Udlån, opsigelse, gebyr.
| Sagsnummer: | 64/1991 |
| Dato: | 30-08-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
Gebyr - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Udlån, opsigelse, gebyr. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 24. maj 1990 meddelte indklagedes Søndergade afdeling, Horsens, klagerne, at man efter en gennemgang af klagernes regnskab fandt, at udviklingen ikke var tilfredsstillende, idet man påpegede et for stort privatforbrug med en negativ konsolidering til følge. Afdelingen anmodede derfor klagerne om at fremkomme med forslag til sikkerhedsstillelse for engagementet.
Klagernes engagement hos indklagede bestod af en kassekredit med et maksimum på 280.000 kr., et billån i størrelsesorden 220.000 kr. samt en investeringsfondskonto med et ikke oplyst indestående. Den ene af klagerne er klinisk tandtekniker, medens den anden er kontorleder.
Afdelingen fremsendte herefter til klagerne regnskabsopstillinger vedrørende. årene 1985-1988 og anmodede om klagernes, henholdsvis deres revisors, kommentarer til de opstillede regnskabstal.
Ved afdelingens skrivelse af 10. juli 1990 til klagerne fremsendtes bankens regnskabsopstilling for det senest modtagne regnskab for året 1989, idet afdelingen bemærkede, at regnskabet fortsat viste negativ konsolidering, hvorfor man fastholdt kravet om forslag til sikkerhedsstillelse.
Klagerne meddelte herefter i skrivelse af 17. juli 1990, at de ville drøfte bankens skrivelse af den 10. juli med klagernes revisor og snarest vende tilbage til sagen.
Ved afdelingens skrivelse af 27. august 1990 anmodedes klagerne om snarest og senest den 11. september 1990 at stille yderligere sikkerhed for engagementet i form af et løsøreejerpantebrev med pant i klagernes bil, en ophørende livspolice på 100.000 kr. samt sekundær pant i et ejerpantebrev på 105.000 kr. Samtidig meddelte afdelingen, at man i modsat fald så sig nødsaget til at opsige engagementet til fuld indfrielse.
Ved klagernes personlige henvendelse i afdelingen den 12. september 1990 meddelte klagerne, at deres samlede engagement ville blive opsagt til fuld og endelig indfrielse.
Ved afdelingens anbefalede skrivelse af 13. september 1990 til klagerne meddeltes under henvisning til afdelingens skrivelse af 27. august 1990, at man så sig nødsaget til at opsige engagementet til fuld indfrielse på grund af manglende opfyldelse af afdelingens krav om yderligere sikkerheder. I skrivelsen krævedes engagementet på i alt ca. 465.000 kr. indfriet senest 28. september 1990.
Engagementet er efterfølgende overført til andet pengeinstitut.
Efter at have korresponderet yderligere med indklagedes direktion har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilkendegive, at man har begået fejl i forretningsgangen samt betale 6.015 kr., som klagerne har måttet betale ved skift til andet pengeinstitut.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at man må tage afstand fra indklagedes vurdering med hensyn til, at den faldende egenkapital skyldes et for stor privatforbrug. Den faldende egenkapital skal udelukkende ses i lyset af, at den offentlige ejendomsvurdering vedrørende klagernes ejendom efter en omfattende tilbygning ikke er retvisende, ligesom der er foretaget afskrivning af goodwill vedrørende den ene ægtefælles klinik, hvortil kommer præmier på forsikringer og kapitalpensioner i et forsikringsselskab.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at spørgsmålet om yderligere sikkerhedsstillelse i forbindelse med låneengagementet er en kreditpolitisk vurdering, der foretages efter en individuel vurdering af de enkelte debitorers tilbagebetalingsevne.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at indklagede ikke har afkrævet klagerne gebyr i forbindelse med overflytning til andet pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen og Ole Simonsen udtaler:
Vi har ikke mulighed for på det foreliggende grundlag at kritisere indklagedes krav om yderligere sikkerhed for klagernes engagement, hvoraf en større del var af erhvervsmæssig karakter, men finder dog anledning til at bemærke, at det varsel, hvormed engagementet den 13. september 1990 blev opsagt, burde have været væsentligt længere.
For så vidt angår klagerens krav om 6.015 kr. finder vi ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klagerne dette beløb.
Medlemmerne Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen udtaler:
Vi lægger til grund, at billånet blev ydet den ene af klagerne som et fast lån, og låntager ikke havde misligholdt sine forpligtelser efter låneaftalen. Som sagen foreligger oplyst, finder vi det ikke godtgjort, at indklagede havde den fornødne saglige begrundelse for at opsige billånet.
Selvom det lægges til grund, at indklagede havde den fornødne saglige grund til at opsige kassekreditten, hvis der ikke blev stillet yderligere sikkerhed, finder vi, at en opsigelse for at være berettiget under de oplyste omstændigheder måtte være sket med et væsentligt længere varsel end 14 dage.
Indklagedes skrivelse af 27. august 1990 indeholdt en (betinget) opsigelse, der efter det anførte findes uberettiget, og som påførte klagerne udgifter ved at skulle skifte pengeinstitut.
Vi stemmer herefter for at pålægge indklagede at erstatte klagerne udgifterne herved.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.