Rådgivning om køb af B & W Holding-aktier.
| Sagsnummer: | 785/1994 |
| Dato: | 23-08-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om køb af B & W Holding-aktier. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Fredag den 22. juli 1994 henvendte klageren sig i indklagedes Hjørring afdeling for at få rådgivning om køb af aktier, som indklagede anså for på kort sigt at have mulighed for gevinst. Klageren var ikke da kunde hos indklagede. Han havde i andet pengeinstitut lidt tab ved investering i aktier.
Indklagede foreslog klageren køb af aktier i B W Holding.
Mandag den 25. juli 1994 afgav klageren købsordre på 290 stk. B W Holding-aktier. Papirerne indkøbtes for ca. 109.000 kr.
Klageren har ved klageskema af 12. november 1994 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved henvendelsen til indklagede spurgte, om man havde nogle sikre aktier at investere i for 110.000 kr., som han havde modtaget i overskydende skat. Indklagede rådgav ham til at investere i B W, som viser, at det allerede da var et tvivlsomt papir.
Indklagede har anført, at baggrunden for indklagedes positive vurdering af B W stod godt rustet til at deltage i et forventet opsving for nybygninger. Forventningerne byggede på udsagn fra internationale brancheeksperter. I indklagedes forventninger til en kursudvikling ligger imidlertid ingen garanti for en bestemt kursudvikling. Klageren traf selv beslutning om aktiekøbet og var fuldt vidende om den risiko, som en aktieinvestering indebærer, hvilket understøttes af klagerens oplysning om tidligere tab på aktieinvesteringer. Klageren bør herefter selv bære risikoen for kursudviklingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved at tilråde klageren køb af de omhandlede papirer har begået fejl, som kan medføre erstatningsansvar for indklagede. Det bemærkes herved, at klageren måtte være klar over at de af indklagedes medarbejder tilkendegivne forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik og, at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.