Sagsnummer: | 410/1994 |
Dato: | 07-04-1995 |
Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jens Ole Stahl |
Klageemne: | Modregning - øvrige spørgsmål Budgetkonto - modregning |
Ledetekst: | Modregning efter, at gældssaneringssag er indledt. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 24. maj 1994 besluttede skifteretten at indlede gældssaneringssag for klageren.
Klageren havde hos indklagede et forfaldent engagement i størrelsesordenen 400.000 kr.
Ved skrivelse af 2. juni 1994 meddelte indklagede, at man havde standset alle betalinger fra klagerens budgetkonto.
Af fremlagte kontoudtog fremgår, at der hidtil var blevet overført 6.600 kr. hver måned fra klagerens lønkonto til budgetkontoen. Da der ikke indgik løn på lønkontoen ultimo maj 1994, kom kontoen i overtræk ved overførslen af de 6.600 kr., og den 2. juni 1994 tilbageførte indklagede 6.850 kr. fra budgetkontoen til lønkontoen. Saldoen på budgetkontoen var herefter 4.424,84 kr. (positiv).
Den 12. august 1994, hvor saldoen på klagerens budgetkonto var 4.315,19 kr. (positiv), modregnede indklagede beløbet i klagerens gæld til indklagede.
Den 12. oktober 1994 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for klageren, hvorefter dennes gæld stiftet inden den 24. maj 1994 nedsattes til 7,1775%.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indeståendet på budgetkontoen skulle anvendes til bl.a. husleje. Kontoens indestående er således omfattet af trangsbeneficiet. Modregningen er i strid med en kendelse afsagt af Vestre Landsret den 20. oktober 1993 (43/1993).
Indklagede har anført, at modregningsbetingelserne var til stede, idet indklagede havde et forfaldent tilgodehavende hos klageren. Modregningen er berettiget, jf. konkurslovens § 201 sammenholdt med § 42 og Ankenævnets kendelse nr. 920233.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at klageren hidtil efter aftale med indklagede hver måned havde overført 6.600 kr. til budgetkontoen til betaling af husleje og andre faste udgifter. Det må derfor lægges til grund, at det beløb på ca. 4.400 kr., som indestod på budgetkontoen den 2. juni 1994, efter at indklagede samme dag havde ophævet aftalen om betalingsservice og tilbageført 6.850 kr. til klagerens lønkonto, skulle anvendes til betaling af de nævnte udgifter, ligesom det må lægges til grund, at det var nødvendigt for klageren fortsat at afholde disse udgifter, selv om der var indledt gældssaneringssag for ham. Ankenævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder ikke var berettiget til at foretage modregning i indeståendet på budgetkontoen, og tager derfor klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger tilbageføre den modregning, som den 12. august 1994 blev foretaget i indeståendet på 4.315,19 kr. på klagerens budgetkonto. Klagegebyret tilbagebetales klageren.