Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod bankens tvangslukning af klagerens positioner. Indsigelse mod manglende forudgående marginkald mv.

Sagsnummer: 775/2023
Dato: 12-02-2025
Ankenævn: Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Janni Visted Hansen, Ann-Mari Agerlin og Poul Erik Jensen
Klageemne: Terminsforretninger - lukning
Ledetekst: Indsigelse mod bankens tvangslukning af klagerens positioner. Indsigelse mod manglende forudgående marginkald mv.
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens tvangslukning af klagerens positioner.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Saxo Bank i september 2009.

Klageren investerede via bankens handelsplatform i CFD’er (Contract for difference) ”CFDs PLUG:xnas”.  

Den 10. november 2023 faldt Plug:xnas med 38 % ved åbningen af det amerikanske marked, da selskabet (Plug Power Inc) kom med regnskabstal.

Banken har oplyst, at klagerens marginudnyttelse som følge heraf steg, hvorfor klagerens positioner blev tvangslukket (stopped out/stoppet ud) den 10. november 2023 kl. 14.30.05 GMT, da klagerens marginforbrug udgjorde 120,4 %. Samtidig sendte banken den 10. november 2023 kl. 15.30 (dansk tid) meddelelse til klageren om lukningen pr. e-mail:

”… Due to insufficient margin collateral funds on your account, we have now commenced the closing down of open margin positions on your account. …”

Klageren modtog ikke et marginkald/varsel (en ”alert”) forud for tvangslukningen. Banken har oplyst, at årsagen hertil var, at klagerens marginforbrug, da kursen faldt 38 %, med det samme steg tilsvarende og gik fra under 75 % til over 100 %, hvorfor det var ikke muligt at varsle ved 75 % og 90 %.

Klageren har oplyst, at han rettede telefonisk henvendelse til banken samme dag 32 minutter senere, kl. 16.02, da han havde set e-mailen, og at medarbejderen fra banken, som klageren talte med, ville undersøge sagen. Samme dag kl. 16.14 meddelte medarbejderen, at banken ikke ville hjælpe og ændre nedlukningen.

Klageren klagede herefter til banken, der afviste klagen og blandt andet anførte:

”… Først og fremmest kan Saxo ikke bruge dine positioner som sikkerhedsstillelse til din margin, idet som "retail" kunde, er du dækket af EU regulering (ESMA). Med et tab på 876497,42 kr. havde du kun 30021,29 kr. tilbage til marginhandel under grænsen på DKK 36159,54. Vi måtte derfor lukke marginpositionerne, taget derudover i betragtningen, at den underliggende aktie var 38% nede ved markedets åbning. …”

Klageren har fremlagt skærmprint af sine porteføljerapporter hos banken, hvoraf det fremgår, at værdien af kontantbeholdningen og værdien af klagerens positioner var henholdsvis 907.499,89 kr. og 1.364.091,48 kr. den 9. november 2023 og 32.566,05 kr. og 2.084.024,40 kr. den 10. november 2023. Klageren har endvidere fremlagt korrespondance med banken i august 2023, hvoraf fremgår, at risikoen ved Plug:xnas var faldet, og korrespondance med banken i marts 2023, hvori klageren anmodede om at modtage ”alerts” fra banken pr. SMS, hvilket banken afslog.

Banken har oplyst, at klagerens positioner i december 2021 var blevet tvangslukket.

Den 29. december 2023 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Klageren har under klagesagen oplyst, at banken efterfølgende har ændret sin handelsplatform og indført begreberne/funktionerne ”handel før markedet åbner” og ”udvidede åbningstider” og en alert funktion, således at kurserne kan følges og værdierne, tab og gevinst opdateres løbende på platformen, før børserne åbner.

Klageren har fremlagt udskrifter fra august 2024 med eksempler fra bankens handelsplatform med oplysning om f.eks. amerikanske aktier i tidsrummet fra ét minut til 27 minutter før markedets åbning, skærmprint vedrørende tilgængelige handelsinformationer ”Handel før markedet åbner” og ”Udvidede åbningstider” samt alert funktion (alert meddelelse). Klageren har oplyst, at han testede en kurs alert funktion i tidspunktet ”handel før markedet åbner”, og at han i den forbindelse fik fremsendt den fremlagte alert meddelelse.

Banken har oplyst, at ændringen blev indført efter april 2024, og at banken påbegyndte et projekt om ændringen i august 2021.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser af 3. juli 2023 fremgår blandt andet:

”… 5.1 Saxo Bank leverer udelukkende ordreudførelse ("execution only") for Kunden, medmindre andet er aftalt. Saxo Bank er ikke forpligtet til at yde individuel rådgivning eller levere overvågning, oplysninger eller anbefalinger i relation til Instrumenter eller Ydelser.

7.5 Enhver meddelelse, som Saxo Bank har pligt til at afgive til Kunden, herunder Kontoudtog og Afregnings-/Handelsnotaer, kan afgives i elektronisk form via e-mail eller ved at vise meddelelsen på Kundens Kontooversigt på Handelsplatformen. Til dette formål er Kunden forpligtet til at oplyse en email adresse til Saxo Bank. En e-mail anses for modtaget af Kunden, når den er afsendt af Saxo Bank. Saxo Bank er ikke ansvarlig, hvis en e-mail bliver forsinket, ændres eller omdirigeres, efter at den er afsendt af Saxo Bank. Kunden anses for at have modtaget en besked på Kundens konto på Handelsplatformen, når Saxo Bank har indsat beskeden på Handelsplatformen. Det er Kundens eget ansvar at sikre, at Kundens software og hardware ikke hindrer Kunden i at modtage e-mails eller få adgang til Handelsplatformen.

26.3 Marginkravet gælder fra åbning af en Marginposition indtil Marginpositionens udløb. Det er Kundens ansvar løbende at sikre, at der til enhver tid er tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse på Kontoen til at opfylde Marginkravet. Saxo Bank har ret (men ikke pligt) til at informere Kunden, hvis Marginkravet ikke er opfyldt (margin call).

26.7 Saxo Bank har ret til løbende og efter eget skøn at vurdere værdien af Sikkerhedsstillelsen for Kundens Konto, herunder om der kan accepteres forskellige typer af Sikkerhedsstillelse til opfyldelse af Marginkravet, og Saxo Bank kan løbende revurdere værdien af Sikkerhedsstillelsen uden forudgående varsel til Kunden. Hvis Saxo Bank ved levering eller efterfølgende vurderer, at værdien af Sikkerhedsstillelsen ikke dækker Kundens forpligtelser (herunder, men ikke begrænset til Marginkravet), skal Kunden straks levere yderligere Sikkerhedsstillelse med henblik på at opfylde sine forpligtelser, herunder (men ikke begrænset til) Marginkravet.

26.8 Kunden anerkender og accepterer, at hvis Kundens Sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkelig til at dække Marginkravet, andre indeståender eller andre beløb, som Kunden måtte skylde Saxo Bank I henhold til disse Betingelser, har Saxo Bank ret til (men er ikke forpligtiget til) at lukke eller reducere enhver Kontrakt og Marginposition ved meddelelse herom til Kunden og anvende provenuet til betaling af de skyldige beløb. Saxo Bank har ret til efter eget skøn at lukke alle eller nogle af Kundens Kontrakter og Marginpositioner. Saxo Bank kan udnytte denne ret til at lukke Kontrakter og Marginpositioner, selv om Kunden har taget skridt til at reducere størrelsen af åbne Kontrakter eller Marginpositioner eller til at overføre tilstrækkelige midler til Saxo Bank, uden at Saxo Bank ifalder noget ansvar over for Kunden.

41. ERKLÆRING OM RISIKO I FORBINDELSE MED HANDEL MED VALUTA OG DERIVATER (HERUNDER CFD'ER, FUTURES OG OPTIONER)

Denne korte erklæring, der udgør en del af Betingelserne, beskriver ikke alle de risici og andre betydningsfulde aspekter, der er forbundet med at handle valuta og derivater. Set i lyset af risiciene bør De kun indgå handler i de nævnte produkter, såfremt De forstår beskaffenheden af de kontrakter og kontraktretlige forhold, som De indgår, samt omfanget af den risiko, De derved påtager Dem. Handel med valuta og derivater egner sig ikke til det brede flertal af befolkningen. De bør overveje nøje, om denne form for handel er noget for Dem, ud fra Deres erfaring, Deres mål, økonomiske ressourcer og andre relevante forhold.

VALUTA OG DERIVATER

1 Effekten af "Marginhandel" eller "Gearing"

Handel i valuta og derivater indebærer en stor risiko. Beløbet for initialmargin kan være småt i forhold til værdien af valuta- eller derivatkontrakten, når transaktioner "handles på margin" eller "geares". En relativt lille markedsbevægelse får en forholdsmæssig større virkning på de midler, De har indskudt eller skal indskyde. Dette kan både være i Deres favør eller til ugunst for Dem. De kan risikere at tabe alle oprindelige marginmidler samt eventuelle andre midler, som er deponeret i Saxo Bank, for at beholde Deres position. Udvikler markedet sig ugunstigt for Deres position og/eller øges Marginkravene, kan De blive nødt til med kort varsel at indbetale yderligere midler for at beholde Deres position. Undlader De at efterkomme et krav om indbetaling af ekstra midler, risikerer De, at Saxo Bank lukker positionerne på Deres vegne. De hæfter selv for et eventuelt tab eller underskud som følge heraf.

...”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Saxo Bank skal genetablere positionen eller betale en pengesum til køb af 7.000 stk. Plug Power Aktier.

Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning af alle krav.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget lukkede hans CFD-position ”CFDs PLUG:xnas” uden varsel (alert). Han er blevet dårligt, utilstrækkeligt og fejlagtigt rådgivet i forhold til, hvad der står i bankens 70 siders forretningsbetingelser, både med hensyn til stop-ud før et marked åbner, alerts og risikovurdering. Banken har handlet koldt og kynisk, jf. bankens egenudviklede forretningsbetingelser, ved uden varsel at lukke en position umiddelbart efter, at børsen åbnede.

Banken havde informeret ham om, at han ville modtage en alert, når margin var overskredet ”op til de 100 %”. Denne rådgivning var årsagen til, at han endte i denne situation. Ingen havde oplyst ham om, at han kunne risikere en nedlukning uden først at blive advaret via en alert. Han fik aldrig denne alert og havde ikke mulighed for at reagere og sikre margin. Banken havde endda forud for hændelsen gjort ham opmærksom på, at risikoniveauet for Plug Power var faldet.

Banken har adgang til informationer om aktiers stigninger eller fald og bør kunne oplyse eller fremsende en alert, før et marked åbner eller under åbningen, hvis betingelser for en alert er til stede. Havde banken fremsendt en alert om, at aktien ville falde med 38 % eller var kritisk for margin inden eller ved åbningen af børsen, havde det givet ham tid og mulighed for at sælge ud af aktiebeholdningen, og dermed ville hændelsen være afværget. Banken kunne ligeledes selv have solgt aktier fra porteføljen, så der igen ville være dækning på kontantkontoen. Dette var også muligt ved automatisk handel. Selv ved et fald på 38 % skulle der kun et lille beløb til for at sikre en positiv margin.

Banken har anført, at det er muligt at sætte en prisudviklings ”alarm”, men at det ville ikke hjælpe, da denne funktion ikke understøtter pre- og post handelssession. Dette fremgår ikke af bankens forretningsbetingelser og var i modstrid med, at banken tidligere havde oplyst, at han ville modtage en alert op til 100 %. Banken havde muligheden for at anvende denne funktion, men ville ikke udvikle eller implementere den. Banken tilbyder at handle i et pre-marked, men overdrager det fulde ansvar til kunden.

Banken lukkede positionen, selvom der var/er mere end tilstrækkelig kapital i porteføljen. Han havde rigeligt likviditet i porteføljen, og banken havde ingen kreditrisiko, jf. også de fremlagte porteføljerapporter.

Banken ville ikke genetablere positionen, selvom det ville være omkostningsfrit for banken. Hans telefonsamtale med banken den 10. november 2023 kl. 16.02 gik på ”manglende alert”, og at der var rigeligt med kapital på kontoen. Han tilbød at sælge ud af sin portefølje og dermed sikre sin margin. Bankens medarbejder indvilligede i at undersøge sagen, hvilket bekræfter, at banken i nogle situationer accepterer at genetablere en lukket position, men ikke denne gang, hvor banken var ligeglad.

Banken var ikke interesseret i at levere en mobil/SMS-løsning til at sende alert meddelelser. Det er via SMS, at man hurtigst muligt bliver adviseret og ikke via e-mail.

Et af klagens hovedpunkter er, at han aldrig fik en alert fra banken, før den lukkede positionen ned. Banken har efterfølgende ændret på sin handelsplatform og indført begreberne ”handel før markedet åbner” og ”udvidede åbningstider”, således at kurserne kan følges og værdierne, tab og gevinst opdateres løbende på platformen, før børserne åbner, samt indført en alert funktion. Ændringen tager højde for, at alert kan fremsendes, inden et marked åbner (i dette tilfælde børserne i USA), hvis et kritisk niveau skulle nærme sig før markedets åbning. Havde dette havde været en mulighed tidligere, så havde han haft mulighed for at sikre margin og dermed undgå, at banken lukkede positionen.

Banken har anført, at ændringen ikke er relevant for sagen på grund af tidspunktet. Det er formentlig hans sag, der har fået banken til at indføre ændringen, da den indså, at der var betydelige mangler ved handelsplatformen.

Banken har endvidere anført, at ændringen ikke er relevant, ”da marginberegningen ikke vil vise en projekteret ”ny margin”, der reflekterer prisændringen på instrumentet i for-marked, men positionsmæssigt vil kunder kunne se den nye pris og profit/tab”. Han har ikke kunnet verificere dette, da han ikke længere har CFD’er i banken, men han kan konstatere, at kontoens værdi varierer med for-markedet, og dermed kunne margin også beregnes og en ny margin projekteres. Selvom man ikke kan blive ”stoppet ud”, før det officielle marked åbner, handler det ikke blot om at kunne reducere positionen eller lukke positionen, men også om at kunne tilføre kapital til kontoen for at sikre margin, nu hvor der ligeledes ikke tages højde for sikkerheden i hele porteføljen, hvilket også er en uacceptabel mangel.

Det er korrekt, at han i december 2021 blev udsat for en nedlukning. Han havde dengang fået flere alerts, som han ikke fik reageret på og accepterede derfor udfaldet.

Saxo Bank har blandt andet anført, at lukningen skete i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser. Marginkontrakter indebærer en gearingsrisikofaktor, hvor kunden påtager sig en større eksponering end værdien af sin konto i banken. Kontrakterne indebærer også en kreditrisiko for banken. Kreditrisikoen styres af kundens forpligtelse til altid at opretholde marginkravet. Klagerens forpligtelse hertil fremgår tydeligt af bankens almindelige forretningsbetingelser, jf. pkt. 26.3. Klageren skulle have tilstrækkelig kapital på kontoen, hvormed der menes, at klageren selv skal varetage risikoen enten ved at indskyde beløb på kontoen og eller reducere risikoen, så klageren ikke ender med at få en negativ kontobalance. Det fremgår af forretningsbetingelsernes pkt. 26.8, at banken har ret til at lukke positioner, hvis en kunde ikke opfylder marginkravene, men at banken ikke er forpligtet til det.

Banken har ingen kontrol over markedsbevægelser. Banken tjener ikke penge på, at kunderne taber penge. Samlet set kører banken en fuldt afdækket ordrebog, hvorfor banken generelt ikke har nogen interesse i, at bankens kunder taber penge eller bliver stoppet ud.

Grundet det store fald i Plug:xnas var det ikke muligt for banken at sende marginkald til klageren på henholdsvis 75 % og 90 %. Da klageren var ”gået lang”, og instrumentet havde et spænd på åbningen og tabte 38 % værdi, havde klageren ikke tilstrækkelig med margin og blev stoppet ud. Det er korrekt, at systemet automatisk sender beskeder, når marginforbrug rammer procenter op mod 100 %, når det er muligt. Når en kurs som i dette tilfælde falder 38 %, og en kundes marginforbrug naturligvis stiger tilsvarende meget med det samme, og dermed går fra under 75 % til over 100 %, er det ikke muligt at varsle ved 75 % og 90 %. De niveauer er ”væk”, og klageren gik direkte på stop-ud. Når det amerikanske marked åbner officielt, får banken de officielle priser ind, og da dette niveau var over advarselsniveauerne på 75 og 90 % og oversteg de 100 %, trådte stop-ud funktionen til.

Det er klagerens eget ansvar at gøre sig bekendt med reglerne for de investeringsprodukter, han vælger at investere i, særligt når han vælger at investere i højrisikoprodukter som CFD’er. Det er som udgangspunkt klagerens eget ansvar at følge med i instrumenters kursudvikling og sætte sig ind i, hvornår der aflægges regnskab, fondsbørsmeddelelser m.v. Det er muligt at sætte en prisudviklings ”alarm”, men det ville ikke hjælpe, da denne funktion ikke understøtter pre- og post handelssession. Omvendt tilbyder banken alerts til at understøtte selskabsmeddelelser.

Banken tilbyder kunder at handle i premarket sessionen, hvilket ikke er det officielle marked. Derfor bruger banken det heller ikke i sin marginmodel, hvilket betyder ingen marginadvarsel, og at selve prispåvirkningen stadig rammer kunden, når markedet åbner. Havde klageren reduceret sin position i premarket, var klageren heller ikke blevet stoppet ud. Blot fordi banken tilbyder at handle i premarket sessionen, betyder det ikke, at banken har forudgående kendskab til, hvordan markedet åbner.

Klageren har været kunde i banken længe og er bekendt med, at banken ikke sender ”alerts” på SMS.

De af klageren nævnte ændringer i bankens handelsplatform er ikke relevante for sagen, da klagerens stop ud skete den 23. november 2023. De af klageren nævnte udvidede handelstider var først tilgængelige for Saxo Banks kunder efter april 2024. Banken arbejder altid på at udvikle sin platform og gøre den bedre. Projektet med den nye funktion startede i august 2021 og har intet med klageren at gøre.

Ændringerne er endvidere ikke relevante, da marginberegningen ikke efter ændringerne vil vise en projekteret ”ny margin”, der reflekterer prisændringen på instrumentet i for-marked, men positionsmæssigt vil kunder kunne se den nye pris og profit/tab. Selvom udvidede handelstider er aktiv, bliver kunder ikke stoppet ud, før det officielle marked er åbnet. Proceduren for stop-ud blev ikke ændret i forbindelse med den nye funktionalitet, så klageren ville være blevet stoppet ud, også selvom den nye funktionalitet havde været tilgængelig i november 2023. Dog har kunder muligheden for at reducere deres position, da Saxo Bank bagvedliggende beregner margin under for-marked, så kunder de-facto er på ”reduce only” hvilket betyder, at de ikke kan åbne nye handler, men kun kan lukke allerede åbne positioner. Den nye funktionalitet gør ikke, at man kan se sin margin. Man kan kun se prisen og profit/tab. Den nye funktionalitet havde dermed ikke ændret, hvad der skete.

Grunden til, at bankens medarbejder i forbindelse med klagerens telefoniske henvendelse til banken den 10. november 2023 meddelte, at medarbejderen ville undersøge sagen, var udelukkende, hvis der var tale om en fejl fra bankens side af, hvilket ikke var tilfældet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde via Saxo Banks handelsplatform investeret i CFD’er (Contract for difference) ”CFDs PLUG:xnas”. 

Den 10. november 2023 faldt Plug:xnas med 38 % ved åbningen af markedet. Banken har oplyst, at klagerens marginudnyttelse som følge heraf steg, hvorfor banken tvangslukkede klagerens positioner den 10. november 2023 kl. 14.30.05 GMT, da klagerens marginforbrug udgjorde 120,4 %. Klageren modtog ikke et marginkald/varsel forud for tvangslukningen. Banken har oplyst, at årsagen hertil var, at klagerens marginforbrug, da kursen ved åbning af markedet faldt 38 %, steg tilsvarende og gik fra under 75 % til over 100 % med det samme, hvorfor det var ikke muligt at varsle/sende marginkald ved 75 % og 90 %.

Ifølge Saxo Banks almindelige forretningsbetingelser pkt. 26.7 og 26.8 har banken ret til løbende og efter eget skøn at vurdere værdien af kundens sikkerhedsstillelse, og banken kan løbende revurdere værdien af sikkerhedsstillelsen. Hvis kundens sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkelig til at dække marginkravet, kan banken lukke enhver kontrakt og marginposition.

Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte bankens beregning af klagerens marginudnyttelse ved åbningen af markedet. Ankenævnet finder herefter, at banken i henhold til sine almindelige forretningsbetingelser pkt. 26.8 var berettiget til at tvangslukke klagerens positioner som sket, da klagerens marginforbrug overskred 100 %.

Ankenævnet finder, at banken i medfør af sine almindelige forretningsbetingelser pkt. 26.3 var berettiget til at lukke alle klagerens positioner, uanset at banken ikke forudgående havde sendt marginkald til klageren.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med tvangslukningen af klagerens positioner. Den omstændighed, at banken efter april 2024 indførte ændringer vedrørende udvidede handelstider (for-marked), kan ikke føre til et andet resultat.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.