Rådgivning til indfriende kautionist om mulighed for udlæg i debitors aktiver.
| Sagsnummer: | 31/2000 |
| Dato: | 24-05-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lars Christensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Rådgivning til indfriende kautionist om mulighed for udlæg i debitors aktiver. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren som følge af, at klageren efter indfrielse af en kautionsforpligtelse ikke umiddelbart kunne opnå udlæg i et aktiv tilhørende debitor.
Sagens omstændigheder.
Ved underskrift på en kassekreditkontrakt den 18. september 1997 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en kassekredit på 35.000 kr., som indklagede ydede en kunde, D. Kreditten var løbende til den 1. oktober 1998.
Den 18. december 1997 underskrev klageren som kautionist en ny kassekreditkontrakt, hvorefter kreditten blev forhøjet med 15.000 kr. til 50.000 kr. Udløbsdatoen var fortsat den 1. oktober 1998.
Den 4. november 1998 underskrev klageren som kautionist en ny kassekreditkontrakt, hvorefter kreditten blev forlænget til den 1. oktober 1999.
Indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter indgik som en bestanddel af hver af de 3 kassekreditkontrakter. Af de almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der var en del af kassekreditkontrakterne af 18. december 1997 og 4. november 1998, fremgår bl.a.:
"12. Tvangsfuldbyrdelse
Nærværende aftale, som er et gældsbrev, kan tjene som grundlag for umiddelbar fuldbyrdelse i henhold til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5.
......
Særligt om kaution
......
Tvangsfuldbyrdelse
Hvis kautionen tjener til sikkerhed for et lån, kan lånedokumenter med kautionserklæring tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse hos kautionisten i henhold til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5"
Ved skrivelse af 27. august 1999 rykkede indklagede D for inddækning af et overtræk på kassekreditten på 34.857,16 kr.
Ved skrivelse af 9. september 1999 til klageren meddelte indklagede, at kreditten var misligholdt, og at man forgæves havde forsøgt at kontakte D.
Ved skrivelse af 28. september 1999 til klageren gjorde indklagede kautionen gældende.
Klageren indfriede kautionen den 29. september 1999, idet indklagede ved klagerens personlige henvendelse modtog 50.000 kr. til fuld og endelig indfrielse af kautionsforpligtelsen. I forbindelse med indfrielsen udleverede indklagede en kopi af kassekreditkontrakten til klageren.
Ved skrivelse af s.d. til fogedretten i Hjørring begærede klageren udlæg i en campingvogn tilhørende D.
Den 1. oktober 1999 afviste fogedretten sagen under henvisning til, at grundlaget for kravet var en kassekreditkontrakt, der ikke er eksigibel i henhold til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5.
Primo november 1999 opnåede klageren arrest i campingvognen og udtog samtidig stævning mod D.
Parternes påstande.
Den 19. januar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun havde rettet telefonisk henvendelse til fogedretten og dér fået oplyst, at hvis der i de generelle lånebestemmelser var en henvisning til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5, var det muligt at sende sagen direkte i fogedretten. I de generelle bestemmelser, som var blevet udleveret af indklagede i forbindelse med kautionen, var der henvist til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5, og hun gik derfor ud fra, at sagen kunne overgives direkte til fogedretten.
Hun bestrider, at indklagede under mødet den 29. september 1999 informerede hende om, at hun ikke kunne opnå udlæg på grundlag af den indfriede kassekreditkontrakt.
Baggrunden for begæringen om udlæg var, at hun var bekendt med, at D ville forsøge at sælge campingvognen, som er D's eneste aktiv.
Indklagedes almindelige bestemmelser er vildledende, idet hun på grundlag af disses ordlyd berettiget havde en klar formodning om, at hun havde mulighed for straks at overgive sagen til fogedretten med henblik på at opnå udlæg i campingvognen, såfremt D misligholdt kassekreditkontrakten.
Der vil gå minimum 8-12 måneder, før arresten kan afløses af et udlæg, idet hun først skal opnå dom over D. Campingvognens værdi vil falde væsentligt i denne periode. Endvidere er D nu ophørt med at betale på lånet i campingvognen, hvorfor finansieringsselskabet, der har ydet lånet, har overgivet sagen til fogedretten med henblik på tilbagetagelse.
Indklagede har anført, at klageren under mødet den 29. september 1999 meddelte, at hun af en kontorfuldmægtig ved retten i Hjørring havde fået oplyst, at hun på grundlag af en kvittering for indfrielse af kautionsforpligtelsen og en kopi af dokumentet kunne få udlæg i D's campingvogn.
Klageren blev informeret om, at dokumentet var en kassekredit, og at det ikke umiddelbart kunne tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse i henhold til retsplejeloven, men at hun først skulle have en dom for at kunne foretage udlæg. Klageren var imidlertid fast besluttet på, at sagen straks skulle indbringes for retssystemet for at opnå udlægget.
Det bestrides, at man har vildledt klageren med en forventning om at kunne bruge kreditkontrakten som retsgrundlag, ligesom det bestrides, at man i øvrigt har begået fejl i sagen.
Vedrørende de almindelige bestemmelser for lån og kreditter angår pkt. 1-14 aftalegrundlaget med debitor. Herefter kommer afsnittet "Særligt om kaution", som omtaler kautionisten forhold. Heraf fremgår det, at dokumentet, såfremt kautionen tjener til sikkerhed for et lån, kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
En kassekreditkontrakt er ikke et gældsbrev og kan derfor - uanset bestemmelse herom i kontrakten - ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5, modsætningsvis. Pkt. 12 i indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter er derfor misvisende i relation til kassekreditkontrakter.
Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke ville have påtaget sig kautionsforpligtelsen, hvis hun havde været bekendt med, at hun i tilfælde af indfrielse af forpligtelsen ikke kunne anvende kassekreditkontrakten som grundlag for tvangsfuldbyrdelse hos debitor. Det må endvidere lægges til grund, at klageren den 29. september 1999 over for indklagede var forpligtet til at indfri kautionsforpligtelsen. Allerede som følge af disse forhold kunne alene omkostningerne ved den forgæves fogedforretning anses for et tab, klageren havde lidt som følge af, at hun på grundlag af den misvisende formulering af pkt. 12 i de almindelige bestemmelser havde fået den opfattelse, at kassekreditkontrakten kunne anvendes som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Efter det foreliggende lægger Ankenævnet til grund, at indklagede under mødet den 29. september 1999 gjorde klageren opmærksom på, at hun ikke kunne gøre udlæg hos debitor på grundlag af kassekreditkontrakten, og der er derfor heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren udgifterne ved den forgæves fogedforretning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.