Krav om erstatning i forbindelse med en overførsel til udlandet, der skete ved en fejl.
| Sagsnummer: | 251 /2004 |
| Dato: | 15-02-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel til udlandet - fejl
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med en overførsel til udlandet, der skete ved en fejl. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med en betalingsoverførsel til udlandet, der skete ved en fejl.
Sagens omstændigheder.
Efter anmodning fra klageren overførte indklagede den 22. april 2004 5.000 EUR fra klagerens konto hos indklagede til en betalingsmodtager med konto i et pakistansk pengeinstitut.
Ved en fejl overførte indklagede den 14. maj 2004 igen 5.000 EUR til samme beløbsmodtager.
For hver overførsel beregnede indklagede sig et gebyr på 100 kr.
Parternes påstande.
Den 2. september 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 2.500 kr.
Indklagede har den 27. september 2004 tilbagebetalt gebyret på 100 kr. for den overførsel, der skete ved en fejl.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han som følge af den fejlagtige overførsel ikke var i stand til at opfylde en aftale om betaling, som han privat have indgået med en tredjemand.
Indklagede har anført, at klageren ikke ønskede at få den fejlagtige overførsel på 5.000 EUR tilbageført.
Klageren er blevet godtgjort gebyret på 100 kr. for det for meget overførte beløb.
Klageren ses ikke at have lidt yderligere tab som følge af overførslen. Trods opfordring hertil har klageren ikke givet en nærmere forklaring på sin tabsopgørelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har under sagen tilbagebetalt gebyret på 100 kr. for den betalingsoverførsel, som den 14. maj 2004 blev gennemført ved en fejl.
Klageren har ikke godtgjort, at han som følge af fejlen er blevet påført yderligere unødige omkostninger eller øvrige tab. Der er allerede som følge heraf ikke grundlag for at tage klagerens påstand om en erstatning på 2.500 kr. til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.Klagegebyret tilbagebetales klageren.