Indlån, udlån.
| Sagsnummer: | 488/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Indlån, udlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med overførsel af klagerens engagement fra indklagede til et andet pengeinstitut primo september 1991 beregnede indklagede sig et gebyr på 500 kr. Klagerens engagement med indklagede bestod på overførselstidspunktet af 4 udlånskonti, en indlånskonto på opsigelse, en anfordringskonto samt en budgetkonto.
Ved klagerens efterfølgende henvendelse hos indklagede blev det opkrævede gebyr nedsat med 100 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren 300 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det opkrævede gebyr er urimelig stort, når henses til, at det formentlig har taget indklagede 10 minutter at opgøre de omhandlede konti. Klageren bestrider at have modtaget indklagedes almindelige forretningsbetingelser.
Indklagede har anført, at de samlede gebyrer er beregnet med 100 kr. pr. udlånskonto, hvortil kommer 100 kr. for anfordringskontoen, som henstod med overtræk. Indklagede tilbagebetalte dog efterfølgende gebyret vedrørende anfordringskontoen. Det opkrævede gebyr er i overensstemmelse med indklagedes gebyrregler, som har hjemmel i indklagedes almindelige forretningsforbindelser, som klageren tidligere har fået udleveret.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Peter Blok, Bjørn Bogasson og Allan Pedersen udtaler:
Klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det med overførslen af kontiene til klagerens nye pengeinstitut forbundne arbejde, og det findes ikke at kunne kritiseres, at indklagede kræver betaling i form af et standardgebyr pr. udlån. Herefter, og da såvel standardgebyret som det samlede gebyr findes at være af rimelig størrelse, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.
Medlemmerne Søren Geckler og Peter Møgelvang-Hansen udtaler:
Vi lægger til grund, at klageren ikke inden debiteringen af de omhandlede gebyrer var underrettet om, at indklagede beregner sig gebyr for flytning af konti til andet pengeinstitut. Når hertil kommer, at de omkostninger, som overførsel af udlån fra ét pengeinstitut til et andet påfører det afgivende pengeinstitut, ikke i almindelighed synes at adskille sig klart fra de omkostninger, som pengeinstituttet påføres ved "normal" (ikke gebyrbelagt) indfrielse af sådanne konti, finder vi ikke, at klageren måtte påregne, at flytningen af udlån var gebyrbelagt. Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.