Krav om tilbageførsel af ydelser overført fra bogkonto til lån.
| Sagsnummer: | 54 /2003 |
| Dato: | 14-05-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
Bog - øvrige spørgsmål Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af ydelser overført fra bogkonto til lån. |
| Indklagede: | Nørresundby bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes krav om tilbageførsel af fire ydelser af 3.000 kr., som i 1997 blev overført fra klagerens bogkonto til klagerens lån.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 3. februar 1995 ydede indklagede klageren et billån på 146.431 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Første gang den 1. marts 1995.
Den 17. marts 1997 oprettede klageren hos indklagede en indlånskonto med tilknyttet bankbog, hvorpå klageren indbetalte 67.350,01 kr.
I hver af månederne april, maj, juni og juli 1997 blev der overført 3.000 kr. fra bogkontoen, i alt 12.000 kr., til dækning af ydelsen på billånet. De efterfølgende måneder blev ydelserne tilbageført på grund af manglende dækning.
Den 27. marts 1998 overgik billånet med en restgæld på 100.429,49 kr. til inkasso hos indklagedes advokat. Samtidig foretog indklagede modregning i det aktuelle indestående på bogkontoen, som udgjorde 72,99 kr. til nedbringelse af gælden på billånet.
Klageren nedbragte gælden ved indbetalinger til advokaten. Pr. den 29. oktober 2001 var gælden eksklusiv renter nedbragt til 24.356,50 kr.
Ved skrivelse af 24. november 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede om overførslerne fra bogkontoen til billånet, som efter klagerens opfattelse var uberettiget. Indklagede fastholdt, at hævningerne var berettiget.
Parternes påstande.
Den 6. februar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de beløb, som uberettiget er blevet hævet på hendes bogkonto, med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Indklagede uberettiget har hævet på hendes bogkonto. Hævningerne skete på indklagedes eget initiativ og uden hendes samtykke. Indklagede hævede først 12.000 kr. på bankbogen, hvorefter der var 24.000 kr. tilbage. Ved en efterfølgende skrivelse meddelte indklagede, at man havde hævet det sidste, som stod på bankbogen. Hun henvendte sig til indklagede og anmodede høfligt om at få pengene tilbage men blev afvist.
Indklagede har anført, at overførslerne fra bogkontoen til lånet skete i henhold til aftale med klageren.
Det var berettiget at modregne i indeståendet på 72,99 kr. til nedbringelse af den forfaldne gæld i henhold til billånet.
Bankbogskontoen har ikke haft en saldo på netop 24.000 kr., og der er ikke foretaget modregning for dette beløb.
Medarbejderne i den omhandlende afdeling afviser at have talt med klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
De omhandlede overførsler fra klagerens bankbogskonto til klagerens billån skete i 1997, og Ankenævnet finder, at klageren må være afskåret fra nu - mere end 5 år efter - at gøre gældende, at overførslerne skete uden hendes samtykke. Indklagede må endvidere i medfør af de almindelige modregningsregler have været berettiget til at modregne de forfaldne ydelser i indeståendet på bogkontoen.
Der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte modregningen i indeståendet på 72,99 kr. i forbindelse med engagementets overgang til inkasso.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.