Erstatningsansvar for rådgivning vedrørende kurssikring af kreditforeningslån.
| Sagsnummer: | 210/1988 |
| Dato: | 02-02-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Erstatningsansvar for rådgivning vedrørende kurssikring af kreditforeningslån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Med overtagelsesdag 1. januar 1986 købte klageren en byggegrund med henblik på opførelse af en beboelsesejendom. Byggeriet skulle finansieres gennem indklagedes Jagtvej afdeling, som i december måned 1985 havde etableret en byggekredit for klageren på baggrund af et tilsagn fra Nykredit om forhåndsbelåning med et kontantlån på 632.000 kr. Byggelånet blev i februar 1986 efter forhandlinger med Bikuben og Nykredit forhøjet til 1.010.000 kr.
I marts måned 1986 drøftede klageren med afdelingen spørgsmålet om kurssikring af kreditforeningslånet, hvilket dog på grund af forventninger om faldende renteniveau ikke skete.
Klageren drøftede i den følgende periode flere gange spørgsmålet om kurssikring med afdelingen, men kurssikring var ikke foretaget, da klageren den 1. maj 1986 underskrev pantebrev til Nykredit på nominelt 938.000 kr.
I den følgende periode drøftede klageren påny gentagne gange spørgsmålet om kurssikring med afdelingen, men kurssikring havde ikke fundet sted, da lånet blev effektueret den 23. juli 1986. Salgskursen for obligationerne, som kort tid før underskrivelsen af pantebrevet havde været 93,75, var på salgstidspunktet 78,75.
Som følge af, at provenuet ved hjemtagelsen af lånet viste sig at være væsentlig mindre end forudsat, måtte klageren optage et boliglån hos indklagede på 105.000 kr.
Ved skrivelse af 24. august 1987 indbragte klageren sagen for Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet), idet han gjorde gældende, at indklagede havde påført ham et tab på grund af mangelfuld behandling af spørgsmålet om kurssikring af kreditforeningslånet. I skrivelsen redegjorde klageren udførligt for sin opfattelse af sagens forløb.
Ved skrivelse af 15. januar 1988 afgav indklagede en redegørelse til Tilsynet, som på væsentlige punkter afveg fra klagerens fremstilling. Det anførtes bl.a., at det var klageren selv, der ikke ønskede at kurssikre, henholdsvis hjemtage, kreditforeningslånet, og at hjemtagningen af lånet i øvrigt ikke kunne være sket før den 2. juni 1986, da byggetilladelsen forelå.
Ved skrivelse af 6. april 1988 udtalte Finanstilsynet, at en stillingtagen til sagen som følge af uoverensstemmelserne om sagens faktiske forløb ville forudsætte en bevisafvejning, som Tilsynet ikke har beføjelse til at foretage.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt ved den manglende kurssikring af kreditforeningslånet.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har henvist til de overfor Tilsynet med Banker og Sparekasser/Finanstilsynet afgivne redegørelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende findes det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere i forbindelse med deres rådgivning af klageren vedrørende spørgsmålet om kurssikring, henholdsvis hjemtagelse, at kreditforeningslånet har begået fejl, som kan pådrage indklagede erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at han - uanset de af indklagedes medarbejdere afgivne udtalelser om deres forventninger til kursudviklingen - selv måtte træffe den endelige afgørelse og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.