Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Lånetilbud. Kreditvurdering.

Sagsnummer: 20801004/2008
Dato: 27-05-2008
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum (2 stemmer, jf. vedtægternes § 14, stk. 1), Per Englyst, Mads Laursen
Klageemne: Værdiansættelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Lånetilbud. Kreditvurdering.
Indklagede: Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren kontaktede den 11. september 2007 det indklagede realkreditinstitut med henblik på finansiering af sit køb af et sommerhus. Der var tale om en privat handel til en pris på 900.000 kr. Instituttet indhentede økonomiske oplysninger hos klageren i form af årsopgørelser og lønsedler. Af årsopgørelserne, som dækkede henholdsvis 2005 og 2006, fremgik det, at klageren i de pågældende år havde en skattepligtig indkomst på henholdsvis 333.699 kr. og 326.084 kr. Klagerens nettogæld til realkredit- og pengeinstitutter m.v. udgjorde ifølge opgørelsen for 2006 i alt knap 220.000 kr. Instituttet meddelte i forlængelse heraf klageren, at instituttet ikke kunne anerkende en handelspris på 900.000 kr. Den 23. oktober 2007 fremsendte et pantebrevsselskab, som var delvist ejet af det med instituttet koncernforbundne pengeinstitut, en telefax til instituttet, hvori pantebrevsselskabet tilbød at købe et pantebrev stort 320.000 kr. Telefaxen var vedlagt kreditoplysninger, hvoraf det fremgik, at lånet havde kvartalsvise ydelser på 7.440 kr., dog at første ydelse, der skulle betales den 11. marts 2008, udgjorde 10.747 kr. Af det endelige skøde, som blev udstedt til klageren, fremgik det, at overtagelsesdagen var aftalt til den 1. november 2007, og at købesummen var aftalt til 800.000 kr., som skulle berigtiges kontant pr. overtagelsesdagen. Instituttet fremsendte den 30. oktober 2007 et lånetilbud til klageren på et 20-årigt variabelt forrentet obligationslån på 488.000 kr. med 10 års afdragsfrihed. Af lånetilbudet fremgik det, at 1. års ydelse pr. måned før skat udgjorde 2.211 kr. Såvel det private pantebrev på 320.000 kr. som realkreditlånet på 488.000 kr. blev afregnet den 7. november 2007. Klagerens fader kontaktede herefter instituttet, idet han var utilfreds med instituttets medvirken til og finansiering af en ejendomshandel, som efter faderens opfattelse ikke hang økonomisk sammen. Klagerens fader anmodede instituttet om at medvirke til, at handlen blev annulleret, og at finansieringen gik tilbage, hvilket instituttet afviste.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde handlet ansvarspådragende, og at instituttet derfor skulle medvirke til, at handlen samt finansieringen heraf blev annulleret. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at instituttet som kreditgiver havde fulgt sin sædvanlige procedure i forbindelse med lånesagens behandling. Nævnet kunne ikke give klageren medhold i, at instituttet ved denne procedure eller efter det i øvrigt oplyste i sagen havde pådraget sig et ansvar over for klageren. Nævnet frifandt derfor instituttet.