Afgørelse

Indsigelse mod pant stillet til sikkerhed for klagerens tidligere samlevers privat- og erhvervsengagement i banken

Indledning

Denne sag vedrører en indsigelse mod pant stillet til sikkerhed for klagerens tidligere samlevers privat- og erhvervsengagement i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes tidligere samlever, M, var kunder i DiBa Bank, der efterfølgende blev overtaget af Sydbank.

Klageren og M havde efter det oplyste et interessantskab, I, som i 2008 blev registreret som opløst i cvr-registeret. I var oprindeligt stiftet til investering i udlejningsejendomme. Banken har under sagen oplyst, at den ikke var bekendt med, at I blev opløst i 2008, og at banken under hele forløbet gik ud fra, at klagerens og M’s udlejningsejendomme blev drevet gennem I.

M havde også en virksomhed, V, med personlig hæftelse. Både I og V havde engagementer i banken.

Klageren og M ejede fire ejendomme, E1-E4, i sameje. M ejede derudover en række yderligere ejendomme.

Den 24. november 2010 sendte M en mail til DiBa Bank med en protest over et krav fra banken om yderligere sikkerhedsstillelse. Følgende fremgik blandt andet heraf:

”…

I har opgjort det hele samlet for både … [klageren] og mig uden at tage hensyn til, at langt den største del af gælden vedrører mig og ikke … [klageren]. Som jeg umiddelbart ser det, har i rigelig med sikkerhed f.s.v. angår … [klageren]. Uagtet stiller i som ubetinget krav, at … [klageren] skal hæfte for min gæld.

Som følgte af ovenstående må jeg protestere mod den måde i har grebet denne sag an …

… i er af den overbevisning, at alt hvad i har foretaget jer m.h.t. nævnte valutalån gennem tiden er berettiget, og derfor ikke ønsker at afvente en afklaring heraf, men tværtimod ser det som et krav, at vi umiddelbart underskriver lånedokumenterne for ikke at opsige lånene til øjeblikkelig indfrielse, ser vi os tvunget til at underskrive…

…”

Den 10. december 2010 underskrev klageren og M en håndpantsætningserklæring, sikkerhedsdepot -009, hvorved banken, til sikkerhed for ethvert mellemværende med V, I og M fik sikkerhed i et ejerpantebrev på 1.200.000 kr. i E1. Håndpantsætningserklæringen var på fire sider. I nederste venstre hjørne på hver side fremgår:

Klageren har oplyst, at hun underskrev håndpantsætningsaftalen i protest, og at hun skrev protesten direkte i pantsætningserklæringen. Banken har oplyst, at den kopi af erklæringen, der er fremlagt under sagen, er ens med den originale erklæring, og at der ikke fremgår en håndskreven protest.

Banken har under sagen fremlagt en håndpantsætningserklæring, sikkerhedsdepot -743, på tre sider underskrevet af M i 2008. I nederste venstre hjørne på hver side fremgår:

I oktober 2011 var M og Diba Bank i dialog. M spurgte blandt andet ind til status på en klage fra M og klageren, og Diba Bank blev anmodet om at fremsende en kopi af bankens svar på klagen. Diba Bank oplyste, at sagen i deres system var noteret som afsluttet. Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af andre skriftlige svar på klagen fra Diba Bank.

Den 16. maj 2012 underskrev klageren og M en aftale om underpantsætning, sikkerhedsdepot -449, hvorved banken til sikkerhed for ethvert mellemværende med V, I og M fik sikkerhed i et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i E2-E4 og i et ejerpantebrev på 800.000 kr. med pant i E2.

M underskrev samme dag en underpantsætningserklæring, sikkerhedsdepot -431, hvorved banken, til sikkerhed for ethvert mellemværende med V, I og M fik yderligere sikkerhed i fem ejerpantebreve på i alt ca. 10 mio. kr. med pant i en række ejendomme.

Den 18. januar 2013 underskrev M to gældsbreve, konto -615 og -159, til banken med henholdsvis M og V som debitor. Gældsbrevene var på henholdsvis 5.160.801,50 kr. og 4.305.988,91 kr. De var afdragsfrie frem til den 31. januar 2015. Det fremgik, at der var tale om erhvervslån. Klageren og M underskrev som pantsættere, hvorefter M og klageren stillede de til enhver tid i sikkerhedsdepot -009, 449 og -431 beroende effekter til sikkerhed for gældsbrevene.

Samme dag underskrev klageren og M et gældsbrev med I som debitor til banken på 865.197,78 kr. Det var ligeledes afdragsfrit til den 31. januar 2015. De beroende effekter i sikkerhedsdepot -009, -449 og -431 blev også stillet til sikkerhed herfor.

Klageren og M underskrev også den 18. januar 2013 en kreditaftale, konto -113, med banken, hvorved de fik en kassekredit med en trækningsret på op til 100.000 kr., der udløb den 31. januar 2015. De beroende effekter i sikkerhedsdepot -009, -449 og -431 blev stillet til sikkerhed for kassekreditten.

Klageren og M flyttede fra hinanden i januar 2013. M blev efter det oplyste på et senere tidspunkt taget under personlig konkurs, og de ejendomme, som M ikke ejede i sameje med klageren, blev solgt på efterfølgende tvangsauktioner.

Den 10. februar 2014 sendte klageren en mail til Diba Bank, som nu var overtaget af Sydbank, med anmodning om genoptagelse af klagesagen vedrørende hendes underskrift på håndpantsætningserklæringen i 2010.

Den 3. marts 2014 afviste banken, at der var handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens underskrift af lånedokumenterne i 2010. Følgende fremgik af mailen:

”…

Der er i øvrigt enighed om, at du alene er låntager på den anførte private konto, dog med tillæg af budgetkonto … 056 og den anførte konto tilhørende …[I].

I forhold til … [M’s] og … [V’s] engagement er du ikke låntager på disse, men du har stillet sikkerhed herfor i form af pant i dine andele i de 4 ejendomme, som du ejer i fælleskab med [M].

…

Slutteligt bemærkes det, at eventuel ansvar for banken i forbindelse med underskrift af låne- og pantsætnings-dokumenter i december 2010 i øvrigt er forældet, hvorfor det anførte forhold tillige af denne grund afvises.

…”

Banken sendte den 5. marts 2014 en kopi af pantsætningsdokumenterne fra december 2010 til klageren.

Den 6. november 2014 blev M’s andel af E1 overdraget til klageren. Banken frigav sit pant i E1, mod at provenuet på 738.000 kr. blev anvendt til at nedbringe klagerens og M’s fælles engagementer i banken.

Den 22. juni 2015 blev M’s andel af E2 og E3 overdraget til klageren. Banken frigav ikke sit pant i E2 og E3.

I perioden 27. september 2015 til den 2. november 2015 var klageren i dialog med banken om sin underskrift på håndpantsætningserklæringen den 10. december 2010 og om diverse gebyrer opkrævet af banken.

E4 blev i 2015 overdraget til tredjemand. Banken frigav pantet mod indbetaling af provenuet på 185.260 kr. til nedbringelse af klagerens og M’s fællesengagementer.

Den 9. november 2015 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet.

Banken har efter det oplyste under sagen tilbagebetalt klageren gebyrer og renter opkrævet fra hendes privatkonto.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Sydbank skal slette alle tilbageværende panterettigheder i hendes ejendomme.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sagen vedrører et konkret økonomisk mellemværende. Sagen skal derfor ikke afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2. Banken har ikke frigivet pantet i E2-E3. Ved et salg af en eller begge ejendomme vil banken, som panthaver, fyldestgøre sig i provenuet.

Ankenævnet er kompetent til at behandle sagen på det foreliggende grundlag. Sagen skal derfor ikke afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Banken krævede i november 2010, med trussel om at opsige samtlige M’s lån, yderligere sikkerhedsstillelse for M’s engagement i banken. Banken tvang hende til at underskrive håndpantsætningserklæringen, og hun er derfor ikke bundet af den.

Hun protesterede inden, at hun skrev under på håndpantsætningserklæringen. Banken var ikke berettiget til at kræve pant i en ejendom, der var ejet i sameje med M. Det var M’s engagement, og de var ikke gift.

Hun skrev sin protest direkte i håndpantsætningserklæringen. I den kopi banken sendte til hende var protesten fjernet. Underskriftssiden havde hverken klokkeslet eller talkombination, og den var med samme bogstavkombination som den forgående side. Det understøtter, at protesten blev fjernet, efter at hun skrev under. Banken må bære risikoen herfor.

Banken besvarede aldrig en klage vedrørende håndpantsætningserklæringen.

Da hun i januar 2013 tiltrådte en række lånedokumenter, var M allerede blevet lagt økonomisk ned, og banken havde fuldstændig magten over dem.

Banken har handlet ansvarspådragende, og hun er som pantsætter ikke bundet. Banken skal frigive eller slette samtlige sine panterettigheder i hendes ejendomme.

Sagen er ikke forældet. Hun og M var i hele perioden i dialog med banken, og banken har ikke besvaret deres klage. Hendes advokat har oplyst, at hun ikke hæftede for M’s engagement, og at sagen ikke er forældet. Det har banken også erkendt.

Sydbank har anført, at sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2, da klageren ikke har lidt et økonomisk tab ved pantsætningen.

Det opnåede provenu ved klagerens overtagelse af E1 blev anvendt til nedbringelse af klagerens og M’s fælles engagement med banken. Klageren hæftede uomtvisteligt herfor, og hun har derfor ikke lidt et tab ved pantsætningen af hendes andel af E1.

Sagen bør også afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, da sagen forudsætter en bevisførelse i form af vidne- og partsforklaringer, som ikke kan finde sted ved Ankenævnet.

Banken har ikke skjult en protest fra den originale håndpantsætningserklæring. Håndpantsætningserklæringen, der er fremlagt under sagen, er identisk med den originale håndpantsætningserklæring, hvilket også understøttes af den fremlagte håndpantsætningserklæring fra 2008, hvor der på underskriftssiden i nederste venstre hjørne heller ikke er et tidsstempel.

Banken har under sagen tilbudt klageren at få fremvist og gennemgå den originale erklæring hos banken.

Ved underskrift, som pantsætter, på efterfølgende lånedokumenter i januar 2013 tiltrådte klageren, at de til enhver tid beroende effekter i depot nr. -009 og -449 lå til sikkerhed for M’s engagement.

Kravet om yderligere sikkerhedsstillelse for M’s erhvervsengagement var genstand for drøftelse mellem M og bankens (dengang Dibas) juridiske afdeling. Klageren kan ikke have været i tvivl om, at det var bankens opfattelse, at kravet om yderligere sikkerhedsstillelse var berettiget, og at klagerens pantsætning af E1 var bindende. Banken har ikke søgt at skjule, at M var af den opfattelse, at banken i november 2010 ikke var berettiget til at kræve yderligere sikkerhedsstillelse.

Klageren var ikke debitor på M’s engagement, men havde og har stillet pant til sikkerhed herfor. Det fremgik også af bankens svar af 3. marts 2014.

Da klageren underskrev håndpantsætningserklæringen, var hun bekendt med de faktiske omstændigheder, der var baggrunden for pantsætningen. Forældelsesfristen begyndte derfor at løbe senest den 10. december 2010.

Forældelsesfristen er ikke på noget tidspunkt afbrudt af klageren eller M.

Et eventuelt krav som følge af, at bankens krav om yderligere sikkerhedsstillelse i november 2010 var uberettiget, er underlagt den 3-årige forældelsesfrist i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 1. Et eventuelt krav var derfor forældet, da klageren henvendte sig til banken i februar 2014.

Der har ikke været dialog eller forhandling om berettigelsen af den yderligere sikkerhedsstillelse i 2010, eller om sikkerhedsstillelsen var bindende for klageren. Der har derimod været dialog om realisering af pantet i ejendommene og fordeling af provenuet på gæld, som pantet var stillet til sikkerhed for.

Ankenævnets bemærkninger

Det bemærkes indledningsvist, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.

Klageren var sammen med sin tidligere samlever, M, kunde i Sydbank, hvor hun havde både sit privat- og erhvervsengagement.

Banken har under sagen tilbageført opkrævede gebyrer og renter til klageren, som var trukket fra hendes private konto i banken.

Klageren og M underskrev i november 2010 en håndpantsætningserklæring, hvorved ejerpantebrevet i ejendommen E1 blev stillet til sikkerhed for blandt andet M’s engagement i banken. Ankenævnet finder, at en eventuel protest i dokumentet er uden betydning, da pantet i E1 efterfølgende blev frigivet.

Ankenævnet finder endvidere, at et eventuelt krav som følge af sikkerhedsstillelsen i november 2010 er forældet i henhold til den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken over for klageren eller dennes advokat har frafaldet en indsigelse om forældelse.

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte bankens resterende panterettigheder i klagerens ejendomme, E2 og E3.

Klageren får herefter ikke medhold i sin klage.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.