Afgørelse

Rådgivning om investering i aktiebaserede investeringsbeviser. Krav om erstatning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Den 17. februar 2000 var klageren, der er født i 1934, og dennes ægtefælle H, der er født i 1931, til et foredrag arrangeret af Ældresagen, hvor en medarbejder fra indklagede fortalte om bl.a. investering. I forlængelse af foredraget henvendte klageren sig til indklagedes Frederikssund afdeling, hvor han og H er kunder, med henblik på at drøfte sine investeringer.

Klagerens engagement med indklagede bestod bl.a. af et åbent depot med en værdi på 1.078.731 kr. og et kapitalpensionsdepot med en værdi på 267.338 kr. Bortset fra en mindre aktiepost var midlerne placeret i obligationer eller obligationsbaserede investeringsbeviser. I det åbne depot var der udtrukne obligationer for 200.000 kr.

H's engagement med indklagede bestod bl.a. af et åbent depot med en mindre aktiepost til en værdi på 3.400 kr. og et kapitalpensionsdepot med en værdi på 319.260 kr.

På grundlag af drøftelserne på et møde, der blev afholdt den 10. marts 2000, blev der solgt for ca. 265.000 kr. obligationsbaserede investeringsbeviser (Nordea Invest Direct) fra klagerens kapitalpensionsdepot og indkøbt aktiebaserede investeringsbeviser (Nordea Invest Aktier) for beløbet. For de 200.000 kr. udtrukne obligationer i klagerens åbne depot blev der købt yderligere aktiebaserede investeringsbeviser (Nordea Invest Aktier).

Til H's kapitalpensionsdepot blev der indkøbt for ca. 253.000 kr. obligationsbaserede investeringsbeviser (Nordea Invest Direct).

Ved skrivelse af 10. marts 2000 til klageren og H fremsendte indklagede en bekræftelse af de aftaler, der var indgået på mødet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Der vil på et senere tidspunkt blive sendt en depotplejeaftale, som bekræfter, at jeres fælles formue er placeret med lav risiko."

Depotplejeaftalerne blev indgået i juli 2000. Under sagen er der fremlagt kopi af depotplejeaftale for henholdsvis H's kapitalpensionsdepot og klagerens åbne depot. Ifølge aftalerne var investeringshorisonten henholdsvis under fem år og over tre år. Af aftalerne fremgår endvidere bl.a. en lav risikoprofil med accept af små kursudsving i investeringsperioden og en aktivfordeling med 80 % i obligationer og 20 % i aktier. Depoterne skulle gennemgås en gang årligt. Under overskriften Bemærkninger er der anført:

"Bankens anbefaling er på baggrund af den samlede formue"

Ved skrivelse af 17. februar 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om udviklingen i investeringerne. Klageren fremhævede, at værdien af investeringen på i alt ca. 465.000 kr. i aktiebaserede investeringsbeviser ifølge årsudskriften pr. den 31. december 2002 var faldet til 212.500 kr. svarende til et tab på 252.500 kr. Det var klagerens opfattelse, at indklagede som følge af dårlig rådgivning var erstatningsansvarlig for tabet, hvilket indklagede afviste.

Parternes påstande.

Den 14. marts 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved foredraget den 17. februar 2000 stillede ham en økonomisk gevinst i udsigt ved investering i Nordea Invest Aktier i en investeringsperiode på tre år.

Han rettede på den baggrund henvendelse til indklagede om investering af sine kapitalpensionsmidler og de udtrukne midler på 200.000 kr., i alt ca. 465.000 kr. Der var ikke tale om en vurdering af hans og H's samlede formue. Hans og H's øvrige formueforhold, herunder pensionsordningen i Danica er således sagen uvedkommende.

Indklagede var bekendt med, at hans risikoprofil var lav, og han er derfor uforstående over for, at han blev anbefalet at købe risikofyldte aktiebaserede investeringsbeviser.

Han blev ikke gjort opmærksom på risikoen ved omlægningen, men tværtimod lovet et større afkast. Beslutningen om, hvilke papirer der skulle købes og sælges, blev truffet under pres fra indklagede. Efterfølgende har han erfaret, at investering i aktier kun er fordelagtig ved langsigtede investeringer, og at 3-4 år ikke anses for en langsigtet investering. Indklagede burde have rådgivet ham herom, navnlig under hensyn til, at han på daværende tidspunkt var 66 år, og at kapitalpensionen højst kunne løbe, til han fyldte 70 år.

H blev også anbefalet at omlægge sin kapitalpension til aktiebaserede investeringsbeviser, selv om hun fyldte 70 år et år senere. Dette blev imidlertid afværget af en af indklagedes øvrige medarbejdere.

På to år tabte han mere end 50 % på investeringen. Indklagede har vildledt ham til at tro, at investeringen var sikker, og har ydet dårlig rådgivning og bør derfor erstatte tabet.

Han er uforstående over for, at indklagede rådgav ham til at sælge sine Nordea Invest Direct papirer, idet H samtidig blev rådgivet til at købe disse papirer for et tilsvarende beløb.

Indklagede har kun fremlagt kopi af depotplejeaftalen for hans åbne depot, men ikke for kapitalpensionsdepotet.

Indklagede har anført, at der ved rådgivningen blev taget højde for klagerens og H's ønsker og behov.

Ud over opsparingerne hos indklagede havde klageren og H et kontantbeløb på ca. 300.000 kr. i Slagteriernes Andelsfond, en pensionsordning hos Danica med en dengang garanteret rente og en ubehæftet ejendom til en værdi på ca. 3 mio. kr. Der var ikke behov for større likviditet eller rådighedsbeløb. Det blev drøftet, hvor længe midlerne måtte antages at skulle være investeret, og der blev aftalt en tidshorisont på over 3 år. Klageren blev vejledt om den risiko, der er forbundet med aktieinvestering, og om muligheden for at beholde værdipapirerne, når kapitalpensionerne skulle udbetales.

Formuen skulle have en lav risiko. Lav risiko var og er en kombination af obligationer og aktier med en aktivfordeling på 80 % obligationer og 20 % aktier for ægteparrets samlede formue. Nogle af aktierne inden for de aftalte 20 % blev placeret i klagerens kapitalpensionsordning, da dette skattemæssigt var mest fordelagtigt. Klageren blev orienteret om, at aktier og obligationer ikke udvikler sig ens, og at risikoen reduceres ved at sammensætte formuen med en kombination af obligationer og aktier. Det blev drøftet, at kursudsvingene skulle ses på baggrund af den samlede portefølje og ikke på baggrund af den enkelte investering.

Klageren fulgte løbende med i udviklingen i investeringerne og drøftede denne med bankrådgiveren.

Klageren og H traf ud fra en grundig rådgivning selv beslutning om, hvilke papirer der skulle købes og sælges. Der var ikke tale om noget pres fra rådgiverens side. Udviklingen i klagerens investeringer er konsekvensen af en generel afmatning i markederne, som det ikke var muligt at forudsige.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved rådgivningen af klageren i forbindelse med dennes køb af aktiebaserede investeringsbeviser i marts 2000 begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at risikoen ved investering i investeringsbeviser baseret på aktier var større end ved investering i obligationer, og at han selv bar risikoen for, om investeringen udviklede sig som forventet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.