Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opsigelse af anpartsselskabs kundeforhold. Indsigelse mod opgørelse af misligholdt gæld, som er overgivet til inkasso og krav om erstatning.

Sagsnummer: 730/2023
Dato: 04-12-2024
Ankenævn: Bo Østergaard, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Udlån - hæftelse
Ledetekst: Opsigelse af anpartsselskabs kundeforhold. Indsigelse mod opgørelse af misligholdt gæld, som er overgivet til inkasso og krav om erstatning.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører opsigelse af anpartsselskabs kundeforhold. Indsigelse mod opgørelse af misligholdt gæld, som er overgivet til inkasso og krav om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han havde en konto -586. Klageren ejede et anpartsselskab, anpartsselskab P. Anpartsselskab P var kunde i banken, hvor det blandt andet havde en konto -690.

Klageren har fremlagt bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, som var gældende fra 1. februar 2022, hvoraf blandt andet fremgår:

”…

12. KONTROL AF KONTOBEVÆGELSER

Kunden skal føre kontrol med bevægelserne på en konto ved hjælp af kontoudskrifter, i netbanken eller de elektroniske posteringsoversigter i andet medie. Hvis der er uvedkommende posteringer på kontoen, skal kunden straks gøre indsigelse over for Banken.

Indsigelser vedrørende transaktioner på betalingskonti, som kunden ikke har foretaget, medvirket til eller godkendt, skal ske snarest muligt og senest 13 måneder efter gennemførsel af betalingstransaktionen. Beløbet vil blive indsat på kundens konto, mens Banken undersøger sagen. Viser indsigelsen sig at være uberettiget, vil Banken igen hæve beløbet på kundens konto.

Oplysning om posteringer på betalingskonti, stilles løbende til rådighed i netbanken eller et andet elektronisk medie, såfremt der ikke er indgået en netbankaftale.

14. SPROG OG KOMMUNIKATION

Kunden vil som udgangspunkt modtage alle oplysninger vedrørende kundeforholdet i elektronisk form i sin netbank, Konto Kik eller i sin e-Boks. Det kan være kontoudskrift, aftaledokumenter, meddelelser om rente- og gebyrændringer, meddelelser om overtræk m.m. Banken kan endvidere sende vilkår og betingelser i elektronisk form samt varsle ændringer heri.

…        

Hvis kunden ønsker at få tilsendt oplysningerne på papir, kan det aftales med Banken. Banken kan opkræve gebyr for at sende oplysningerne med almindelig post.

…”

Ved e-mail af 8. april 2022 anmodede klageren på vegne af anpartsselskab P banken om at få en yderligere erhvervskonto i banken.

Samme dag svarede banken klageren, at den havde behov for at få fuldt indblik og dokumentation for det forventede kontoflow, herunder beskrivelse af forretningskoncept og samarbejdspartnere, inden den kunne oprette en ny erhvervskonto til klageren.

Samme dag oplyste klageren blandt andet det forventede forretningsomfang, den forventede omsætning, og at klageren ønskede at blive orienteret om alle indberetninger, banken foretog om virksomheden og om ham som privatperson.

Samme dag svarede banken klageren:

”…

Jeg kan desværre ikke nøjes med nedenstående

Jeg skal bruge som udgangspunkt bruge følgende.

  • Forventet brug af konti. Herunder budgetteret indsættelser og overførsler. Her er et udspecificeret likviditetsbudget en god ting
  • Såfremt der sker betaling til 3 mand, så skal jeg have indblik i hvad det dækker over. Det lød som om der kom en del transaktioner igennem selskabet. Her skal jeg have beskrivelse og dokumentation for disse overførsler. Det kan være faktura eller samarbejdsaftaler
  • Jeg skal have en detaljeret forretningsplan der beskriver virksomhedens formål, således at jeg ikke er i tvivl om hvilke transaktioner der vil være normale for virksomheden.
  • Driftsbudget for virksomheden
  • Benytter selskabet andre banker?
  • Er der revisor på selskabet

…”

Den 20. september 2022 meddelte banken klageren, at den var nødsaget til at opsige anpartsselskab P’s kundeengagementet med virkning fra den 6. oktober 2022, da den ikke havde modtaget efterspurgte oplysninger fra klageren.

Samme dag gjorde klageren indsigelse mod, at banken ikke rådgav ham om de persondatabeskyttelsesretlige forhold, der var gældende i forbindelse med fremsendelsen af fakturaer, som han skulle indsende som dokumentation for nogle af de betalinger til hans konto, som banken ønskede dokumentation for. Klageren anmodede banken om fuld indsigt i alle sine forhold ved banken, herunder hvem banken havde kommunikeret med vedrørende hans kundeforhold og om adgang til sine samt anpartsselskab P’s konti. Klageren oplyste herudover:

”…

Som det er dig oplyst modtager jeg ikke e-post – men kommer selvfølgelig forbi for at samle dokumentet op.

…”

Banken har oplyst, at klagerens personlige konto -586 ikke blev opsagt samtidig med opsigelsen af anpartsselskab P’s kundeforhold.

Banken har fremlagt kontoudtog for konto -586 for perioden 3. januar 2022 til 26. april 2023. Af kontoudtogene fremgår blandt andet, at der den 4. oktober 2022 blev indsat 38.181,94 kr. på kontoen, hvorefter saldoen på kontoen var 41.275,42 kr., og at der efter dette tidspunkt ikke blev indsat yderligere midler på kontoen. Herudover fremgår blandt andet, at der var en række betalinger, som blev trukket på kontoen, som stammede fra betalingsserviceaftaler med blandt andet et realkreditinstitut, realkreditinstitut D og en kommune, og at kontoen den 1. marts 2023 var i overtræk med -22.893,96 kr.

Ved brev af 15. marts 2023 meddelte banken klageren:

”…

Vi har konstateret at der er opstået overtræk/restance på ovennævnte konto.

Beløbet 22.993,96 kr. bedes indbetalt inden 10 dage.

Vi har hævet 100,00 kr. for denne meddelelse.

Du skal være opmærksom på, at der beregnes en forhøjet rente af overtrækket/restancen.

…”

Da overtrækket fortsat ikke var inddækket, meddelte banken klageren ved brev af 28. marts 2023, at klageren skulle betale overtrækket på 22.993,96 kr. samt et rykkergebyr på 100 kr. inden ti dage.

Da overtrækket fortsat ikke var inddækket, meddelte banken klageren ved brev af 11. april 2023, at klageren skulle betale overtrækket på 24.549,26 kr. Hvis overtrækket ikke var indbetalt inden ti dage ville engagementet blive betragtet som opsagt, og der ville påløbe inkassoomkostninger til det skyldige beløb

Ved brev af 27. april 2023 meddelte banken klageren, at hans engagement pr. samme dag blev ophævet på grund af misligholdelse, hvorfor den overgav kravet til sin inkassoafdeling. Banken meddelte klageren, at han skulle betale restancen på 25.045 kr., da der i modsat fald ville påløbe inkassoomkostninger.

Banken har oplyst, at klageren ikke reagerede på brevet af 27. april 2023, hvorfor sagen overgik til bankens advokat og inddrivelse via fogedretten.

Ved e-mail af 19. maj 2023 gjorde klageren indsigelse mod bankens brev af 27. april 2023. Klageren oplyste, at banken skulle redegøre for perioden, hvor hans kundeforhold blev opsagt med et indestående på ca. 20.000 kr., hvor han siden da ikke havde modtaget kontoudtog, og hvorfor hans konto nu var i restance.

Ved e-mail af 22. maj 2023 svarede banken, at det var anpartsselskab P’s engagement, der var opsagt, og at banken fortsat afventede en overførselsanmodning, så den kunne lukke konto -690. I forhold til restancen på konto -586 skyldtes denne terminsbetalinger, der havde fået kontoen til at gå i overtræk. Banken meddelte klageren, at inddækningen af inkassosagen skulle ske via bankens inkassoafdeling.

Samme dag meddelte klageren banken, at han ikke havde e-Boks, da han var fritaget for dette, og at banken var bekendt hermed. Betalinger til realkreditinstitut D var sket direkte og ikke fra en konto i banken, så der måtte enten være sket en fejl, som kunne rettes, eller en forbrydelse, som han forventede, at banken bidrog med at opklare.

Banken har oplyst, at klageren den 30. august 2023 sendte en kopi af et brev fra realkreditinstitut D, hvori realkreditinstituttet blandt andet meddelte klageren, at terminer, som klageren havde betalt to gange, var blevet tilbageført til anpartsselskab P’s konto -690.

Banken har fremlagt en kontoudskrift af anpartsselskab P’s konto -690, hvoraf blandt andet fremgår, at de af realkreditinstitut D omhandlende betalinger var blevet overført til konto -690.

Den 6. september 2023 skrev banken til klageren, at klagerens anmodning om indsigt af 27. juli 2023 blev besvaret den 22. august 2023 og derfor inden for fristen på 30 dage. Banken meddelte klageren, at reglerne om indsigt alene var gældende for fysiske personer, hvorfor den kun udleverede oplysninger vedrørende klagerens private kundeforhold i banken.

I perioden herefter drøftede banken og klageren, hvorvidt banken havde iagttaget GDPR-reglerne om indsigt. Klageren mente, at GDPR-reglerne om indsigt omfattede selskaber såvel som privatpersoner. Banken mente, at GDPR-reglerne om indsigt alene omfattede privatpersoner og enkeltmandsvirksomheder.

Den 5. december 2023 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 22. januar 2024 anmodede klageren banken om at udpege en sagsbehandler, og at banken skulle søge sagen forligt ved betaling af 550.000 kr. til klageren eller ved at banken forklarede, hvor hans penge var blevet af.

Den 30. januar 2024 meddelte banken klageren, at den ikke kunne tilbyde ham en sagsbehandler eller et forlig.

Klageren har fremlagt et regneark, hvoraf fremgår, hvilke beløb, klageren mener, er forsvundet. Det fremgår blandt andet af regnearket, at der var tale om betalinger til realkreditinstitut D og en betaling til Miljøstyrelsen svarende til i alt 35.427,25 kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skal tilbagebetale ham beløb på ca. 35.000 kr., der uretmæssigt blev trukket fra konto -586.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken opsagde hans erhvervsengagement og derefter blokerede for hans private og erhvervsmæssige adgang til netbank. Han opfordrede banken flere gange til at kontakte anpartsselskab P’s kunder direkte i forbindelse med afdækningen af anpartsselskab P’s brug af banken, da han på den måde kunne overholde GDPR-lovgivningen. Alle oplysninger om anpartsselskab P er offentligt tilgængelige på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Banken opsagde uberettiget erhvervsengagementet, da den ikke som påstået har anmodet om oplysninger til ajourføring med henblik på at vurdere kundeforholdets formål og tilsigtede beskaffenhed. Der kan umuligt være tale om hvidvask, når der er tale om elektroniske overførsler fra et dansk pengeinstitut til et andet dansk pengeinstitut. Anpartsselskab P’s kunders pengeinstitutter kender sine kunder, såvel som banken skal kende sine kunder.

Anpartsselskab P har én anpartshaver, som er klageren selv. Alle dispositioner som anpartsselskab P foretager, kan dermed personhenføres til ham. Derfor er anpartsselskab P også omfattet af GDPR-reglerne. Anpartsselskab P er forpligtet til overfor sine kunder at overholde GDPR-reglerne. I henhold til artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har enhver ret til respekt for privat- og familieliv og beskyttelse af personoplysninger. Banken har ikke meddelt ham, hvor anpartsselskab P’s data opbevares, hvem der har adgang, og hvornår oplysningerne slettes, hvilket var noget, han skulle formidle til anpartsselskab P’s kunder.

Uden adgang til sin private konto i netbank havde han ingen mulighed for at afmelde betalingsservice. Uden adgang til netbank havde han ingen vished om, hvad der var betalt, og hvad der ikke var betalt. Ved at indskrænke hans ”se-adgang” fratog banken ham muligheden for at disponere og foretage ændringer af enhver art på begge sine konti. Banken har handlet ansvarspådragende ved at fratage ham enhver mulighed for at disponere, herunder at have styring og kontrol over egne midler.

Banken sendte rykkere til ham via netbank og e-Boks. Han var fritaget for anvendelse af e-Boks og havde ikke en privat netbank. Det er uklart, hvor og til hvem banken har fremsendt rykkere, som han skulle reagere på.  Det er uforståeligt, at banken sendte ham e-post i e-Boks, når han flere gange og blandt andet i e-mail af 20. september 2022 meddelte banken, at han var fritaget fra at bruge e-post.

Fra den 4. oktober 2022, hvor banken afskar ham hans adgang til sin konto via netbank, stod der 41.275,42 kr. på kontoen. Alle dispositioner fra denne dag skete uden hans medvirken og viden. Konto -586 gik i overtræk den 2. januar 2023 og banken reagerede først den 3. april 2023 med tilbageførsel af betalingsservicetrækninger og to gebyrer på hver 300 kr. for tilbageførslen. Alle gebyrer, renter og omkostninger skal opgøres og tilbageføres.

Banken indsatte visse tilbagebetalinger til hans privatkonto -586 og andre til hans erhvervskonto -690. Han ved ikke, hvor og hvordan han ændrer sin NemKonto. Det er dog sært, at hans opsagte erhvervskonto -690 pludselig anvendes som hans private NemKonto.

Banken disponerede med midler fra hans private konto -586, så hans konto gik fra et indestående på ca. 45.000 kr. til -25.000 kr. Banken skal redegøre for transaktionerne og finde de penge, som udestår på hans konti. Efterhånden som banken finder de manglende 35.000 kr., vil disse beløb blive modregnet bankens krav mod ham.

Banken skal bistå med at finde de penge, som den har overført og trukket på hans private konto -586. Banken skal tilbageføre alle uretmæssige omkostninger, den har påført ham og anpartsselskab P. Banken skal forrente det samlede indestående med den rentesats, han har måtte betale for at disponere på anden vis. Banken skal holde ham skadesløs.

Spar Nord Bank har for så vidt angår anpartsselskab P’s engagement anført, at den var berettiget til at opsige kundeforholdet med anpartsselskab P, jf. pkt. 14 i bankens almindelige forretningsbetingelser for erhverv, da banken efter en gennemgang af transaktioner på erhvervskonto -690 konstaterede, at den ikke forstod selskabets brug af banken.

Anpartsselskab P, som er repræsenteret af klageren, ønskede ikke at redegøre for transaktionerne eller give fyldestgørende informationer om formålet eller omfanget af transaktionerne og brugen af anpartsselskab P’s konto. Banken er i henhold til hvidvasklovgivningen forpligtet til at forstå selskabets brug af banken og være i stand til at godtgøre dette, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, § 11, stk. 1, nr. 4, og § 11, stk. 4.

Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes, hvorfor opsigelsen efter bankens opfattelse er berettiget.

GDPR-reglerne gælder alene for personlige oplysninger om private personer og enkeltmandsvirksomheder. Retten til indsigt efter GDPR gælder ikke for anpartsselskab P. Banken har pr. kulance refunderet netbank-gebyret til anpartsselskab P, selvom anpartsselskab P har haft ”se-adgang” i 2023. Kontogebyret er opkrævet, da anpartsselskab P endnu ikke har flyttet kontoen, selvom anpartsselskab P er blevet opfordret til at flytte kontoen flere gange i forbindelse med opsigelsen.

Banken har for så vidt angår klagerens private engagement anført, at klageren selv har tilmeldt betalinger til realkreditinstitut D til betalingsservice, hvorfor disse tilmeldte betalinger trækkes automatisk på klagerens private konto.

Banken har ikke disponeret over klagerens konto -586, da der er tale om betalinger tilmeldt af klageren til betalingsservice. Det fremgår af vedlagte kontoudtog fra 2022, at seneste indbetaling på kontoen var den 4. oktober 2022. I løbet af 2022 og efter den sidste indbetaling skete der hovedsagelig betalinger til realkreditinstitut D. Samme betalingsmønster fortsatte i 2023, uden at klageren kontaktede banken for at stoppe betalingsaftalerne. Klageren indsatte ikke løn eller andre midler på kontoen, hvorfor kontoen endte i minus.

Banken har ikke disponeret over beløb, som klageren eller anpartsselskab P har modtaget fra realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet overfører selv disse beløb direkte til klagerens NemKonto uden bankens medvirken. Klageren har selv ved oprettelse af NemKonto angivet kontonummeret tilhørende anpartsselskab P. Klageren hæfter som debitor for de betalinger, der er gennemført på klagerens konto.

Klagerens NemKonto er registeret af Nemkonto.dk. Klageren har selv registreret, at klagerens NemKonto er anpartsselskab P’s konto -690. Banken opfordrer klageren til at flytte sin NemKonto til en konto ejet af klageren selv eller at anmode sit nye pengeinstitut om at flytte NemKontoen for ham.

Der er sendt tre rykkerbreve til klagerens e-Boks og det sidste brev fra bankens inkassoafdeling er sendt fysisk. Klageren har været kunde i en årrække og har siden 2014 modtaget post i e-Boks. Det fremgår af bankens almindelige forretningsbetingelser, at banken kan sende korrespondance, herunder breve, kontoudtog og årsopgørelser i e-Boks. Banken har ikke registeret, at klageren ikke længere ønsker at modtage digital post. Den digitale fritagelse er alene i forhold til offentlige meddelelser. Klageren skal selv framelde banken i e-Boks eller informere banken om, at han ikke længere ønsker at modtage digital post fra banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Spar Nord Bank, hvor han havde en konto -586. Klageren ejede et anpartsselskab, anpartsselskab P. Anpartsselskab P var kunde i banken, hvor det blandt andet havde en konto -690.

I april 2022 anmodede banken klageren om at indsende oplysninger vedrørende anpartsselskab P’s brug af banken, jf. hvidvasklovens § 11.

Den 20. september 2022 meddelte banken klageren, at den var nødsaget til at opsige anpartsselskab P’s kundeengagementet med virkning fra den 6. oktober 2022, da den ikke havde modtaget oplysninger fra klageren.

Samme dag gjorde klageren indsigelse mod, at banken ikke rådgav ham om de persondatabeskyttelsesretlige forhold, der var gældende, i forbindelse med fremsendelsen af fakturaer, som han skulle indsende til banken som dokumentation for nogle af de betalinger til anpartsselskab P’s konto, som banken ønskede dokumentation for. Klageren anmodede banken om fuld indsigt i alle sine forhold ved banken, herunder hvem banken havde kommunikeret med vedrørende hans kundeforhold og om adgang til sine samt anpartsselskab P’s konti.

Banken har oplyst, at klagerens personlige konto -586 ikke blev opsagt samtidig med opsigelsen af anpartsselskab P’s kundeforhold.

Banken har fremlagt kontoudtog for konto -586 for perioden 3. januar 2022 til 26. april 2023. Af kontoudtogene fremgår blandt andet, at der den 4. oktober 2022 blev indsat 38.181,94 kr. på kontoen, hvorefter saldoen på kontoen var 41.275,42 kr., og at der efter dette tidspunkt ikke blev indsat yderligere midler på kontoen. Herudover fremgår blandt andet, at der var en række betalinger, som blev trukket på kontoen, som stammede fra betalingsserviceaftaler med blandt andet et realkreditinstitut, realkreditinstitut D, og en kommune, og at kontoen den 1. marts 2023 var i overtræk med -22.893,96 kr.

Ved breve i perioden 15. marts til 27. april 2023 anmodede banken klageren om at inddække overtrækket, da den i modsat fald ville ophæve hans engagement på grund af misligholdelse. Da overtrækket ikke var inddækket, ophævede banken klagerens engagement den 27. april 2023.  Banken meddelte klageren, at han skulle betale overtrækket på 25.045 kr., da der i modsat fald ville påløbe inkassoomkostninger, og at den ville overgive kravet til dens inkassoafdeling.

Banken har oplyst, at klageren ikke reagerede på brevet af 27. april 2023, hvorfor sagen overgik til bankens advokat og inddrivelse via fogedretten.

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, behandler Ankenævnet klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende behandles, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 4.

Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører opsigelse af anpartsselskab P’s kundeforhold adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 4.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at opkræve klageren i alt 200 kr. i rykkergebyrer for rykkerbreve af 15. og 28. marts 2023, som var afsendt via e-Boks, jf. udgangspunktet i pkt. 14 i bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder om, at kommunikation med banken sker elektronisk, og da der ikke er grundlag for at anse anden aftale indgået med banken.

For så vidt angår den del af klagen, der vedrører det af klageren påståede manglende beløb på 35.427,25 kr. på klagerens private konto -586, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende vedrørende disponeringerne, der blev foretaget på kontoen.

Ankenævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at der sidste gang den 4. oktober 2022 blev overført et beløb til konto -586, og at der herefter skete større træk på kontoen i henhold til betalingsserviceaftaler, som var indgået af klageren med blandt andet et realkreditinstitut D, der fik kontoen til at gå i overtræk.

Klageren får derfor ikke medhold i den øvrige del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører anpartsselskab P.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen.