Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i overførsler til fejlagtig konto.

Sagsnummer: 105 /2022
Dato: 22-12-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne: Tilbageførsel
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i overførsler til fejlagtig konto.
Indklagede: Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i overførsler til fejlagtig konto.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde en handelskonto -899.

Banken har oplyst, at klageren blev kunde i banken den 6. marts 2022.

Den 7. og 8. marts 2022 foretog klageren fire indbetalinger på i alt 139.519,62 USD til konto -899.

Den 8. marts 2022 foretog klageren to udbetalinger på 50.000 USD og 89.519,62 USD fra konto -899.

Banken har oplyst, at modtageren af de to udbetalinger var klagerens mæglerkonto -312, hos en overførelsestjeneste, O. Endvidere har banken oplyst, at O afviste at modtage de to beløb.

Banken har endvidere oplyst, at udbetalingerne af de to beløb blev igangsat på baggrund af de samme overførselsoplysninger, som blev givet under indbetalingen af midlerne til kontoen. Banken har fremlagt et skærmprint med oplysningerne.

Den 9. marts 2022 gjorde klageren over for banken indsigelse mod de to udbetalinger og anførte, at betalingsmodtagerens oplysninger ikke svarede til hans oplysninger.

Klageren har fremlagt Payment Notifications fra banken vedrørende de to udbetalinger, hvor kontonummer -312 og IBAN-nummer -738 fremgår. Klageren har anført, at dette ikke er hans konto- og IBAN-nummer.

Ved e-mail af 9. marts 2022 til banken skrev klageren:

”Could you please let me know if you’ve found the 2 transfers?

I’m need to know if you’ve located the funds, it’s very important to get the funds to the right account today.

I don’t want to take any risk of the funds being transferred to the wrong account.

Saxo should reimburse me the funds today if they can’t locate the funds by the end of business. …”

Ved e-mail af 11. marts 2022 henviste banken klageren til bl.a. at kontakte bankens kundeservice telefonisk.

Ved e-mail af 15. marts 2022 anmodede banken sin korrespondentbank, P, om status på overførslerne. Af e-mailen fremgik:

”Can you URGENTLY provide status of the below payments. Can see its rejected but its not with us at the moment. Would appreciate quick turn around.”

Ved e-mail af 17. marts 2022 til banken svarede P, at O ikke kunne modtage amerikanske dollars og anmodede om sletning af betalingerne:

“Regarding this first payment: [nummer]

We received the following information from [O] today [we were looking for the correct intermediary bank] =
[numre]
PLEASE BE NOTED THAT [O] DOES NOT DEAL WITH USD. PLEASE CANCEL THE PAYMENT. KIND REGARDS, [O]
Our Investigations team will return the funds to your bank very shortly.

Same for the other payment: [nummer]
We got this information from [O] on 14 MAR and our Reconciliations Department is working on the break before refunding your bank:
[numre]
IN REGARDS TO REF [referencenummer], PLS BE INFORMED THAT WE DO NOT ACCEPT ANY OTHER CCY EXCEPT EUR. BEST REGARDS, [O]
An escalation has been sent to the team in charge, to have this case resolved very soon. …”

I perioden fra den 11. marts 2022 til den 18. marts 2022 havde parterne ni telefoniske drøftelser om sagen.

Den 15. marts 2022 sendte klageren en anmodning til banken om tilføjelse af nye bankoplysninger. Banken har anført, at den tilføjede oplysningerne til kontoen.

Banken har oplyst, at klageren den 16. marts 2022 indgav en klage til banken, hvori han anførte, at banken burde have handlet hurtigere, og at banken ikke fulgte de korrekte procedurer for at kræve midlerne tilbage rettidigt. Endvidere har banken oplyst, at den besvarede klagen den 21. marts 2022.

Den 22. marts 2022 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal tilbageføre transaktionerne af 7. og 8. marts 2022.  

Den 24. marts 2022 blev 89.519,62 USD overført til klagerens konto -899. Den 28. marts 2022 blev 50.000,00 USD overført til klagerens konto -899.

Klagerens krav om tilbageførsel af transaktionerne er således opfyldt.

Klageren har fremlagt et skræmprint fra bankens system med oplysninger om udbetaling af midler. Af skærmprintet fremgår:

”How do I register a new account for withdrawals?

To register a new account for withdrawals, simply fund your Saxo account by bank/wire transfer, using a bank account in your name. This transfer can be of any value. Once your bank account passes our verification checks, you can then make withdrawals to this account.

It is possible to submit a request to add a new external bank account through Account > Other > Contact Support, selecting Add new bank account number for withdrawals. You will be required to provide account details, bank statements and an Approved Personal Identification document for verification. Please be aware that this method will take longer due to manual handling of your request. Please note:

  • As a security measure, we only allow withdrawals to accounts verified to belong to you
  • Withdrawals can only be made to an account registered through a bank/wire transfer or added manually through a Support request
  • Deposits from credit cards will not register external account details, therefore only bank/wire transfers will be accepted.”

Banken har fremlagt en udskrift fra sin supportside. Af udskriften fremgår:

”How to register a new account to use for withdrawals

You have two ways to add a new account.

1. Fund from a bank account in your name

The fastest way is to do a simple bank transfer, of any amount, to your Saxo account. Read more about how to make a bank transfer.

We verify the incoming payment details and store them for you to withdraw securely.

Verified account details will always appear in the drop down menu of our withdrawal module.”

 

Af Saxo Banks “GENERAL BUSINESS TERMS” af 3. september 2020 fremgår:

“10.5 The Client understands and accepts that the Client must always supply Saxo Bank with complete and correct payment details when providing payment instructions, including IBAN number and BIC code where relevant. When providing payment instructions the Client shall use the form available on Saxo Bank's website www.home.saxo. In the absence of the said information, Saxo Bank is not liable for the completion of the transfer, nor for any delays or extra costs arising from the absence of e.g. the IBAN number and/or BIC code.”

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at banken skal betale erstatning.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er erstatningsansvarlig for sine fejl.

Den 8. marts 2022 overførte han 89.519,62 USD og 50.000 USD fra sin konto. Den 9. marts 2022 modtog han to bekræftelsesmeddelelser fra banken vedrørende transaktionerne. Han konstaterede, at det anførte IBAN- og kontonummer ikke tilhørte ham.

Da han den 9. marts 2022 kontaktede banken herom, modtog han den 11. marts 2022 et svar, hvori han blev henvist til at kontakte en anden afdeling i banken. Han havde mange samtaler med banken, men den tog ikke situationen alvorligt og handlede ikke hurtigst muligt for at løse problemet.

Den 15. marts 2022 talte han med banken, som endelig havde igangsat en tilbagebetaling. Banken var alene i dialog med P via e-mail, og der var ikke direkte kommunikation mellem dem. 

Banken oplyste ham om, at den normale sagsbehandlingstid var to uger. Banken anerkendte ikke sin fejl. Den sendte basalt set midlerne til den forkerte konto. På trods af sagens hastende karakter var der stadig ingen handling fra bankens side for at løse problemet hurtigt og på en fair måde.

Det fremgår klart og tydeligt af bankens egne oplysninger, at udbetalinger alene kan ske til kontohaverens bankkonti, og at dokumentation vedrørende bankkontoen skal verificeres af banken.  

Hans kontooplysninger til brug for udbetalinger blev automatisk registreret af bankens SWIFT-genkendelsessystem, således at en manuel/menneskelig bekræftelse af, om bankoplysningerne matchede bankoplysningerne for handelskontoen, blev omgået. Da han udbetalte beløbene, angav han ikke manuelt sine kontooplysninger, da de var registreret automatisk. I sagen har han fremlagt bankens ansvarsfraskrivelse, der fremgår af siden om udbetaling af midler.

Banken overså den vigtigste og mest fundamentale bankprocedure, hvilket er at matche modtager og kontonummer.

Banken har anført, at den ikke er ansvarlig for forkerte overførelsesoplysninger, men han havde ikke mulighed for manuelt at indskrive detaljer, konto osv. Hans nye oplysninger blev først vist efter hans klage. Hvis banken havde kontrolleret detaljerne, ville den have set det fejlsignal, at detaljerne og valutaen ikke var korrekt.

Han ringede til banken mange gange og oplyste om, at de af ham modtagne Payment Notifications indeholdt forkerte oplysninger, samt at banken hverken tog det alvorligt eller handlede hurtigt på det kritiske tidspunkt.

I perioden fra den 11. marts til den 29. marts 2022 gik han glip af mange muligheder. De fleste større indeks steg med cirka 15 % i perioden.

Saxo Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Udbetalingerne blev igangsat på baggrund af de samme overførselsoplysninger, som blev givet under indbetalingen af midlerne. Dette er bankens standardprocedure for at sikre, at udbetalinger kun sker til konti, der er blevet verificeret og tilhører den pågældende kunde. Det fremgår også af bankens supportside, at den primære/hurtigste metode til at tilføje eksterne konti til udbetalingsanmodninger er ved at bruge den samme eksterne konto, der finansierede Saxo Bank-kontoen. Hvis klageren havde nye kontooplysninger, skulle han have kontaktet banken og have bedt om at få oplysningerne ændret. Banken tillader ikke kunder at ændre eksterne kontooplysninger selv. Det er for at sikre, at der ikke registreres en tredjeparts konto i bankens system.

Midlerne blev ikke på noget tidspunkt sat til at blive overført til ukendte tredjeparter.

Banken er ikke ansvarlig for forkerte overførselsoplysninger. Som anført i bankens generelle forretningsbetingelser, pkt. 10.5, er kunderne ansvarlige for at give de korrekte oplysninger, når de påbegynder pengeoverførsler.

Klagerens anmodning om udbetaling blev indledt ved brug af de bankoplysninger, der blev indsendt under indbetalingen af klagerens midler. Det var klagerens ansvar at sikre, at disse oplysninger var egnede til at behandle udbetalingen.

O var ikke i stand til at acceptere overførslen. Det skyldtes ikke en fejl fra bankens side.

Banken er ikke ansvarlig eller erstatningspligtig for forsinkelsen i udbetalingen/returneringen af midlerne.

Banken handlede rettidigt og fulgte ordentligt op på både korrespondentbanken og over for klageren. Siden overførslen blev afvist, fulgte banken behørigt op over for korrespondentbanken for at sikre, at midlerne blev tilbageført til klagerens konto i banken.

Banken var i telefonisk kontakt med klageren ni gange i perioden fra den 11. marts 2022 til den 18. marts 2022, hvor der blev givet oplysninger til klageren.

Banken er ikke enig i, at den ikke tog det seriøst. Banken gjorde, hvad den kunne for at lokalisere og få midlerne tilbage.

Midlerne blev returneret til klagerens konto i banken og blev sidenhen udbetalt igen.

Klageren har ikke lidt noget tab som følge af forsinkelsen eller bankens handlinger. Banken er ikke erstatningsansvarlig for teoretiske muligheder.

Ankenævnets bemærkninger

Den 8. marts 2022 foretog klageren to udbetalinger på 50.000 USD og 89.519,62 USD fra sin handelskonto -899 i Saxo Bank.

Banken har oplyst, at modtageren af de to udbetalinger var klagerens mæglerkonto -312, hos en overførelsestjeneste, O. Endvidere har banken oplyst, at udbetalingerne af de to beløb blev igangsat på baggrund af de samme overførselsoplysninger, som blev givet under indbetalingen af midlerne til kontoen.

Den 9. marts 2022 gjorde klageren indsigelse mod de to udbetalinger og anførte, at betalingsmodtagerens oplysninger ikke svarede til hans oplysninger.

Ved e-mail af 17. marts 2022 til banken oplyste bankens korrespondentbank, at O ikke kunne modtage amerikanske dollars og anmodede om sletning af betalingerne.

Den 22. marts 2022 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 24. marts 2022 og 28. marts 2022 tilbageførte banken transaktionerne på 50.000 USD og 89.519,62 USD til klagerens konto -899.

Klageren har anført, at han led et tab som følge af bankens handlinger, da han i perioden fra den 11. marts til den 29. marts 2022 gik glip af mange muligheder, da de fleste større indeks i perioden steg med cirka 15 %.

Ankenævnet finder, at klageren ikke har dokumenteret at have lidt et erstatningsberettiget tab. Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.  

Klageren får klagegebyret tilbage.