Afgørelse

Indsigelse mod nettorenteudgift til mellemfinansiering i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens nettorenteudgift til mellemfinansiering i forbindelse med køb og salg af en fast ejendom.

Sagens omstændigheder.

Den 17. januar 2008 underskrev klageren og dennes samlever en kreditkontrakt med Danske Bank om en køberkonto (kontonr. -734) med et kreditmaksimum på 50.000 kr. Rentesatsen var variabel 7,25 % pr. år. Kreditten blev oprettet i forbindelse med klagerens og samleverens køb af en fast ejendom for en købesum på 2.135.000 kr.

Før overtagelsen videresolgte klageren og samleveren ejendommen for 2.172.500 kr.

Med valør den 4. juli 2008 blev der hævet 2.110.000 kr. på køberkontoen (-734). Beløbet blev overført til deponering i sælgers pengeinstitut, P, vedrørende klagerens og samleverens køb af ejendommen.

Med valør den 9. juli 2008 blev der indsat 2.037.500 kr. på en skødekonto med klageren og samleveren som kontohavere. Beløbet vedrørte købers deponering i forbindelse med klagerens og samleverens videresalg af ejendommen. Indlånsrentesatsen var 1,75 pr. år.

Med valør den 22. september 2008 blev der overført 2.091.761,57 kr. fra skødekontoen til nedbringelse af gælden på køberkontoen.

For 2008 udgjorde den samlede renteudgift på køberkontoen 39.092 kr. Renteindtægten på skødekontoen var 10.995 kr.

Klageren og samleveren henvendte sig til banken om nettorenteudgiften, som de fandt urimelig.

Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.

Parternes påstande.

Den 20. marts 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal yde en rentekompensation på ca. 30.000 kr., subsidiært et mindre beløb.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de var nødsaget til at betale købesummen til den oprindelige sælger, mens de i forbindelse med videresalget blev nødsaget til at afvente, at købers advokat fik indhentet et anmærkningsfrit skøde, hvilket tog urimelig lang tid.

Det er kutyme, at bankerne i en sådan situation fastsætter renten på indlån og udlån lige, således at banken ikke opnår en ekstraordinær indtjening. Banken handlede ikke i overensstemmelse hermed, idet udlånsrenten var 8 %, mens indlånsrenten var 1,5 % - 3 %.

Danske Bank har anført, at man med henblik på at undgå mellemfinansiering forsøgte at få den endelige køber af ejendommen til at deponere købesummen direkte i den oprindelige sælgers pengeinstitut, hvilket købers advokat imidlertid ikke var indforstået med.

Klageren blev gjort opmærksom på, at der var omkostninger forbundet med mellemfinansieringen, og at gælden på køberkontoen ikke ville blive nedbragt, før provenuet fra videresalget, der indestod på skødekontoen, blev frigivet af købernes advokat.

Rentesatsen på køberkontoen fremgik af kreditkontakten og de løbende kontoudtog.

Banken er uden ansvar for, at frigivelsen af midlerne på skødekontoen trak ud.

Nettorenteudgiften beløb sig til 28.097 kr. Indlånsrenten på skødekontoen blev på baggrund af det gode kundeforhold pr. den 9. juli 2008 forhøjet til en favørrente på 2,50 %. Udlånsrenten på køberkontoen blev gennem hele forløbet fastsat indenfor den nederste del af bankens rentespænd for produktet.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den variable rentesats på 7,25 % pr. år fremgår af kreditkontrakten for køberkontoen. Rentesatsen, herunder den senere forhøjelse til 8 % pr. år, kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Indlånsrentesatsen på skødekontoen var 1,75 % pr. år, men banken forhøjede rentesatsen til en favørrentesats på 2,50 % pr. år. Det kan ikke pålægges banken at yde en højere forrentning.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med sin ekspedition af sagen. Det kan derfor ikke pålægges banken at betale klageren en erstatning eller en rentekompensation, som følge af, at ekspeditionstiden trak ud.

Efter det oplyste trak frigivelsen af indeståendet på skødekontoen ud på grund af omstændigheder hos køber/købers advokat, som banken var uden indflydelse på.

Ankenævnet er ikke bekendt med, at der som anført af klageren skulle være kutyme for at yde en rentegodtgørelse i en situation som den foreliggende.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om klageren kan gøre et krav gældende mod køber/købers advokat.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.