Afgørelse

Krav om rentenedsættelse på et variabelt forrentet gældsbrev samt indsigelse om delvisfrigørelse fra samme gældsbrev

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om rentenedsættelse på et variabelt forrentet gældsbrev samt indsigelse om delvis frigørelse fra bankens krav mod hende i henhold til gældsbrevet som følge af mangelfuld rådgivning.

Sagens omstændigheder

Klageren købte i 2008 en ejendom for 400.000 kr., som hun og hendes kæreste M ønskede at renovere.

I marts 2008 henvendte klageren sig til Danske Bank med forespørgsel om finansiering af restkøbesummen, idet hun selv havde erlagt udbetalingen. Banken oplyste, at det realkreditinstitut, R, som banken samarbejdede med, ikke ville yde lån i ejendommen pga. ejendommens nuværende stand.

Klageren og M afleverede efter det oplyste herefter et projekt på ombygning, og banken fik på denne baggrund bevilliget en forhåndsgodkendelse af et realkreditlån på 709.000 kr. til klageren. Lånet blev bevilliget den 6. marts 2008. Der kunne dog først ske udbetaling, når der forelå en byggetilladelse, som klageren efter bankens oplysninger straks ville søge om. Svarfristen på en ansøgning om byggetilladelse var efter det oplyste ca. 6 uger.

Den 17. marts 2008 fik klageren etableret en boligkredit, konto -569, med en trækningsret på 500.000 kr. i banken til finansiering af ejendommen. Renten på boligkreditten var variabel 7,65 % pr. år. De årlige omkostninger i procent var 8,10 %. Renten på boligkreditten blev fra stiftelsen og frem til juni 2011, hvor den blev omlagt, ændret løbende såvel i opadgående som i nedadgående retning. Ved udgangen af december 2008 var rentesatsen 9,15 % p.a. Ved udgangen af december 2009 og december 2010 var rentesatsen 7,25 % p.a.

Den 18. marts 2008 blev der trukket 375.000 kr. på boligkreditten med teksten ”deponering”.

I april 2008 aftalte banken efter det oplyste et møde med klageren om underskrift af forhåndslånet bevilliget den 6. marts 2008. Klageren ønskede imidlertid ikke at udnytte forhåndslånet, men ville i stedet undersøge mulighederne for at rive den eksisterende ejendom ned og bygge en ny.

I sommeren 2008 modtog banken tegningerne til klagerens nye hus, som blev godkendt af R. Kommunen afviste imidlertid tegningerne, da de efter det oplyste var i strid med lokalplanen.

Ejendommen blev på et tidspunkt herefter revet ned. Banken har oplyst, at de først i foråret 2009 modtog besked om, at ejendommen var revet ned.

I juni 2009 blev der afholdt et møde hos banken, hvor klageren, dennes far og M deltog. På mødet oplyste klageren, at M skulle være medejer af grunden og den kommende ejendom. Bankens kreditvurdering viste dog, at klageren og M, der begge var studerende, ikke havde råd til projektet, hvorfor banken afviste at yde et lån.

Både klageren og M ville forventeligt afslutte deres uddannelser i juni 2011, og på dette tidspunkt have et rådighedsbeløb på ca. 10.000 kr.

Der blev ikke afdraget på boligkreditten. Banken og klageren drøftede dog efter det oplyste flere gange, at klageren ved endt uddannelse skulle påbegynde en afvikling af kreditten.

I juni 2011 blev boligkreditten, efter et møde i banken, omlagt til et boliglån, konto -410, med afvikling. Følgende fremgår blandt andet af det gældsbrev, der blev oprettet i forbindelse med låneomlægningen:

”…

…”

Af bankens almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for lånet, fremgik blandt andet:

”…

Banken kan uden varsel sætte de variable rentesatser på indlån ned og sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis

1. penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland påvirker det alminelige renteniveau på en måde, der betydning for banken.
2. der sker anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne, på en måde, der har betydning for banken.

Renteændringerne sker i disse tilfælde på grund af begivenheder, der kommer udefra, og så banken ikke har nogen indflydelse på, f.eks. når Nationalbanken ændrer rentesatser.

…”

Banken har under sagen oplyst, at den ikke orienterer kunder om generelle renteændringer med separate breve. Banken har under sagen fremlagt varslingsbreve for nogle renteændringer.

Banken varslede ved brev af 20. juli 2011, at renten ville stige til 8,0 % p.a. Det fremgik af brevet, at rentestigningen skete som følge af, at National Banken havde ændret renten pr. 1. august 2011.

Den 20. oktober 2011 blev renten hævet til 8,50 % p.a.

Den 20. december 2011 varslede banken endnu en rentestigning over for klageren på 0,50 procentpoint. Følgende fremgik bl.a. om rentestigningen:

”…omkostninger til finansiering og kapital på de internationale pengemarkeder samt udsigten til en forværret sundhedstilstand i dansk og europæisk økonomi.

…”

Renten på boliglånet var herefter på 9,00 % p.a.

Den 12. marts varslede banken en renteforhøjelse pr. 4. april 2012, hvor renten på boliglånet steg med 1,00 procentpoint p.a. Det fremgik af brevet, at renteændringen skete af forretningsmæssige grunde og hovedsagligt som følge af bankens høje finansieringsomkostninger. Renten på boliglånet var nu 10,00 % p.a.

Renten blev pr. 21. juni 2012 sat ned til 9,00 % p.a.

Den 25. juli 2012 varslede banken en forhøjelse af renten på boliglånet på 0,50 procentpoint p.a. med virkning pr. 15. august 2012. Rentesatsen var nu 9,50 % p.a.

I midten af 2015 henvendte klageren sig til banken og anmodede om en rentenedsættelse på boliglånet. Klageren fik efter yderligere korrespondance med en filialdirektør i banken pr. 30. juli 2015 nedsat rentesatsen med 2 procentpoint fra 9,5 % p.a. til 7,5 % p.a.

Banken har under sagen oplyst, at banken på intet tidspunkt ekstraordinært har forhøjet renten på klagerens lån.

Parternes påstande

Den 20. november 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Danske Bank skal nedsætte hendes hæftelse for boliglånet, nedsætte renten på boliglånet og medvirke til finansiering af byggeprojektet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Danske Bank har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med stiftelsen af boligkreditten i 2008.

Hun blev ikke oplyst om konsekvenserne ved et stående lån med variabel rente. Banken har i stedet for at hjælpe hende videre i projektet løbende forhøjet renten, hvorved løbetiden på boliglånet, som kreditten i 2011 blev omlagt til, hele tiden er blevet forlænget.

Bankens rådgiver rådgav hende omkring byggeprojektet og oplyste, at præmisserne for projektet var fornuftige. Hun har været stabil i sin tilbagebetaling af boliglånet og afdraget ekstraordinært på lånet. Banken har imidlertid ikke ønsket at finansiere byggeprojektet. Hendes gæld til banken er årsag til, at hun har fået afslag på finansiering af byggeprojektet fra samtlige andre forespurgte pengeinstitutter.

Det er urimeligt, at banken på trods af, at hun fra 2011 påbegyndte en afvikling af boliglånet påtvinges en højere rente. Hun kunne, hvis den oprindelige afviklingsplan var bibeholdt, herunder det oprindelige renteniveau, have indfriet lånet for 4 år siden.

Danske Bank har anført, at klagen bør afvises, da kravet er forældet i henhold til forældelseslovens regler.

Banken har opfyldt sin rådgivningsforpligtelse over for klageren.

Det var klageren selv, der ændrede planer, uden at banken på forhånd blev inddraget.

Der er ikke sket nogen ekstraordinære renteforhøjelser på klagerens boliglån i banken, og banken har allerede ekstraordinært nedsat klagerens rente på boliglånet.

Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Danske Bank har oplyst, at der ikke er sket nogen ekstraordinære renteforhøjelser på klagerens variabelt forrentede boliglån, der blev stiftet i 2011. Den 30. juli 2015 blev renten på klagerens boliglån ekstraordinært nedsat med 2 procentpoint fra 9,5 % til 7,5 %. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at yde klageren en yderligere rentenedsættelse.

Ankenævnet finder ikke, at banken i forbindelse med dennes rådgivning i 2008 om finansiering af ejendommen, som klageren allerede have erhvervet, da hun henvendte sig til banken, har ydet klageren mangelfuld rådgivning.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at hun er frigjort helt eller delvist for sin gæld til banken.

Et eventuelt krav forbundet med bankens rådgivning vil i øvrigt være forældet i henhold til den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at medvirke til at finansiere klagerens og M’s boligprojekt.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.