stk. 1, ikke finder anvendelse, jf. U.2001.976H, da finansieringsselskabet er en finansiel virksomhed, der tilbyder finansieringsprodukter og ikke handler med biler og ej heller har lager- eller forretningslokaler, som muliggør køb og salg af biler, herunder videresalg af biler.
Ankenævnets bemærkninger
Ved slutseddel af 1. december 2020 købte klageren en bil af en bilforhandler, F, for 441.080 kr. Af slutsedlen fremgik en kontant udbetaling på 45.000 kr. og en restkøbesum inklusive moms på 396.080 kr. Endvidere fremgik, at bilen skulle leveres den 3. december 2020.
AL Finans (finansieringsselskabet) ydede klageren et lån på 409.580 kr. til delvis finansiering af bilen. Ved sin underskrift på gældsbrevet gav klageren finansieringsselskabet fuldmagt til at udbetale/indfri 396.800 kr. til ”sælgers konto i pengeinstitut og/eller panthaver i bilen.”
Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren ansøgte om lånet via finansieringsselskabet hjemmeside, at klageren uploadede slutseddel og kørekort via finansieringsselskabets hjemmeside, og at han underskrev alle dokumenter digitalt, hvorefter finansieringsselskabet foretog en kreditvurdering af klageren og bilen. Klageren købte efterfølgende den pågældende bil hos bilforhandler F.
Den 1. december 2020 foretog klageren en kortbetaling på 45.000 kr. til bilforhandler F. Til sikkerhed for lånet fik finansieringsselskabet den 3. december 2020 tinglyst håndpant i et ejerpantebrev 397.000 kr. i bilen og samme dag overførte finansieringsselskabet den resterende del af købesummen på 396.080 kr. til bilforhandler F.
Klageren har anført, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold/kreditkøb. Finansieringsselskabet har bestridt dette.
Ankenævnet finder, at en afklaring af, om finansieringen skete under sådanne omstændigheder, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold/kreditkøb, forudsætter bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer fra finansieringsselskabet, klageren og bilforhandler F, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Klagen afvises derfor i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.