Omlægning af højere forrentede obligationer med kort løbetid til lavre forrentede obligationer med lang løbetid.
| Sagsnummer: | 836/1994 |
| Dato: | 28-12-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Omlægning af højere forrentede obligationer med kort løbetid til lavre forrentede obligationer med lang løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagedes Vig afdeling rettede i begyndelsen af 1994 henvendelse til klageren med henblik på afholdelse af et møde vedrørende klagerens obligationsbeholdning. Møde blev afholdt den 10. februar 1994. Klagerens obligationsbeholdning var på dette tidspunkt sammensat således:
Nominelt 152.000 kr. variable Stat 1997 Nominelt 869.000 kr. variable Stat 1996 Nominelt 400.000 kr. 9 % Statslån 1994 Nominelt 502.000 kr. 7 % Statslån 2004 Nominelt 1.000.000 kr. 8 % Kreditforeningen Danmark 2014 samt andele i Investeringsforeningen Danske Invest.
På mødet drøftedes indklagedes forventninger til obligationsmarkedet og renteudviklingen samt klagerens investeringshorisont. Indklagede foreslog køb af obligationer med lang løbetid. Der aftaltes og gennemførtes samme dag en omlægning af klagers ovennævnte obligationsbeholdning til:
Nominelt 1.600.000 kr. 6 % Danske Kredit 2026 Nominelt 535.000 kr. 6 % Danske Kredit 2016 Bibeholdelse af nominelt 1.000.000 8 % Kreditforeningen Danmark 2014 samt andele i Investeringsforeningen Danske Invest.
Den 25. marts 1994 købte klageren nominelt 560.000 kr. 6 % Danske Kredit 2016 og nominelt 100.000 kr. 7 % Statslån 2004.
Den 5. juli 1994 købte klageren nominelt 259.000 kr. 8 % Danske Statslån 2003.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde kompensation for det tab, han har lidt ved omlægning af obligationsbeholdningen i februar 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i 1993 på anbefaling af en anden medarbejder i indklagedes Vig afdeling havde købt en stor obligationsbeholdning med variabel rente, som han var tilfreds med. Indklagedes investeringsrådgiver overtalte ham ved mødet den 10. februar 1994 til at omlægge obligationsbeholdningen. Han forsikrede, at man nøje ville følge rente- og kursudviklingen og omgående tage skridt til en omplacering, hvis udviklingen fordrede det. Indklagede var bekendt med, at han er alvorligt syg; han var af helbredsmæssige årsager ikke i stand til at vurdere de fulde konsekvenser af dispositionerne. Der er lidt et rente- og formuetab, uanset at obligationsbeholdningen ikke er solgt. Investeringerne i marts og juli måned 1994 var genplacering af udtrukne midler.
Indklagede har anført, at man foreslog køb af obligationer med lang løbetid, idet disse ansås som de bedste. Der var ikke stor udtrækningsrisiko, men mulighed for at hjemtage en kursgevinst i forbindelse med salg ved et forventet faldende renteniveau, ligesom klageren var sikret et stabilt renteafkast. Man har ikke truffet nogen beslutning for klageren eller forsøgt at presse eller overtale denne til at foretage et bestemt køb. I forventning om et faldende renteniveau og i overensstemmelse med klagerens investeringshorisont var der tale om et investeringsråd, der gav klageren en langtidssikring af renteafkastet, samtidig med at klageren ved yderligere rentefald ville kunne hjemtage kursgevinst ved nye omlægninger. Klageren traf selv beslutningen om købet på grundlag af en redelig rådgivning med udgangspunkt i klagerens behov og ønsker. Klageren påtog sig derfor selv risikoen for rente- og kursudviklingens betydning for denne beslutning. Klageren blev ikke garanteret en bestemt kursgevinst eller et bestemt renteafkast. Man har alene givet klageren tilsagn om, at man ville rette henvendelse til ham, hvis man ændrede sin renteprognose, hvilket ikke skete. Hvis klageren ikke havde omlagt sin obligationsbeholdning i februar måned 1994, ville han have konstateret et kurstab på sin daværende obligationsbeholdning, fordi kurserne på disse obligationer også er faldet. Klageren har ikke realiseret noget kurstab, da obligationsbeholdningen ikke er solgt. Man var bekendt med, at klageren havde dårligt hjerte, men ikke at han stod overfor at skulle opereres. Klageren har ved to senere lejligheder investeret beløb i langtløbende papirer og har således ved sin handlemåde vist, dels at han havde viden om kursudviklingen, dels at han næppe har lagt afgørende vægt på den aftale, han mente var indgået med investeringsrådgiveren. Disse senere investeringer bestod af såvel genplaceringer af udtrukne midler som af likvide midler.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for omlægningen af dennes obligationsbeholdning i februar 1994. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger til rente- og kursudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne. Det findes heller ikke godtgjort, at indklagede ved ikke efterfølgende at have tilrådet klageren at sælge de erhvervede obligationer har handlet i strid med en forpligtelse påtaget på mødet i februar 1994. I denne forbindelse bemærkes, at klageren allerede i forbindelse med de yderligere køb af obligationer, som han foretog i marts 1994, må være blevet bekendt med det kursfald, som havde fundet sted siden februar 1994.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.