Afgørelse

Dispositioner vedrørende aktiebeholdning.

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren kan gøre et erstatningskrav gældende over for indklagede i anledning af tab opstået ved handel med værdipapirer.

Sagens omstændigheder.

Klageren blev i 1995 kunde hos indklagede og oprettede i 1996 et værdipapirdepot.

Indklagede har anført, at klageren gennem flere år løbende foretog investering i enkeltaktier for såvel sit eget depot som sin ægtefælles depot.

Den 15. marts 2000 underskrev klageren "Aftalegrundlag for etablering af formuegennemgang", hvorefter klageren med sit depot indgik i indklagedes VIP-koncept for investeringskunder. Et element i aftalen var et årligt møde mellem klageren og indklagede, hvor klagerens depot blev gennemgået. Endvidere fremgår, at indklagede halvårligt skulle efterse depotet med henblik på mulige forbedringer. Klageren kunne kontakte sin investeringsrådgiver i forbindelse med konkrete handelsovervejelser. Indklagede skulle opfattes som klagerens sparringspartner i forbindelse med investeringsbeslutninger, men således at klageren selv traf endelig beslutning om investering og bar risikoen herfor.

Klageren indgik samtidig "Aftale om tilslutning til børslinien". Af denne fremgår, at klageren ud over ydelserne i henhold til aftalen om formuegennemgang ville indgå i en gruppe, der "efter individuel ønske og behov modtager rådgivning/anbefaling om spekulation i enkeltaktier på det danske aktiemarked". Klageren ville blive kontaktet hyppigere af indklagede.

Den 16. marts 2000 indgik klageren "Investeringsaftale" med indklagede, hvorefter han fik stillet en kredit på 600.000 kr. til rådighed mod sikkerhed i depotet hos indklagede. Af aftalen fremgår, at klageren var gjort bekendt med indklagedes marginkrav i henhold til "Vilkår for investeringsaftale", som til enhver tid skulle være opfyldt.

Indklagede har fremlagt intern låneindstilling vedrørende kredittens bevilling, hvoraf bl.a. fremgår, at klageren var selvstændig konsulent, og at hans depots værdi var 736.000 kr.

Den 10. maj 2001 underskrev klageren ny "Investeringsaftale", hvorefter indklagede stillede en kredit på 1,5 mio. kr. til rådighed for klageren fortsat med sikkerhed i klagerens depot. Kreditten var en forhøjelse af den hidtidige kredit.

Ved skrivelse af 28. august 2001 rettede indklagede henvendelse til klageren med henvisning til, at investeringsaftalens krav om sikkerhedsmargin vedrørende belåningsværdi ikke var overholdt. Forholdet skulle berigtiges inden tre dage. Klageren rettede telefonisk henvendelse til indklagede med henblik på forlængelse af den i skrivelsen angivne frist, hvilket indklagede indvilgede i. Ifølge indklagede blev fristen forlænget til den 7. september 2001.

Den 7. september 2001 solgte klageren 300 stk. Danisco aktier for et afregningsbeløb på 87.000 kr.

Efter begivenheden i USA den 11. september 2001 var klageren igen i kontakt med indklagede som følge af kursfald på klagerens aktiebeholdning.

Ved fondsnotaer af henholdsvis 12. og 13. september 2001 solgte klageren aktier til en samlet kursværdi på ca. 263.000 kr. Ved fondsnotaer af 18. september 2001 solgte klageren yderligere aktier til en kursværdi af ca. 161.000 kr.

Af kontoudskrifter for investeringskreditten fremgår, at kontoens saldo efter yderligere salg af aktier pr. 1. oktober 2001 var 8.048,95 kr. (negativ). Klageren påbegyndte herefter afvikling af dette beløb.

Ved skrivelse af 12. oktober 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede om forløbet af kundeforholdet. Der fandt herefter en korrespondance sted med indklagede. I november måned 2001 opsagde klageren aftalen om tilknytning til børslinien mv. og stillede krav om erstatning, hvilket indklagede afviste.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. maj 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hans tab.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at det var indklagede, der tog initiativ og opmuntrede ham til at optage lån til investering.

I marts 2000 var værdien af hans depot faldet fra 950.000 kr. til 735.000 kr. Han var ikke bekendt med disse tal på dette tidspunkt, idet han ellers aldrig var gået med til at optage et lån.

Da han indgik aftalen om forhøjelsen af kreditten, var depotet faldet med ca. 420.000 kr. Lånet var hverken banketisk, moralsk eller forsvarligt.

Han har handlet aktier i 18-20 år og ved, at i dårlige tider er det godt at have en bank i ryggen. Men desværre blev han offer for indklagedes dårlige rådgivning, forsømmelser og ligegyldighed.

Indklagedes råd om køb af bestemte enkeltaktier har medført tab for ham.

Han stiller spørgsmålstegn ved, om indklagedes rådgiver har den fornødne uddannelsesmæssige baggrund for at arbejde som investeringsrådgiver. Han opfordrer indklagede til at dokumentere navngivne medarbejderes uddannelsesforhold.

Han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor indklagede ikke på et tidspunkt opfordrede hans ægtefælle til at kautionere. Som en uerfaren låner var han ikke bekendt med denne mulighed.

Han finder ikke, at indklagede iagttog, om han havde den fornødne spredning af sin investering.

Han finder, at indklagedes handlemåde er i strid med Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning.

Indklagede har anført, at klageren på eget initiativ anmodede indklagede om investeringskreditten samt den senere forhøjelse. Bevillingen skete på baggrund af indklagedes sædvanlige kredit- og sikkerhedsvurdering af klageren.

Klageren har ikke tidligere rejst indsigelse mod kredittens bevilling.

Klageren er gentagne gange, herunder i forbindelse med indgåelse af aftalerne om formuegennemgang og børslinie samt investeringskreditten, blevet orienteret om risikoen ved investering i enkeltaktier.

Klageren har selv truffet samtlige beslutninger om køb og salg af værdipapirer, herunder også om salgene til dækning af kreditten i september 2001.

Indklagede har opfyldt sine forpligtelser i henhold til de indgåede aftaler.

Indklagedes investeringsrådgiver har alene givet klageren anbefalinger om køb og salg ud fra usikre forventninger til fremtiden, og man har på intet tidspunkt garanteret klageren en fremtidig udvikling på værdipapirmarkedet.

Klageren bar risikoen for kursfaldet på de erhvervede papirer, hvilket fremgår af aftalerne.

Klageren har handlet med aktier i mange år og har således en langvarig erfaring med værdipapirhandel og risikoen herved.

Det bestrides, at indklagede havde pligt til at råde eller opfordre klagerens ægtefælle eller andre til at kautionere for klagerens låntagning.

Indklagede stiller sig uforstående over for klagerens påstand om, at han ikke blev gjort opmærksom på, at han ikke spredte sine investeringer. Klageren havde normalt en stor spredning af sine investeringer, hvilket fremgår af fremlagte depotoversigter.

Af aftalen om tilslutning til børslinien fremgår, at klageren i denne forbindelse valgte en høj risikoprofil med fokus på danske enkeltaktier. Klageren blev udtrykkelig gjort opmærksom på risikoen for tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at indklagede kan anses for erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt i forbindelse med investeringerne i værdipapirer.

Det lægges i denne forbindelse til grund, at de foretagne aktiehandler skete på klagerens initiativ, eventuelt efter forudgående drøftelse med indklagede.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede begik fejl i forbindelse med klagerens aktiehandler. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.