Gebyr på 250 kr. for overførsel af henholdsvis billån og kassekredit til andet pengeinstitut
| Sagsnummer: | 481/2000 |
| Dato: | 19-04-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Inge Frølich, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr på 250 kr. for overførsel af henholdsvis billån og kassekredit til andet pengeinstitut |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes krav om refusion af overførselsgebyrer.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Den 28. december 1999 underskrev H en kreditkontrakt om en kassekredit hos indklagede på 35.000 kr. Af kreditkontrakten fremgår bl.a.:
"Jeg er bekendt med og har modtaget "[indklagedes] almindelige forretningsbetingelser" og "[indklagedes] almindelige betingelser for lån og kreditter", som jeg accepterer som en del af dokumentets vilkår."
Af indklagedes dagældende forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"6. GebyrerSparekassen tager gebyr af kunden for serviceydelser, der udføres for kunden og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder.
………
De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som Sparekassen udleverer efter anmodning. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden."
Af indklagedes oversigt over renter og gebyrer gældende fra 19. november 1999 fremgår under rubrikken gebyroversigt bl.a.:
"Overførsel af konto til andet pengeinstitut 250 kr."
Den 22. august 2000 underskrev M som debitor og H som håndpantsætter et gældsbrev til indklagede vedrørende et billån på 36.958,46 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Jeg er bekendt med og har modtaget "[INDKLAGEDES] almindelige bestemmelser for lån og kreditter", som jeg accepterer som en del af gældsbrevets vilkår.
Jeg har derudover modtaget og gjort mig bekendt med [….] "[INDKLAGEDES] almindelige forretningsbetingelser", som også gælder for lånet."
Af indklagedes dagældende forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"Pengeinstituttet kan beregne sig gebyrer for serviceydelser, der udføres for kunden og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder om kundens forhold.
………
De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som pengeinstituttet udleverer efter anmodning, Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden."
Af indklagedes oversigt over renter og gebyrer gældende fra den 23. juni 2000 fremgår under rubrikken gebyroversigt bl.a.:
"Overførsel af konto til andet pengeinstitut 250 kr."
Til sikkerhed for klagernes engagement havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 175.000 kr. i klagernes ejendom.
I september 2000 blev klagernes engagement overført til et andet pengeinstitut.
Den 12. september 2000 blev henholdsvis kassekreditten og billånet debiteret 250 kr. til dækning af indklagedes gebyr for overførslen.
Parternes påstande.
Den 11. december 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale gebyrerne på i alt 500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at gebyrerne er urimelige, idet der er tale om overførsel af normale konti uden særlige ekspeditionsmæssige omkostninger.
Indklagede bør alene være berettiget til at beregne sig gebyr for overførsel af specielle skattebegunstigede konti, der kræver en særlig arbejdsindsats.
De var ikke bekendt med, at der ville blive opkrævet overførselsgebyrer.
Det fremgår ikke af de almindelige betingelser, at indklagede beregner sig gebyr for overførsel af konti til andet pengeinstitut.
I forbindelse med underskrivelsen af lånedokumenterne fik de ikke udleveret folderen "Oversigt over renter og gebyrer", og de blev ikke mundtligt orienteret om, at indklagede beregnede sig gebyr for overførsel af konti.
Folderen er ikke tilgængelig i indklagedes afdelinger. Kunderne skal selv udtrykkeligt bede om folderen, hvilket forudsætter, at man er bekendt med, at den findes.
Indklagede har anført, at der er tale om rimelige og sædvanlige gebyrer ved overførsel af kassekreditter og udlån med dertil knyttede sikkerheder, og at gebyrerne alene dækker de med overførslen forbundne ekspeditionsmæssige omkostninger.
Af de almindelige betingelser, som klagerne modtog i forbindelse med underskrivelsen af henholdsvis kassekreditten og gældsbrevet fremgår, at der opkræves gebyrer, jf. særskilte gebyroversigter, som klagerne blev opfordret til at anmode om udlevering af. Klagerne måtte endvidere påregne, at der ville blive krævet betaling for det arbejde, der var forbundet med overførslen.
Oversigten over renter og gebyrer står fremme i et brochurestativ i indklagedes lokaler, og på et separat bord ligger et ringbind, der indeholder indklagedes prishåndbog.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Karen Frøsig og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Gebyret for overførsel af konto til andet pengeinstitut fremgår af indklagedes prisliste, der er udstedt i henhold til de almindelige forretningsbetingelser, og klagerne måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det arbejde, der var forbundet med overførslen af deres konti til et andet pengeinstitut. Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det af indklagede fastsatte gebyr på 250 kr. pr. lån/kassekredit overstiger det rimelige, og stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
Et medlem - Inge Frølich, der tillægges to stemmer, jf. Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 2 - udtaler:
Jeg finder, at de omkostninger, som overførsel af et udlån fra et pengeinstitut til et andet påfører det afgivende pengeinstitut, ikke i almindelighed synes at adskille sig klart fra de omkostninger, som pengeinstituttet påføres ved "normal" - ikke gebyrbelagt - indfrielse af sådanne konti. Jeg finder derfor ikke, at indklagede var berettiget til at beregne sig gebyret på 250 kr. for overførslen af klagernes lån/kredit. Jeg stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.