Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning af klage vedrørende et anpartsselskab og klagerens kaution for et anpartsselskab, der var ejet af klageren. Ligeledes afvisning af klage over klagerens personlige engagement på grund af sammenblanding med erhvervsengagement.

Sagsnummer: 370/2014
Dato: 23-08-2016
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønderbæk og Poul Erik Jensen
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Modregning - øvrige spørgsmål
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Afvisning af klage vedrørende et anpartsselskab og klagerens kaution for et anpartsselskab, der var ejet af klageren. Ligeledes afvisning af klage over klagerens personlige engagement på grund af sammenblanding med erhvervsengagement.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører afvisning af en klage vedrørende et anpartsselskab og klagerens kaution for et anpartsselskab, der var ejet af klageren. Ligeledes afvisning af klage over klagerens personlige engagement på grund af sammenblanding med erhvervsengagement.

Sagens omstændigheder

Klageren var gift med nu afdøde M. Både klageren og M var kunder i Jyske Bank.

M ejede et anpartsselskab S, som var erhvervskunde i banken. S investerede i ejendomme, som S renoverede og solgte. Banken medvirkede typisk i forbindelse med køb eller renovering af ejendommene ved at stille mellemfinansiering til rådighed for S.

I februar 2011 døde M. Banken har oplyst, at M på daværende tidspunkt personligt ejede én udlejningsejendom, en privat bolig og et sommerhus, og at S ejede seks udlejningsejendomme.

Efter M’s død overtog klageren dødsboet til privat skifte. Banken havde løbende en dialog med klageren om, hvordan engagementet skulle fortsætte.

I april 2013 underskrev klageren på vegne S, som hun havde overtaget i forbindelse med overtagelsen af dødsboet efter M, en kreditaftale -872 på 150.000 kr. Banken har oplyst, at kreditten skulle bruges til finansiering af istandsættelse og renovering af lejemål i udlejningsejendommene med henblik på genudlejning.

I marts 2014 underskrev klageren endvidere en kreditaftale -702 på 330.000 kr. Der var tale om en kredit, som M havde brugt som en almindelig kassekredit. Banken har oplyst, at kreditten efter klagerens overtagelse blev brugt til betaling af løbende driftsudgifter blandt andet på S’s ejendomme.

I marts 2014 blev S’s kredit -872 forhøjet til 400.000 kr. Samtidig med forhøjelsen underskrev klageren i marts 2014 en kautionserklæring, hvorved hun indestod banken som selvskyldnerkautionist for enhver forpligtelse, som S havde eller måtte få over for banken.

I marts 2014 underskrev klageren endvidere en partsætningserklæring, hvor hun pantsatte tre ejerpantebreve på henholdsvis 300.000 kr., 120.000 kr. og 138.000 kr. med pant i tre ejendomme til sikkerhed for enhver forpligtelse, som:

Låntager

[klageren]

[S]

har eller måtte få over for Jyske Bank …”.

På daværende tidspunkt havde klageren udover kredit -702 med max. på 330.000 kr. en indlånskonto -822 i banken. Banken har oplyst, at klageren fra den 1. januar 2013 anvendte kontoen til huslejeindbetalinger, blandt andet fra de udlejede ejendomme tilhørende S, og til øvrige ind- og udbetalinger vedrørende ejendommene samt til klagerens private udgifter og indtægter.

Udover kredit -872 med max. på 400.000 kr. havde S en indlånskonto -518 i banken. Banken har oplyst, at indlånskontoen blev anvendt som driftskonto for udlejningsejendommene. Oprindelig indgik huslejeindtægterne fra udlejningsejendommene på denne konto, ligesom kontoen tidligere blev benyttet til alle ind- og udbetalinger vedrørende ejendommene.

Banken har fremlagt posteringsoversigter for S’s kredit -872 og S’s indlånskonto -518 fra december 2013 til december 2014 og for klagerens kredit -702 og klagerens indlånskonto -822 fra foråret 2014 til december 2014. Heraf fremgår, at såvel S’s kassekredit -872 som klagerens kredit -702 flere gange har været i overtræk efter tilskrivning af renter. Banken har efterfølgende inddækket overtrækkene ved modregning. Overtræk på S’ kredit -872 er blevet inddækket ved overførsel fra både S’ indlånskonto -518 og fra klagerens kredit -702. Overtræk på klagerens kassekredit -702 er blevet inddækket ved overførsel fra klagerens indlånskonto -822.

Banken har oplyst, at den flere gange bad klageren om at indlevere regnskaber, men at klageren nægtede at indlevere disse.

Den 29. september 2014 opsagde banken engagementerne med S og klageren til fuld indfrielse på grund af misligholdelse. Klagerens samlede engagement med banken bestod udover kredit -702 af et boliglån og et billån og udgjorde pr. den 25. september 2014 i alt 1.321.264,99 kr.

Banken har oplyst, at den efterfølgende bad klageren om at indfri kautionsforpligtelsen for S’s engagement i banken.

Den 30. oktober 2014 sendte bankens inkassoadvokat en anmodning til klageren om betaling af i alt 1.793.952,10 kr., hvilket beløb både var det skyldige beløb på hendes personlige engagement i banken og på hendes kautionsforpligtelse for S’ kredit -872 i banken, der pr. den 25. september 2014 udgjorde 418.186,82 kr.

Banken har fremlagt en oversigt over det beløb, som klageren skyldte banken pr. den 6. november 2015. Heraf fremgår, at gælden på klagerens kredit -702, klagerens boliglån og klagerens billån udgjorde 1.366.952,40 kr. og at klagerens kautionsforpligtelse for S’ kredit -872 udgjorde 457.127,11 kr., i alt 1.824.079,51 kr.

Af ”Sådan handler Jyske Bank - Generelle forretningsbetingelser – erhvervskunder”, punkt 16, fremgik blandt andet:

”...

16. Modregning

Banken kan – uden at give dig besked først – modregne ethvert forfaldent eller uforfaldent tilgodehavende hos dig i dit indestående i banken eller i ethvert andet tilgodehavende, som du har eller får hos banken, uanset om tilgodehavendet er forfaldent eller ej. …”

Af ”Sådan handler Jyske Bank - Generelle forretningsbetingelser – privatkunder” fremgik blandt andet:

”…

16. Modregning

Banken kan – uden at give dig besked først – modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos dig i dit indestående i banken eller i ethvert andet tilgodehavende, som du har eller får hos banken, uanset om tilgodehavendet er forfaldent eller ej.

Vi modregner ikke i den del af din løn eller offentlige ydelser mv., som er nødvendig til at dække dine almindelige leveomkostninger. …”

Parternes påstande

Den 6. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at banken skal tilbagebetale de beløb, som den har overført til S’ kredit -872 og til hendes personlige kredit -702 med teksten ”as per advice”. Desuden skal banken frafalde sit pant i hendes ejendomme og give hende en ny bankrådgiver.

Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning af den del af klagen, der vedrører S’ engagement med banken og subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har foretaget en række posteringer på S’ og hendes konti med teksten ”as per advice”, som medførte, at hun ikke havde penge til at dække sine leveomkostninger.

Hun ønsker en revisionsmæssig gennemgang af S’ og hendes konti i banken og af de posteringer, som banken har foretaget.

Da banken lukkede alle hendes konti i 2014, havde hun ikke penge til mad og til betaling af sine regninger.

Banken har uden hendes samtykke taget pant i hendes ejendomme.

Banken bør give hende en ny rådgiver, som forstår hendes situation.

Jyske Bankhar anført, at banken lægger til grund, at klagen vedrører bankens inddækning af overtræk på henholdsvis S’ kredit -872 og klagerens kredit -702.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at Ankenævnet ikke kan behandle forholdene omkring S’ engagement med banken, herunder foretagne modregninger, eftersom der er tale om erhvervsforhold.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at banken ikke har begået ansvarspådragende fejl, idet banken var berettiget til at inddække overtrækkene.

Vedrørende inddækning af overtræk på S’ kredit -872 ved overførsel fra S’ indlånskonto -518, var banken berettiget til at foretage modregning i henhold til bankens generelle forretningsbetingelser for erhvervskunder, idet modregningsbetingelserne var opfyldt. Banken var endvidere berettiget til at foretage inddækning af overtræk på S’ kredit -872 ved overførsel fra klagerens kredit -702 som følge af klagerens kautionsforpligtelse for S’ engagement.

Banken var ligeledes berettiget til at foretage inddækning af overtræk på klagerens kredit -702 ved overførsel fra klagerens indlånskonto -822 i henhold til bankens generelle forretningsbetingelser for privatkunder, idet modregningsbetingelserne var opfyldt.

Det fremgår af den fremlagte pantsætningserklæring fra marts 2014, at klageren selv pantsatte ejerpantebrevene til banken.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, at Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold, at klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, og at klager fra erhvervsdrivende i øvrigt falder uden for Ankenævnets kompetence.

En del af klagen vedrører bankens engagement med anpartsselskabet S, samt klagerens kaution for S, som klageren havde overtaget i forbindelse med, at klageren overtog boet efter M til privat skifte.

Herudover vedrører klagen klagerens personlige kredit -702, der ifølge det oplyste blev brugt til betaling af løbende driftsudgifter på S’ ejendomme, og klagerens indlånskonto -822, der ifølge det oplyste blandt andet blev brugt til huslejeindbetalinger fra de udlejede ejendomme tilhørende S, og til øvrige ind- og udbetalinger vedrørende ejendommene samt til klagerens private udgifter og indtægter.

Ankenævnet finder, at forholdene vedrørende S’ engagement i banken og klagerens kautionsforpligtelse for S’s engagement vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold.

Ankenævnet finder endvidere, at der var tale om en sådan sammenblanding af klagerens personlige kredit -702 og indlånskonto -822 med S’ erhvervsengagement i banken, at det ikke er muligt at udskille denne del af engagementet til særskilt behandling.

På den baggrund finder Ankenævnet, at hele klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Ankenævnet finder derfor, at sagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og 4, hvorfor sagen afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle sagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.