Spørgsmål om banken kan pålægges et erstatningsansvar som følge af investering af kapitalpensionsmidler i IT-aktier i år 2000.
| Sagsnummer: | 920/2010 |
| Dato: | 18-10-2011 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om banken kan pålægges et erstatningsansvar som følge af investering af kapitalpensionsmidler i IT-aktier i år 2000. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Nordea Bank kan pålægges et erstatningsansvar som følge af bankens opfordring til investering af klagerens kapitalpensionsmidler i IT-aktier i år 2000.
Sagens omstændigheder.
Klageren har oplyst, at hans kapitalpensionsordning udløb i år 2000, hvorefter han blev kontaktet af en pensionsrådgiver fra banken, der opfordrede ham til at investere midlerne i IT-aktier.
IT-aktierne var efterfølgende udsat for et stort kursfald.
Klageren indgav en klage til Pengeinstitutankenævnet, men valgte i maj 2000 at frafalde den igen, under henvisning til ændring af pensionsbeskatningsloven.
Parternes påstande.
Klageren har den 10. januar 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal erstatte hans tab samt betale renter heraf.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i år 2000 var alvorligt syg. Han havde fået konstateret AIDS samt fået stillet diagnosen maniodepressiv, hvilket banken var bekendt med.
Han blev uopfordret kontaktet af en pensionsrådgiver, der havde en meget overbevisende og meget aggressiv fremtoning.
Han lod sig overtale til at sælge alle sine værdipapirer fra sin netop udgåede kapitalpension og i stedet investere dem i nogle helt nye IT-aktier til kurs 103.
Inden investeringen i IT-aktierne var hans midler spredt ud i forskellige værdipapirer med meget lav risiko.
Han informerede pensionsrådgiveren om, at hans penge skulle anvendes til indfrielse af hans kreditforeningslån, så han gældfri kunne blive siddende i sit hus, indtil han skulle dø.
Han havde af lægerne fået at vide, at han ikke havde længe at leve i, hvorfor han den sidste tid ønskede at bruge løs af sine penge.
Kort tid efter investeringen mistede han ca. 500.000 kr., fordi IT-aktierne på ganske få dage faldt til næsten ingen værdi.
Han blev hverken kontaktet af pensionsrådgiveren eller af sin sædvanlige bankrådgiver i forbindelse med kursfaldet eller i tiden efter.
Banken burde med deres viden om hans situation være klar over, at han ikke havde råd til at miste investeringen.
Han klagede til banken, men uden resultat, hvorfor han efterfølgende skiftede bank.
Han henvendte sig til sin advokat, men kan ikke huske, hvad de kom frem til.
Sagen er omfattet af den 20-årige forældelse og er derfor ikke forældet.
Nordea Bank Danmark har anført, at banken ifølge bogføringsloven er forpligtet til at arkivere materiale vedrørende kunder i fem år samt indeværende år.
Banken har ingen registreringer af klageren i sine kundesystemer, og det må derfor være mere end fem år siden, klageren har skiftet bank.
Klageren har ikke inden for de seneste fem år kontaktet banken, og banken har ingen registreringer om en verserende klagesag
Klageren har tilsyneladende tidligere klaget til Ankenævnet over samme forhold. Den gang blev klagen frafaldet.
På baggrund af ovenstående må sagen anses for forældet, og klagen bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at der er sket fejl eller forsømmelser fra bankens side, der kan medføre et erstatningsansvar, idet bemærkes, at et eventuelt krav ville være forældet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.